Læsetid 3 min.

Markedet tager bolig i os

Med spiritisme og spraglet flerstemmighed forsøger Det Røde Rum at finde hoved og hale på kapitallogikken. ’Markedet (er ikke noget sted)’ er et forrygende bud på økonomikritisk scenekunst
Markedet er blevet til en guddom, der bor i os alle: I gæstearbejderen fra Dubai og den gældsatte husejer fra Hvidovre. ’Markedet (er ikke noget sted)’ viser, hvordan den globale stoledans spiller os ud mod hinanden.

Markedet er blevet til en guddom, der bor i os alle: I gæstearbejderen fra Dubai og den gældsatte husejer fra Hvidovre. ’Markedet (er ikke noget sted)’ viser, hvordan den globale stoledans spiller os ud mod hinanden.

Miklos Szabo
15. maj 2015

»Skal I ind til Markedet? Så er det køen til venstre,« siger den venlige billetdame i Skuespilhuset. Og ind på Markedet kommer vi grangivelig, os velbjærgede Arte-abonniner og socialt bevidste KUA-studerende, der er kommet i forventning om et skud holdningsbekræftende politisk teater.

I forestillingen Markedet (er ikke noget sted) møder vi dem, der er blevet hægtet af, kommet til tops, eller bare lige akkurat holder skruen i vandet inden for den mærkværdige abstraktion, som vi kalder ’markedet’.

Karaktermasker

Syv skuespillere fra ensemblet Det Røde Rum lægger krop til stoledansens tabere såvel som vindere. Vi er vidner til en postuleret spiritistisk seance, der skal »lokke markedet frem og få det til at afsløre sig selv«, som instruktør Elisa Kragerup forklarer indledende. Det vil sige, ordene kommer faktisk ud gennem den skæggede skuespiller Asbjørn Krogh Nissen. Dramatikeren Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerk) arbejder under konceptet Mediets Teater med den præmis, at skuespillerne blot er viljeløse kanaler for fremmede magter. Her hakker replikkerne af sted i tics, kramper og hik, når de sjove og velspillende mediers kroppe belejres af den globale finanskapitals forskellige karaktermasker, lige fra en kinesisk iPhone-arbejderske til en kampsvedende gældsat husejer.

Det fører til sprængfarlige kollisioner. En velmenende velfærdsdansker fører en skizofren dialog med den indebrændte machogræker, der med bred benstilling taler gennem hende. Og en orgiastisk lovprisning af markedets svimlende vareudbud knækker helt over i krampegråd.

Økonomi på scenen

Scenografiens simple halvcirkel af røde stole på et bart gulv virker som en effektiv komprimering af den store, globale stoledans, der via menneskesmuglere og jobaktivering spiller os alle ud mod hinanden i kampen om en plads på et af de få, indhegnede steder på kloden, hvor der stadig genereres værdi.

Det sidste års tid har vi set en tendens til ny kapitalkritisk scenekunst. Og Markedet slår fast, at økonomikritikken for alvor er rykket ind i teateret. Endda på Det Kongelige.

Og noget tyder på, at scenekunsten egner sig til at sanseliggøre vekselvirkningen mellem abstrakt gæld og de konkrete, svedende kroppe, den underlægger sig.

Markedet formår i hvert fald knaldgodt at finde hoved og hale på det menneskeskabte kompleks ved navn økonomien, der – som stykkets konsulent, økonomifilosof Ole Bjerg konstaterer – er blevet til en guddom.

Et problem ved at iscenesætte verdens elendighed er tit, hvordan en flok skandinaver kan bære sig ad med at give en stemme til de uprivilegerede uden at forfalde til hvide frelserkomplekser.

Markedet styrer også mestendels uden om faldgruberne. Når en desperat Dubai-gæstearbejder fra Bangladesh råber om hjælp til en beklemt sal, kammer det dog over i en lovlig didaktisk udpensling, der synes at fiske i samme farvand som televiserede opfordringer til at donere penge til Bornefonden.

Men det er takket været stykkets befriende selvkritiske undertone, at entreprisen lykkes.

Her er intet helligt, alt fra den ærværdige statsinstitution Det Kongelige Teater til den opblæste venstrehegelianer Karl Marx udsættes for nådesløs spot. På den måde er stykkets styrke sjovt nok, at det afholder sig fra at pege på udveje.

Kritikken preller for det meste af som rødvinspletter på en nanospraybehandlet sofa: Demonstranter kaster impotente papmachébrosten mod en ansigtsløs finanskapital, indtil verdens næstrigeste mand Carlos Slim Helú tager bolig i spagfærdige Marie Dalsgaard og med pralende repressiv tolerance proklamerer, at han vil købe hele det vidunderligt samfundskritiske show.

Og sådan går stoledansen videre. Vi forlader teateret med markedet i kroppen som før, men med en idé om vores rolle i hele den absurde globale forestilling.

’Markedet (er ikke noget sted)’ af Nielsen. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Palle Steen Christensen. Det Kongelige Teater, Det Røde Rum, Lille Scene til 10. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu