Læsetid: 5 min.

Opfindelsen af en ret forrygende pige

Caitlin Moran har skrevet en ekstremt morsom fiktion om sit liv som sexhungrende teenager på vej mod at blive rockskribent, der samtidig bliver et krast portræt af Thatcher-tidens England
Det er meget svært ikke at opfatte ’Sådan opfinder man en pige’ som selvbiografisk, da stort set alt passer på Morans eget liv. Forfatteren selv fraskriver sig al skyld ved i indledningen at slå fast, at bogen er fiktion – man tror hende ikke over en dørtærskel.

Søren Bidstrup

30. maj 2015

Lad mig straks sige, at Caitlin Morans roman Sådan opfinder man en pige har bragt mig i vældig godt humør. Kan ikke mindes, hvornår jeg sidst sad i et tog og fniste højlydt af noget, så naboen måtte smugkikke på omslaget. Romanen sidder i knolden som en boble af lyst efter nye metaforer med popreferencer – eller bare at se verden som en konstant joke.

Man skal følge godt med, for skribent og feminist, tidligere rockanmelder, prisvindende Times-klummist, udsprungen feminist og nu bestseller forfatter Caitlin Moran er som et omvandrede talkshow. Det er hovedpersonen i hendes roman så også, den fjortenårige, tykke, konstant masturberende Johanna Morrigan. Det er her romanen lægger ud: »Jeg ligger i sengen ved siden af min bror Lupin. Han er seks år gammel. Han sover ikke. Jeg sover ikke. Jeg onanerer.« Det skal vise sig, at det altid foregår med en Mum roll-on deodorant af »samme form som en munter undersætsig pik«. »Med sit kuppelformede, pink låg og den omhyggeligt formede flaske var tænkningen bag britiske teenagepigers mest populære deodorant i senfirserne en ilde skjult sandhed: Procter og Gamble solgte begynderdildoer til unge piger for 79 pence.«

Sex og kærlighed ... og sex

Caitlin Moran har skrevet en dannelsesroman af usædvanlig spruttende karat men også med en egen alvor. For bag den meget direkte søgen efter sig selv, sex og kærlighed og så sex igen, hos en højst selvbevidst og sprogligt galoperende pige i alderen mellem fjorten og sytten – er det også et krast portræt af fattigdomsliv i Thatcher-tidens England.

Rammen er en familie på syv på understøttelse i et socialt boligbyggeri i Wolverhampton i starten af halvfemserne. Faderen er en falleret rockmusiker, som er blevet invalid ved en arbejdsulykke, men han er også kærlig, livsklog, alkoholiseret og smertepillespisende. Moderen har så meget fødselsdepression, at hun ikke engang har givet de to nyfødte navn.

Og plottet er så, at der i denne rodede, men meget kærlige og dybt opfindsomme familie bliver skåret i understøttelsen, så de næsten ikke kan klare dagligdagen. »Sandheden er, at når man er meget fattig bider elleve procent ind i selve tilværelsens knoglemarv. Elleve procent mindre betyder, at man skal vælge mellem elektricitet og mad – elektricitet, der allerede er rationeret.«

Og at Johanna tror, det er hendes skyld.

En helt utrolig lesbisk alkoholiker

På omslaget af bogen kalder Moran det for en slags Glasklokken skrevet af Adrian Mole. Nu aner denne skribent ikke, hvem Adrian Mole er, men det kan man for pokker google. Moran eller rettere Morrigan, forklarer nemlig bogen igennem, hvad hendes Goth kusine har lært hende: Man må »fake it indtil man kan make it«. Glasklokken er forfatteren Sylvia Plaths første roman, der handler om det selvmordsforsøg, hvor hun krøb ned i en krybekælder. (Og Adrian Mole er hovedperson i en tv-serie en ung, tænksom og meget morsom fyr, fortæller google.)

Det er meget svært ikke at opfatte Sådan opfinder man en pige som selvbiografisk, da stort set alt passer på Morans eget liv. »Dette er skønlitteratur og fiktion hele vejen igennem,« fraskriver Moran sig indledningsvist al skyld, og man tror hende ikke over en dørtærskel. Ligesom hos Sylvia Plath eller ganske som Johanna gør sig selv til fiktion.

For det er så ikke en krybekælder, Johanna kryber ned i, men bare ned under den køjeseng, som hun til storebroderens forargelse hver nat onanerer i, og der beslutter hun, at hun vil dø, men ikke rigtigt. Hun vil bare blive en anden, opfinde sig selv og tjene penge til familien. Og det bliver så ikke som »Belle Jar«, men som »Dolly Wilde«. Det var Oscar Wildes niece. »Hun var en helt utrolig lesbisk alkoholiker, som var voldsskandaløs og døde meget ung,« forklarer Johanna sin storebror Krissie, der senere skal vise sig at være bøsse.

Opfindelsen af en pige udvikler sig derefter som den forrygende fortælling om, hvordan en ung pige kan opfinde sig selv ved hjælp af det kommunale biblioteks pladesamling, en fast beslutning om at blive rockanmelder, samt ansættelse hos de rigtige drenge ved Londons hotteste musikblad, hvor hun får skrevet sig ind. Læg dertil en ustyrlig kysselyst og en urokkelig tro på, at alt kan siges, også så meget at det til sidst går for vidt. Der er ubetalelige sexscener i romanen, legendarisk bliver nok den, hvor Dolly Wilde pådrager sig blærebetændelse efter sex med en alt for stor pik, hvorpå hun styrer bandets afterparty fra det badekar, hun er krøbet ned i for at holde underlivet i det varme vands smertedæmpende ro.

Morsomme referencer

Der er et væld af lynhurtige og meget morsomme referencer til tv-serier, b-film, pop og rock, men også Shakespeare eller biblioteksbøger læst i tilfældig orden, »jeg er i øjeblikket ved at læse om kausalitet – jeg er nået til filosofiafdelingen på biblioteket,« skriver Johanna, da hun er i gang med at diskutere social ulighed med sin far og dens mulige årsager.

Eller hun kan pludselig efter et angstanfald have en indre dialog med teologen Paul Tillich.

»Men ved du hvad,« siger jeg til Paul Tillich i tankerne, »der er jo bare det, Paul, at jeg i sidste ende ikke tror, at min angst er hverken ontisk, moralsk eller åndelig. For når alt kommer til alt har jeg bare brug for nogen penge, Paul.«

Selvom Dolly Wilde dyrker sex, som andre spiser lakrids, leder hun så alligevel efter den store kærlighed, så det hele alligevel bliver lidt Sound of music – en af hendes helt store referencer?

Så selvfølgelig er der så også den helt rigtige mand i bogen, rockmusikeren John Kite, der går i en snavset falsk pels og altid siger det rigtige, og som også har sagt det helt rigtige i et interview i et rockmagasin:

»Den store forskel mellem de rige og de fattige er, at de rige er lykkeligt uvidende. De tror ikke på, at noget nogensinde er virkelig skidt. De er født med et dejligt teflonlag af lykkelig uvidenhed, ligesom babyens små fine hår – og den belægning bliver aldrig skrubbet væk af en regning, der ikke kan betales, et barn der ikke kan få en uddannelse, et hjem man må forlade til fordel for et herberg, når lejen bliver for høj.«

Om Johanna/ Dolly Wilde får sin rockhelt, også i sengen, må vi så vente på næste bog fra Caitlin Moran, for at finde ud af.

Den tror jeg også, jeg skal læse.

Sådan opfinder man en pige

Caitlin Moran. Oversat af Susanne Staun. Gyldendal. 392 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu