Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Menneskets indre dyr

Græske Yorgos Lanthimos har med ’The Lobster’ lavet en absurd og humoristisk, men ikke helt vellykket, fremtidsfilm om kærlighed og parforhold og samfundets stramme normer
John C. Reilly, Ben Wishaw og Colin Farrell i Yorgos Lanthimos’ sorte satire, ’The Lobster’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

John C. Reilly, Ben Wishaw og Colin Farrell i Yorgos Lanthimos’ sorte satire, ’The Lobster’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Kultur
16. maj 2015

The Lobster (Hummeren på dansk) er en meget mærkelig film. Det er også en vittig, sorthumoristisk film. Og det var vel, hvad man kunne forvente af græske Yorgos Lanthimos, som er kendt for sine bidske, samfundssatiriske dramaer, ikke mindst Dogtooth, der tog overbeskyttende forældre (som en slags metafor for den græske stat) under kærlig behandling.

The Lobster foregår i en fremtid, hvor ingen mennesker må leve alene. Bliver de skilt eller mister de på anden måde deres ægtefælle, indlogeres de på et hotel, hvor de i løbet af 45 dage skal finde en mage – ellers bliver de forvandlet til et dyr af eget valg. Ja, du læste rigtigt, et dyr. Colin Farrell spiller en stille og nervøs mand, David, der installeres på hotellet sammen med sin hund – der engang var hans bror – og som gerne vil være en hummer, hvis ikke det lykkes ham at finde en kone.

Og så begynder ellers et desperat mummespil, hvor hotellets mænd og kvinder gør sig til over for hinanden og finder måder at fremstå attraktive på. Det er nemlig sådan, at lige børn i bogstaveligste forstand leger bedst, og er man nærsynet, skal man være sammen med en nærsynet, og får man næseblod, skal man være sammen med en, der også får næseblod. Får man ikke automatisk næseblod, er dr jo måder at frembringe det på.

Indimellem afholdes menneskejagter, hvor hotellets gæster sendes ud i skoven for med bedøvelsespile at skyde ’singler’, dvs. mennesker, der har valgt at forsage samfundets normer leve i ensomhed. For hver ’single’, man skyder, får man en dag ekstra på hotellet, og det kan man hurtigt få brug for.

Modsat fortegn

Det er ikke svært at se pointen med Yorgos Lanthimos’ gale streger i den engelsksprogede The Lobster, der også har Léa Seydoux, John C. Reilly, Rachel Weisz og Ben Whishaw på rollelisten. Filmen vækker mindelser om både Brazil og 1984 i sit absurde og morsomme portræt af et totalitært samfund, hvor alting kontrolleres ned i mindste detalje, hvorfor der ikke er plads til ægte følelser, spontanitet og reel livsglæde. Mennesket er reduceret til egenskaber og fysik – ånd og hjerte har ingen plads her.

Der er nogle kostelige scener i filmen, hvor de kedelige og grå hotelgæster undervises i, hvad der sker, hvis man som kvinde eller mand lever alene – det går selvfølgelig galt – og hvor fantastisk det er at være to. Og Lanthimos nøjes ikke med at gøre op med det etablerede samfund. Han giver også oprørerne et drag over nakken. De er lige så dogmatiske som det, de påstår at kæmpe; her skal man være alene, ikke hjælpe hinanden, ikke flirte eller finde sammen. Gør man det, får det ubehagelige konsekvenser.

The Lobster bliver ved lidt for længe og ville have virket stærkere, var den blevet kortet ned – den synes at miste sit mål og sin retning mod slutningen. Men det er en sært anderledes film, som får én til at grine og tænke over kærlighedens væsen, parforholdet, og hvordan det i vid udstrækning er andre, ikke mindst omgivelserne, der bestemmer, hvordan vi mennesker omgås og opfører sig over hinanden.

The Lobster har dansk biografpremiere senere på året. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her