Sammenbruddets søde musik

En række danskere får vredet ny mening ud af gamle formater. En moderne cabaretgruppe skaber dunkel lyrik om menneskehedens dårskab. En avantgardefolkmusiker giver os oaser at meditere, men også lytte i. Og en duo lader modernitetens trængsel og alarm styrtbløde ind i deres altmodische viser
8. maj 2015

Lyden af kollaps behøver ikke at være høj og brutal. Det kan også være sagtmodige implosioner, der suger de gængse forestillinger til sig og i et vakuum skaber noget nyt.

Det sker i nogle af nedenstående musikeres fortolkninger af genrer, om hvilke man ellers gik og troede, at al mening var vredet ud af dem. Fra deres tyste nytænkninger strømmer sammenbruddets nye musik ganske tyst.

Kollapset behøver heller ikke være grimt og anstødeligt, som vi skal erfare senere i denne anmeldelse. Men først skal vi erfare, hvordan sammenbruddet af mening i vores civilisation kan være netop grimt og anstødeligt – når det bliver sunget og spillet frem.

The Nielsen Sisters er en kvintet med vistnok fire mænd, herunder forsangeren og sangskriveren Sister Nielsen alias Claus Beck-Nielsen. Og dertil Sister Anja alias Anja T. Lahrmann, som vi også kan nyde i Ice Cream Cathedral og Spillemændene. På coveret til deres debutalbum Love & Peaces har Nielsen og Anja begge makeup på, og på bagsiden står de i den tristeste vandpyt og ser ind over en totalt udpløjet mark i gråvejr. I lydbillederne supplerer de to sangere hinanden fremragende. Lahrmanns formfuldendte korsang (af og til suppleret af resten af mændene) over for Beck-Nielsens sprechstallmeister-persona, der med sin tynde raspende excentricitet leder denne signaturs tanker hen på konferencieren i Bob Fosses film Cabaret.

Man kan også sagtens høre Love & Peaces som en cabaret med menneskehedens vanvid som tema, måske klarest på »All We’re Creating Is Humanity«, hvor Beck-Nielsen rutsjer ned i artens selvdestruktion som et gespenst på en rutsjebane af teflon. »All that we’re trading/All that we market/Is humanity.«

Det er en krukket og queer, sort humoristisk 80’er-elektronisk visepop, fuld af udmajede figurer og olme karikaturer af arten. »The Lollipop of Your Life« og »Night In Paris« er endda en slags albinoreggae. Og der er kæberaslere som den her: »White man’s burden hid behind the curtain/Looking out through fences from his jail/The Romas in the streets, fuckin’ free and roaming () Tonight the whites are having parties behind the fences in their jails/The nigger guardian angels standing frozen at the gates.« Der er steder, hvor kompositionerne ikke synes færdigformulerede, for uforløste, men Love & Peaces er i hvert fald en foruroligende plade, hvor man fristes til at synge med på ækle omkvæd om altings forfærdelighed.

Skizofren dynamik

Bag navnet Vrimmel finder vi Nicolai Kaas Claesson, og han dekonstruerer konstant sine egne følsomme viser på debutalbummet Elektrisk Hvisken. Han spiller dem på akustisk guitar, nogle gange akkompagneret af sindige trommer og bas, hele tiden smadret af støj, hvæs og brøl leveret af blandt andet elguitar, elektronik, keyboards, blokfløjte, kirkeorgel, kalimba og af og til en flakkende jazzsaxofon.

Det er medmusikeren Jeppe Højgaard, der konstant modsiger eller gnider salt i Claessons sårbarhed. Det minder os om, at der ikke findes fred i denne verden, ikke engang i den nostalgisk betonede visesangskrivning. Som om der i protagonistens baghoved er en fabrikshal af tvivl, uro, måske endda traumer. Elguitarer skitserer ramlende plader af stål, elektronik erkender at være på randen af nervøst sammenbrud, messingblæsere styrtbløder, stemmer forsøger at undslippe en bunker, men må se sig fanget.

