Læsetid: 3 min.

Menneskejagt i eventyrskoven

Morten Sabroes nye roman er forførende som drøm, som fantasi, som eventyr – og som hitchcocksk gyser med et flygtende barn i hovedrollen
Det er ikke krimigåden og intrigens pedanteri, der lyser Morten Sabroes tekst op, det er det fabulerende – det barnlige påfund, at Viktor Hugos hund, hans magiske hjælper, skal hedde ’Gud’.

Claus Bech

16. maj 2015

Den 16-årige hovedperson med det episk klingende navn Viktor Hugo (med dansk udtale) bliver fundet død i en kløft tæt på havet, men er på romanens første side netop genopstået eller på bogens mere realistiske plan: i sidste øjeblik reddet tilbage til livet af en tilfældig forbipasserende.

Men Viktor Hugo genopstår til et tomrum, han husker intet.

Fra tomrummet og de usynlige kræfter, der regerer i det, indleder han snart en forpustet flugt af samme storslåede format som sit navn. Han snører skoene og sætter i et vildt løb ligesom andre berømte flugtprotagonister hos forfattere som Sillitoe, Kerouac og Sabroe selv. Af sted, mod den hvide horisont i samme hæsblæsende tempo, som han pauseløst fortæller sin historie.

I modsat retning trækker et anonymt brev, der en dag dumper ned i Viktor Hugos brevkasse. Brevskriveren kan han ikke »løbe fra«, brevskriveren vil være i ham, til han dør, brevskriveren vil tage ham »ind i mørket (…), så langt som ingen nogensinde har været før«.

Hvad Viktor Hugo helt præcist flygter fra, er ikke klart. Det skal jo rejsen den modsatte vej, ind i selvanalysens mørke, afsløre. Men der lægges nogle spor ud.

Et svagt lys over et natsort hav

Hans anstrengte forhold til forældrene, en fjern skrivebordspatriark af en far og en diskret, vistnok manipulerende mor, er ét af dem. Har han forsømt noget? Har han gjort sig skyld i en forbrydelse? Hans hjerte i overstørrelse (lidelsen hedder kardiomyopati), som hænger som en rød sol over alle Sabroes romanuniverser, er et andet. Elsker han for meget, er han for følsom? Er han ikke blevet elsket nok? Eller er hjertets mere fysiologiske side nøglen? For måske er det selve døden, Viktor Hugo løber om kap med, og så er hjertets uregelmæssige slag en skæbnesvanger nedtælling til hans egen definitive forsvinden.

På romanens kriminalistiske genreplan er intrigen forviklet som rodnettet i den skov, hvor en del af romanen udspiller sig. Her optræder en whiskydrikkende machomand som det ene hjørne i et trekantsdrama, der handler om lidenskabelig kærlighed og ildsprudende vrede. Her optræder også to hemmelighedsfulde kvindeskikkelser i endnu et trekantsdrama. Den ene er den mystiske brevskriver, en mørkets prinsesse fra et eventyragtigt »glaspalads« i det inderste af skoven. Den anden er den pige, som med korte mellemrum optræder i Viktor Hugos drømme som et svagt lys over hans ødelagte hukommelses natsorte hav.

Hun viser sig at være både nøglen til gåden og forsvindingspunktet i Viktor Hugos historie. Jeg havde mine kampe med at følge romanen frem og tilbage mellem symbolspor og krimispor, dvs. mellem til den ene side romanens drømmeagtige flow og surrealistiske metamorfoser og til den anden side dens tætvævede handlingstråde og velvoksne persongalleri. Det kan skyldes en træghed i mit hoved, det kan også hænge sammen med, at det drømmeagtige og symbolske fungerer bedst som stemningssætter og som scene og vision, men mindre godt til den meget samvittighedsfulde udredning og kriminalgådens sytten gentagelser. Hvem der skubbede hvem ud fra hvilken klippe eller druknede hvem, kan pludselig blive både for indviklet og lige meget. I det hele taget havde jeg det bedst med Drengen der løb med Gud, når jeg ikke spekulerede over den som over en nøgleroman, hvor der til hvert af dens mange symboler svarer et punkt på dens utydelige realplan eller i forfatterbiografien. Det kan på en mærkelig måde blive for intimt, man kan blive helt forlegen, hvilket igen nok hænger sammen med, at det er et kraftfuldt, påtrængende og et ikke så lidt selvgranskende jeg, der taler og tænker og føler i Morten Sabroes bøger.

Et univers som Hitchcocks

Som drøm, som lettere modificeret automatskrift, som fantasi og som eventyr er romanen stærkt forførende, og dens monomane selvoptagethed en betinget, mange steder ligefrem charmerende omstændighed. Det er ikke krimigåden og intrigens pedanteri, der lyser teksten op, det er det fabulerende, det er det barnlige påfund, at Viktor Hugos hund, hans magiske hjælper, skal hedde »Gud«, det er det besjælede landskab, det er de formelagtige karakterer, og det er grotten i klippevæggen nogle meter over det frådende hav, hvor Viktor Hugo som en anden Robinson Crusoe eller Peer Gynt til sidst skal bjærge stumperne og få rede på sig selv.

Jeg kom til at tænke på et andet univers, der matcher romanens: Hitchcocks mytologiske, lettere angstfyldte, lettere infantile gyser- og drømmeverden. Viktor Hugo kunne godt være den svimle helt i Vertigo, den morsyge i Psycho og den jagede i North by Northwest. I børnestørrelse, selvfølgelig, men i samme desperate flugt ind og ud af sig selv.

Drengen der løb med Gud
Morten Sabroe
Politikens Forlag
326 sider
250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu