Læsetid: 3 min.

Permanent hjemløs

Henrik Nordbrandts nye digte er tæt på at gøre klaustrofobien til poetisk rutine
16. maj 2015

Filantropisk støttet af Politiken-Fonden, Augustinus Fonden og Konsul George Jorcks og Hustru Emma Jorck’s Fond kan Henrik Nordbrandts nye digtsamling Jetlag udsendes med flotte grønne og sorte illustrationer af ingen ringere end Tal R. Dette opulente udstyr formår imidlertid ikke at skjule, at vi på baggrund af den nu 70-årige digters lyriske bedrifter har at gøre med en temmelig tynd sag, nemlig notater i digtform over en rejse med fly via London og Miami til Costa Rica samt tilbage igen.

Transporten foregår med en maskine, som digter og forlag insisterer på at kalde Boing i stedet for Boeing – måske for at understrege, at digtene handler om sammenstød, om kollisioner mellem subjekt og verden, om konfrontationer med døden, om ufrihed, om angst, især frygten for indespærring, som Henrik Nordbrandt lader kulminere i et digt, der begynder således:

Definition på et fængsel:
Du kan ikke komme ud.
Definition på et mareridt:
Du kan ikke komme ud.
Definition på en flyrejse:
Du kan ikke komme ud.

– men som derefter delvis forsoner sig med både fængsel og mareridt og konkluderer, at flyrejsen er og bliver det værste af alt:

En flyrejse
er et mareridt af et fængsel
som ingen fantasi kan åbne
hvor du ikke skal gøre dig noget håb
om at møde venlige sjæle.
Hvis tremmer ingen fil kan
skære over
og hvorfra ingen tunnel fører
ud i det fri.

Fra dette digt om flyskrækken fører tråde ud til de fobier og fantasier, som flyveturen i øvrigt aktiverer, såsom tanken om egen henrettelse, forestillingen om at skulle ristes over en sagte ild, drømmen om at splintres til stumper og til slut bare blive til støv og endelig, værst af alt, bevidstheden om at være dansk og skulle hjem til et sprog, man lige fra sin fødsel (på dagen for Shellhusbombardementet og rædslerne i Den Franske Skole) har følt sig indespærret i:

Giv mig et nyt sprog
så jeg kan falde ned

i mit hjem.

Sådan lyder en bøn hen imod bogens mistrøstige slutning oven på en rejse, der netop ikke fører hjem, kun atter og atter ud i bortrejsens permanens. Hvor bogens digte er bedst, forlader de affekternes og neurosernes udgangspunkt og forskyder deres tematiske ærinde fra klaustrofobiens plage til en udforskning af tiden, som da turen fra London til Miami forsøgsvis stykkes op i øjeblikke:

Man er nødt til at tælle
alle de små lynglimt
som uden forbindelse med
hinanden
og afbrudt af evigheden
udgør den tid
man er spærret inde
i flyets hastighed.

Lykkelige de
som, hvis de findes,
kan lade være med at tælle.

Tættest på at forløse bogens underliggende tema, tidens, kommer digteren, hvor han personificerer tiden som en aldrende kvinde, der forsigtigt spadserer hen ad de sirlige gange i en gammel park. Tiden, hedder det her, kan ikke længere skelne

mellem før og efter
men stavrer usikkert rundt i blinde.
I parken om efteråret
kan man høre dens krykker i
gruset.
Somme tider er lyden foran én
somme tider bagved.
Jeg er et gammelt barn.
Jeg har set tiden.

Hvor Jetlag forekommer tyndest, indskrænker den sig imidlertid til at lave opstyltede, ofte lettere postulerede, ’almene’, gerne også dybsindige udsagn på en utilpassethed, som sine steder slår ud som ubearbejdet misantropi.

Yndere af såkaldt autofiktion har for tiden travlt med at forklare os, hvor vidunderligt det er, når en forfatter ikke evner eller ikke ønsker at hæve sit værk over sig selv. For disse venner af det specifikke og partikulære må Nordbrandts nye digte virkelig være nam-nam. Vi andre må nøjes med at glæde os til en bog, hvor digteren vover andet og mere end at sætte angsten på autopilot.

Jetlag
Henrik Nordbrandt
Med grafiske arbejder af Tal R
Brøndum
54 sider
188 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu