Læsetid: 3 min.

Perfekt uperfekte Jørgen Leth

Først handler det om Jørgen Leths helte, der så faktisk handler om Jørgen Leths temaer, som så fører til Jørgen Leths måde at være til i verden på: observerende, registrerende, sansende
30. maj 2015

På sin vis er en titel som Det perfekte menneske bare mere interessant end en titel som Det uperfekte menneske, for det perfekte menneske ved man godt ikke findes, mens verden er fuld af uperfekte mennesker. Men når man er Jørgen Leth og har lavet en helt genial, humoristisk film på tretten minutter med Claus Nissen og Majken Algren Nielsen i et tomt, hvidt rum, ja, så er det en lidt anden sag med det perfekte og uperfekte. Det uperfekte strejfer det perfekte, eller også er det omvendt.

Sammen med bl.a. Kirkeby, Godard, Sonja Åkesson, Warhol, Papa Doc og von Trier er Claus Nissen en af heltene i Jørgen Leths fjerde erindringsbog, Mine helte. Det uperfekte menneske/4. »Han forstod spontant, hvad jeg ville, og han gav mig så mange uventede gaver,« skriver Leth om Nissen. Dét er da fint, ikke sandt? Og Leth fortsætter portrættet af Nissen ved at beskrive selve kortfilmen Det perfekte menneske: »En mand siger nogle ord, han ryger pibe, klipper negle, tager sorte laksko på, tager butterfly på, han spiser, han hopper op i luften, han lægger sig, han falder i det tomme rum, han lægger sig ved siden af kvinden og sætter sig ved bordet og tager fisk, kartofler og sovs, han tænker, og han synger nogle meget enkle ord. Han barberer sig og siger, ’også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage …’.« Det er nok lige dér i faldet, at Leths uperfekte bliver perfekt.

Leths paradoks

Helt tilfældigvis har Asta Olivia Nordenhof så i dag, hvor jeg læser Leth, postet denne fb-opdatering: »alt andet til side, det er en kedelig litterær ambition knausgård har – at forstå hvad det vil sige at være menneske – det kommer man vel sagtens aldrig til at forstå og hvorfor skulle man dog også det.« Og nu skal jeg selvfølgelig passe på med at stille en spontan opdatering over for et værk, der har stået siden 1967, og som har knopskudt og ført til nye værker (Det legende menneske, Det erotiske menneske, De fem benspænd og erindringsbøgerne), men jeg synes alligevel, det er spændende at sammenligne de to udsagn. Tilsammen indfanger de måske det paradoks, som er Jørgen Leths paradoks som kunstner, hans metode. Nemlig en vedholdende søgen efter at forstå tilværelsen og samtidig aldrig komme hen til facit – og i hvert fald ikke facit på ens eget personlige regnestykke. Leth slipper kontrollen over indholdet i sin kortfilm ved at lade Claus Nissen give ham uventede gaver, og ordet »oplevede« skyder yderligere en afstand ind mellem mennesket og verden. Ordene »om nogle dage« lover heller ikke, at bestræbelsen vil lykkes. Kort sagt: Det uforståelige »noget« bliver tilbage.

Et selvportræt

Med portrætter af halvtreds helte tegner der sig et selvportræt af Leth som skabende kunstner og menneske i verden. Heltene er billedmennesker og dansere, cykelryttere, naturligvis, en kantinebestyrer, en vodou-præst, og så et par bad guys: FRAPH-ledere, en diktator og en juntachef. Heltegalleriet er internationalt og meget sigende for Leths virke findes der antropologer blandt heltene, for Leths metode er en nysgerrig antropologs.

Der er meget varme og humor i portrætterne, og der er ydmyghed og taknemmelighed – måske allermest i portrættet af Leths butler Beleque, som må siges at have været en engel i Leths liv, idet han reddede ham, da jordskælvet ramte Haiti. I portrættet af Beleque kommer Leth til også at skrive om ulighed mellem mennnesker – ligesom den svenske digter Sonja Åkesson gjorde det. Portrættet af hende var jeg ligesom langt de fleste af de øvrige portrætter glad for at læse. Som portrættør er Leth helt enkelt en givende samtalepartner. En samtalepartner, der ikke lukker, men åbner, fordi han ikke har svar på rede hånd. F.eks. heller ikke svaret på dette store spørgsmål: »Men hvordan taler man til Andy Warhol?«

Mine Helte. Det uperfekte menneske/4. Jørgen Leth. Gyldendal. 232 sider, 280 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu