Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sådan bliver rædselsregimer til

Ungarske László Krasznahorkai, der netop har modtaget The Man Booker International Prize, er et af de største navne i aktuel europæisk litteratur. Nu får vi på dansk hans barokt komiske vision om en sensationel blåhval og en verden i opløsning
László Krasznahorkai (f. 1954) har skrevet både noveller, essays og romaner. Nu kommer hans hovedværk på dansk

Gyula Czimbal

Kultur
30. maj 2015

Sært nok skulle der gå tre årtier fra ungarske László Krasznahorkais debut og lidt mindre fra udgivelsen af hovedværket Modstandens melankoli (på ungarsk i 1989) til hans danske introduktion. Sært, fordi han næsten lige så længe har været betragtet som en af Europas vigtigste – interessanteste, ejendommeligste – forfattere. Og sært, fordi lige netop Ungarn normalt og ikke mindst takket være oversætteren Peter Eszterhás befinder sig inden for litterær hørevidde. Péter Nádas og især Péter Eszterházy og Imre Kertész er af den årsag bredt og bortset fra sidstnævnte også tidligt repræsenteret på dansk.

Til særheden kan man lægge endnu et par grunde. Dels at den ungarske instruktør Béla Tarr har filmatiseret flere af Krasznahorkais bøger og på den måde skaffet dem ekstra verdensberømmelse. Og dels at Krasznahorkais bøger slår ned i et tematisk nervecenter i den europæiske historie (totalitarisme, undertrykkelse, revolution), som har givet anledning til feteret dyrkelse af mindre betydelige forfattere end Krasznahorkai.

Under et frosthårdt lag af affald

Det ærkeeuropæiske skinner også igennem i romanen her: Til en lille unavngiven ungarsk landsby ankommer en dag et cirkus medbringende intet mindre – og intet mindre sensationelt – end »Verdens største kæmpehval« anbragt på et åbent vognlad. Hvalen er opfyldelsen af et varsel, selvom ingen endnu ved, hvad varslet mere bestemt går ud på. Men har ikke årstiden været usædvanlig kold, og frostgraderne ligefrem dræbende? Svajede forleden ikke vandtårnet faretruende fra side til side? Og begyndte måske ikke urværket på den katolske kirke efter flere års ubevægelighed pludselig igen at gå?

Hvalen kommer for at udfylde et tomrum, for i symbolsk majestæt at katalysere noget ukendt og få et skæbnesvangert sædekorn, sået for længst, men uvist af hvem, til at spire.

Den lille landsby er et ødeland, en standset verden overtrukket af et frosthårdt lag af affald. Det er endnu et varsel om noget, der også ligger som en tikkende bombe mellem byens indbyggere.

Her er den dydige fru Pflaum, to gange enke og til døde ængstelig for alt, hvad der befinder sig uden for hendes pryd af en lejlighed. Her er også hr. Eszter, en selvpensioneret rektor for byens musikskole, en sangvinsk ærkepessimist, som har vendt verden ryggen for at hengive sig til musikken og sit (efter det werckmeisterske system) specialstemte flygel. Her er hans bortviste hustru, en udspekuleret rad, som har sat sig i spidsen for et byforskønnelsesprojekt, der skal skaffe hende en plads blandt – helst dog over – byens magtfulde. Og her er ikke mindst Valuska, enkefru Pflaums døgenigt og drømmer af en søn fra første ægteskab, med hovedet evigt vendt mod himlen i dyb og uskyldsren taknemmelighed over den kosmiske skønhed.

Her er en håndfuld mere, tragikomiske karakterer af litterært tilsnit og typisk – gennemsnitlig, allestedsværende – menneskelighed. Herfra og for de fleste af dem skal det gå mod værre.

Genialt morsomt

Et af Krasznahorkais særpræg er de næsten uendelige og i det uendelige slyngede sætninger. Hans engelske oversætter har sammenlignet dem med en langsom lavastrøm. En plante fra knop til fuldt udfoldet blomst filmet i fast motion vil også give et indtryk af formen. Fortalt i tredjeperson med småords og indskuds flittige toning og skåret op i solide 40-100 sider lange kapitler med tekst uden indrykning giver det en vis træghed i læsetempoet. Om jeg så må sige.

Den ironiske kancellistil eller langsomt arbejdende knopskydning kan minde om andre store europæere: Franz Kafka, Thomas Bernhard, Günter Grass, Péter Eszterházy. Når det gælder den barokke og groteske komik – kropslige svulstigheder, ustyrlige, slapstick-agtige optrin, hele den sejlende verdens glade vanvid – er fortilfældene og slægtskaberne nogenlunde de samme. Foruden tjekkiske Bohumil Hrabal, som er en slags stamfar til traditionen.

Skulle jeg udvælge mit komiske yndlingssted i romanen, ville åbningskapitlets skildring af enkefru Pflaums korte, men til det yderste pinefulde hjemrejse i et overfyldt tog være kandidat. En mandspersons blik får hendes tunge bryster til at brænde under blusestoffet, så hun med armen må dække over sin fornedrende udsathed. Da lidt senere hendes brystholder af lutter skamfuld anspændelse sprænges, søger hun som et topmål af ydmygelse og forskræmthed tilflugt på togets urinstinkende toilet.

Det er godt nok sjovt!

Men stærkere endnu (mere rørende, dybere, smukkere) er alligevel skildringen af døgenigten Valuskas daglige forestilling på det lokale værtshus, hvor han med hjælp fra stedlige figuranter (lastbilchauffører, flyttemænd, malersvende …) lader os og de berusede genopleve »Sensationelle øjeblikke i himmellegemernes bevægelser i universet«.

Det er genialt, og det er genialt morsomt.

En barokt komisk vision

Romanens anden sensation, blåhvalen, og sammen med den en vanskabning, en mørkets »prins«, skaber kort efter ankomsten kaos i den lille by. Afstumpede voldsmænd driver hærgende og myrdende gennem byen, nogle indbyggere (som den pensionerede musikrektor) barrikaderer sig, andre (ak, som den enfoldige, men gode Valuska!) slutter sig til hærværksmændene. Andre igen, mennesker med sans for ondskabens og undertrykkelsens langsigtede erobringskrige, rejser i askedyngerne et på overfladen forskønnet rædselsregime.

Man kan læse Modstandens melankoli som en ungarsk historie med nazismens hærgende ankomst som begyndelsespunkt og det kommunistiske regime som fortsættelsen. Det er gjort, og det er ikke urimeligt. Men László Krasznahorkais apokalyptiske og barokt komiske vision, hans fortælling om, hvordan rædselsregimer bliver til (»den destruktive desintegration«, som det hedder i romanen), er jo desværre både ældre og nyere.

Modstandens melankoli. Oversat af Peter Eszterhás. Forlaget Sisyfos. 419 sider, 329 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her