Læsetid: 2 min.

Mord eller moral

Woody Allen underholder med ’Irrational Man’, et vittigt drama om kunsten at rationalisere et mord
Woody Allen sammen med sine to hovedrolleindehavere, Emma Stone og Joaquin Phoenix, under optagelserne til Irrational Man. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Woody Allen sammen med sine to hovedrolleindehavere, Emma Stone og Joaquin Phoenix, under optagelserne til Irrational Man. Foto: Filmfestivalen i Cannes

16. maj 2015

Mange af Woody Allens filosofiske og litterære idoler – Kierkegaard, Heidegger, Kant, Dostojevski, – bliver påkaldt i hans nye film, Irrational Man, der i går blev vist her på filmfestivalen i Cannes. Men filosofferne, og det, de står for, ender med at være en art facade hos hovedpersonen, filosofiprofessor Abe Lucas (brillante Joaquin Phoenix), der er så livstræt og desillusioneret, at han ikke kan få den op at stå.

Men så kommer han på den idé at tage livet af en usympatisk, halvkorrupt dommer, og så får han al sin virkelyst, virilitet og sit humør igen. I stedet for at klage over livets meningsløshed og fortrædeligheder handler han, tager ansvar og giver selv sin tilværelse indhold. Det er i hvert fald den slags eksistentialistiske platituder, han fortæller sig selv, mens hans omgivelser ser forundrede til, ikke mindst de to kvinder, som er faldet for ham: Abes midaldrende medprofessor på universitetet, hvor han arbejder, Rita Richards (fantastiske Parker Posey), og den unge, smukke filosofistuderende, Jill Pollard (dygtige og dejlige Emma Stone).

Nyansatte Abe, der nærmest har rockstjerne-status i universitetskredse, repræsenterer et frisk og eksotisk indslag for de to kvinder, og mens Rita i ham ser en vej ud af sit uinspirerede liv, ser Jill en verden af erfaring og viden, og begge forsøger de med vekslende held at forføre ham. Alt imens Abe altså selv planlægger og udfører det tilsyneladende perfekte mord.

Et rask pulsslag

Der går en lige linje fra Allens Små og store synder og Match Point til Irrational Man, der alle tre handler om mord og moral. Kan man forsvare at tage livet af et andet menneske? Og er man stadig et godt menneske, hvis begrundelsen for at begå mord synes at være rimelig? Nej, har svaret lydt i de to første film – og lyder det vel sådan set også i denne nye film, hvor Abe har held med at rationalisere over for sig selv, men ender med at lyde som lidt af en galning. Og så er der jo noget, der hedder hybris og nemesis.

Irrational Man er ikke en decideret komedie, og filmen igennem kører et bestemt stykke jazzmusik, som giver handlingen et rask pulsslag, hvorfor det, der sker, bliver mere påtrængende og nervepirrende, end det nok ellers ville være blevet. Men der er nu også mange vittige scener i filmen, hvor personernes dumhed og naivitet – især Abes, men også Rita og Jills – bliver udstillet, og hvor man for alvor kan mærke, at personerne og den velformede dialog er signeret af Woody Allen.

Det er måske ikke en af den aldrende amerikanske mesters allerbedste film, men Irrational Man er en underholdende, solid og værdig byggesten i Allens formidable tårn af betydelige filmiske bedrifter, der efterhånden strækker sig længere mod himlen, end de fleste andre filmskabere tør drømme om.

Irrational Man har dansk biografpremiere senere på året. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Mord . "normal eller unormal", når enkelt individet udfører handlingen opfattes den som umoral, når samfundet i sin helheds bedømmelse tillader det?. Måske bare fordi "propagandister" eller "prædikanter" (religiøse som politiske), i magtbegæret´s navn , så bare var på banen og så derfor blev opfattet som normal, er der gået noget grueligt galt.