Sangen »En« slutter med ordene: »En overflod af indtryk/Visker tavlen ren/Nu starter dagen forfra/Og manden går igen.«

Den brutalt larmende nutid venter ikke på nogen, heller ikke den følsomme kunstnersjæl bevæbnet med seks følsomme strenge og en fersk stemme. Det skaber en skizofren dynamik på Elektrisk Hvisken. Hvor sangskrivningen er altmodisch, fint nok, men også godt kunne tåle at være lidt mere interessant. Heldigvis finder den så nyt liv i det intrigerende dobbeltspil, der er nærmest formfuldendt i al sin ambivalens. Smukt ligefrem.

En intim oplevelse

Anders Mathiasen – også kendt fra duoen Murder – præsenterer sin debut under eget navn i en grå æske med to cd’er, en i magenta og en i gul. Det udelukkende instrumentale værk med navnet Koncentrisk synes at have suget næring i det ekspansive reservat, der tilhører engelske Mark Hollis og hans eneste soloalbum Mark Hollis fra 1998 (vi venter stadig på nyt). Et mesterværk, der kan ses som inspiration til Mathiasens udforskninger af minimalistisk komposition, dvælende improvisation og avantgardistisk fortolkning af folkemusik.

Koncentrisk Gul og Magenta er en i alt 17 numre lang fraktal fordybelse i tonernes og klangenes, især klaverets og reallydenes betydninger. Et – vellykket – forsøg på at helligholde musikkens mulighed for kontemplation. Som hjerneforskere har påvist, så kan der være mere smæk på hjerneaktiviteten, når vi udsættes for få sanseindtryk, og på Koncentrisk er hjernen nedsænket i meget lidt, men mere end nok.

Lige som Vrimmel arbejder Mathiasen undtagelsesvist med en skizofren produktion på nummeret »formløs dialektik«, hvor et langsomt løbende klaver modstilles en støjende optagelse, der lyder som en motorvej og senere et trommesæt i løbetid.

En anden inspirationskilde kunne være Brian Enos genredefinerende album Ambient #1: Music For Airports fra 1978, hvor englænderen søgte og fandt et rum mellem musik som objekt for koncentreret lytning og som parfumering af omgivelserne. Det dvælende klaver med æteriske overbygninger på »panoptikon« er nært beslægtet med Eno. Og i samme familie finder man det over 18 minutter lange »buddha elektrisk«, en instrumental meditation med et silende regnvejr som bagtæppe.

Koncentrisk er en intim oplevelse. Mathiasen spiller på nær to undtagelser alle instrumenterne på dobbeltudgivelsen, og der er en ekstrem fornemmelse af musikalsk søgen og rumligt nærvær i optagelserne. Af og til kan numrene godt virke lidt for skitseprægede, omvendt kan det også bare være denne anmelders hjerne, der bliver forvirret over, at der er så meget ro i Mathiasens musik.

Mathiasen udviser en fundamentalt manglende interesse for at stille vores kulturs sult efter udtryk, der overvælder os. I stedet bevæger han sig tyst gennem genreskellene, i gang med – nærmest egoløst – at indtrykke sig i den mere beroligende del af musikkens fauna. Sådan kan et kollaps også forme sig.

The Nielsen Sisters: Love & Peaces (Beckwerk Records) www.nielsen.re Vrimmel: Elektrisk Hvisken (Blommekalaset Spladeselskab) nicolaikaasclaesson.dk Anders Mathiasen: Koncentrisk (selvudgivet) www.andersmathiasen.net

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

The Nielsen Sisters er krukket og queer, sort humoristisk 80’er-elektronisk visepop, fuld af udmajede figurer og olme karikaturer af arten. I front for kvintetten er forsangeren og sangskriveren Sister Nielsen alias Claus Beck-Nielsen og dertil Sister Anja alias Anja T. Lahrmann.

Sofie Amalie Klougart

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu