Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et poetisk svar til nationalismens ulvekobbel

Katja Petrowskaja rekonstruerer gennem familieoverleveringer og en rundrejse til stederne sin egen og vores europæiske historie. Imens Putins nationalistiske rockerbande fejrer hukommelsestabets og stupiditetens livsfarlige triumf med en rejse ad nogenlunde den samme rute
Med sin bog generobrer Katja Petrowskaja en del af den europæiske historie, der er ved at forsvinde. I dag huserer glemsomheden og en stupiditet, som det viste sig i sidste uge, da de såkaldte Natteulve fejrede 70-året for sejren over nazisterne med en tur ad Den Røde Hærs gamle rute fra Moskva til Berlin. Man kan have sine bange anelser med hensyn til, hvis kunst der er stærkest.

Med sin bog generobrer Katja Petrowskaja en del af den europæiske historie, der er ved at forsvinde. I dag huserer glemsomheden og en stupiditet, som det viste sig i sidste uge, da de såkaldte Natteulve fejrede 70-året for sejren over nazisterne med en tur ad Den Røde Hærs gamle rute fra Moskva til Berlin. Man kan have sine bange anelser med hensyn til, hvis kunst der er stærkest.

John Macdougall

Kultur
2. maj 2015

Katja Petrowskaja er født i Kijev i 1970. Det år havde Anden Verdenskrig været forbi i et kvart århundrede. Da hun udgav sin erindringsbog på tysk i 2014, var der gået 69 år siden krigsafslutningen. Eller for at tage et andet tal og en anden begivenhed: Da var det 82 år eller snublende tæt på et århundrede siden, at hendes farbror Judas Stern skød efter den tyske ambassaderåd Fritz von Twardowski (det var lidt uklart hvorfor, til gengæld blev han henrettet).

Der er meget bekendt stof i Katja Petrowskajas bog, der veksler mellem ligefrem erindring og mere romanagtige og poetiske passager. Det er det tyvende århundredes europæiske urhistorie, den går ind og ud af. Oprustningen i Weimartiden, den truende rumlen mellem stormagterne, krigen, jødeudryddelsen, fortrængte massakrer, familier på flugt.

Det nye – eller usædvanlige – er altså ikke indholdet, men hendes afstand til historien, som fører andre ting med sig. Noget af det vigtigste ligger i titlen, Måske Esther, der refererer til farens bedstemor, som muligvis slet ikke – men måske – hed Esther. Og muligvis slet ikke sagde præcis sådan eller sådan til de to tyske soldater på gaden i Kijev umiddelbart efter massakren i Babij Jar (33.771 henrettet på to dage), inden den ene vendte sig om og skød hende. Men måske gjorde hun.

Gisninger handler det ikke om, Katja Petrowskaja er snarere i gang med at genskabe sin families historie og – som hun skriver et sted – begribe dens »indre sammenhæng«, dens »ledemotiver«. I et par passager viser hun meget direkte hvordan. Hun træder ind i billedet, kigger med fra et vindue eller stiller sig tæt bag de medvirkende, for eksempel soldaterne på fortovet i Kijev, og overhører, hvad der bliver sagt.

Figentræet i fantasiens jord

Det er en kombination af historisk rekonstruktion og digterisk indlevelse, begge dele på en bund af dokumenter, besøg på stederne, nyopdukkede slægtninge og overleveret familiehistorie.

De sidste kan være drilske. Man overtager hinandens historier, de går i arv, men ikke altid den præcis samme historie.

»Hendes krig blev min,« skriver Petrowskaja om morens og sit eget forhold til den fjerne krig. Et andet sted fortæller hun, hvordan bedstefaren – så vidt den overleverede historie – resolut fjernede et figentræ fra ladet af lastbilen, så også den niårige søn, forfatterens senere far, fik plads under flugten fra nazisterne. Men fandtes det figentræ overhovedet? Eller voksede det alene i datterens fantasi, og har hun ved siden af at fortælle historien omplantet træet til sin fars erindring, hvorfra hun så har fået det tilbage?

Nationalistisk spektakelkunst

Katja Petrowskajas generobring af en europæisk historie, der er ved at forsvinde, har selvfølgelig perspektiver, der rækker ud over hende selv. I de her år er erindringens porte til de nazistiske lejre ved at falde i, flygtningenes spor hen over kontinentet sander til, vidnerne dør. Nu huserer hukommelsestabet og en grasserende stupiditet, som det viste sig i sidste uge, da Putins nationalistiske rockerbande, de såkaldte Natteulve, bebudede, at de ville fejre 70-året for sejren over nazisterne med en tur ad Den Røde Hærs gamle rute fra Moskva til Berlin. Nogenlunde i øvrigt også ruten for Katja Petrowskajas familie og for hende selv, først den ene vej, med bogen her den anden.

Man kan have sine bange anelser med hensyn til, hvis kunst der er stærkest. Katja Petrowskajas hukommelses- og rekonstruktionskunst, der med et gennemgående motiv giver mælet tilbage til de døvstumme, som de mange lærere i hendes familie viede deres liv til at undervise? Den, der bliver hørt, hører med, hedder det i bogen. Eller Natteulvenes og beslægtede nationalisters bedøvelses- og spektakelkunst?

»Hvad skal du bruge dette menneske til, hvorfor puster du til hans aske?« spørges der med poetisk højstemthed om erindringskunstens formål i Katja Petrowskajas bog. Nationalismens livsfarlige ulvekobler kunne godt være en del af svaret.

Måske Esther
Katja Petrowskaja
Oversat af Jacob Jonia
Tiderne Skifter
240 sider
300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her