Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Op på ølkassen og ind under discokuglen

Den dansksprogede poprock trives med både gefühl og traditionsbevidsthed hos Mellemblond og Ulige Numre. Mens duoen Darkness Falls aldrig for alvor gør os mørkeræd
Kultur
4. maj 2015

For femten års tid siden var det kun enkelte svaler som Love Shop og Ibens, der skilte sig ud fra mængden i det danske musiklandskab ved at tage det danske sprog i sin mund. Siden er der blevet rokket ved den anglificeringskonsensus. Ikke blot på hitlisterne med navne som Medina og Rasmus Seebach, men også inden for den såkaldte uafhængige rock finder vi en overflod af bands, der synger på dansk.

I 2013 præsterede trioen Folkeklubben at ligge nummer ét på både teenageangstens højborg Det Elektriske Barometer og Dansktoppen på samme tid. Og det siger ikke så lidt om, at det danske sprogs gutturale lyde ikke længere lyder så fremmedartede i vores ører. Og at der kan være overraskende kort afstand mellem folkeligt og det alternativt.

Mellemblond hedder et band, der indtil videre mestendels har vundet anmelderhjerter, mens det brede gennembrud er udeblevet. Fra et sted hedder efterfølgeren til den roste Lysvågen fra 2013, hvor den sart aftegnede lyrik stadig bæres frem af Kristoffer Munch Mortensens drævende og chikt forpinte vokal. Vi har at gøre med en vejrbidt, poetisk poprock i hjulsporet fra Kent, Love Shop og Nikolaj Nørlund, der oftest bevæger sig på en hårfin grænse mellem det klassiske og trivielle. »Verden er stor og sær/men som du ligger der og spiser kirsebær/er det bare at tage det hele præcis som det er,« hedder det på singlen »Ryster«. Mellemblond er bedst i de øjeblikke, hvor sangforedragets tørt tilbageholdte præcision står i kontrast til ilter rock, der slår sig i spiltovet. Men Mellemblond virker også på mange måder som det musikalske svar på en pageklipning: Praktisk og nem at holde.

Velfærdsrock

Hvor Mellemblond ofte bliver forbundet med en historie om undereksponering, så gælder det modsatte for Ulige Numre. De fik en turbulent start, da de modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat på grundlag af en enkelt ep, og udvalgsmedlemmet Jens Unmack blev anklaget for inhabilitet.

Set i bakspejlet er Ulige Numre måske ikke det dummeste bud, hvis man endelig skal investere vores fælles skattekroner i ukendte navne. Originaliteten er det så som så med, men pålidelighedsmæssigt har bandet vist sig at minde mere om en bankbog i en nordjysk sparekasse end en vampyrblækspruttelignende kapitalfond. Deres andet album Grand Prix kunne man kalde poleret og måske lidt overarbejdet, men det har jeg egentlig ikke noget imod. Det viser bare, at deres pophjerte banker varmt, selv om den rockklichéfyldte denimjakke stadig sidder lovlig stramt om skuldrene.

Dertil er det forfriskende, at sangskriver og primus motor Carl Emil Petersen har løftet blikket fra gaffertapen og ud mod noget, der minder om social bevidsthed. Den akustiske hjemstavnssang »Frit Land« skoser fremmedhad og populisme. Nu er det efterhånden så comme il faut, at danske musikere lægger afstand til DF, at det næppe er opsigtsvækkende. Men det er prisværdigt, at bandet ikke blot trasker de samme indadvendte ture langs Søerne i snevejr, men også vover pelsen og stiller sig op på ølkassen ind imellem.

Men det er nu alligevel svært ikke at slippe et letkøbt fnis over at linjer som »nu træder jeg ind på idiotkontoret/der sidder min barndomsven bag bordet/ jeg trækker et nummer, det sidste i køen og sætter mig pænt ned og venter/han finder en check med et grin og konstaterer, er du aldrig kommet længere/jeg siger tag en check skriv den til dig selv/og se hvor langt pengene rækker« skulle komme ud af munden på en ung mand, der som 21-årig fik tildelt et arbejdsstipendium på tre gange 285.000 kroner af staten.

Men Ulige Numre er et yderst habilt orkester, der kender deres virkemidler og ikke er bange for at bruge dem. Sætter man en af deres plader på, bliver man med sikkerhed lukket ind i et rum, hvor guitarernes forvrængede molakkorder altid falder med effektfuldt tyngde, og følelseslivets intensitet er det gyldigste parameter. Det er velfærdsrock på godt og ondt.

En imagebetonet artpop finder man hos duoen Darkness Falls, der på debuten Dance & Cry trækker på lige dele disco og fortvivlelse. Helt grønne er de to dystre damer ikke; Josephine Philip og Ina Lindgreen spillede i sin tid sammen i skabandet Favelachic, ligesom førstnævnte var den ene halvdel af den spraglede duo JaConfetti. Hos Darkness Falls er hangen til mørkeleg udpenslet, lige fra pressemeddelelsesprædikatet ’pop-noir-duo’ til åbningsnummeret »Night Games«. Det ville i princippet være fint, hvis blot ikke dette indre mørke i så høj grad virkede som et damebladsdepressivt postulat. Ja, harmonierne står, som de skal, og sangene er udmærkede. Men løfter man stenen for at kigge under den, finder man altså kun lyspletterne fra en diskokugle og intet ækelt mylder af skolopendre og bænkebidere.

Måske handler det bare om, at tidens forkærlighed for en stiliseret vision af 80’ernes synthpop for min skyld godt snart må lade livet og give plads til en ny type retrofiksering. Det er tid til at ryste posen.

Mellemblond: ‘Fra et sted’ (selvudgivet), Ulige Numre: ‘Grand Prix’ (A:larm/Universal), Darkness Falls: ’Dance & Cry’ (Fake Diamond/A:larm)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her