Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Og det si’r boom i Aalborg

Et skævt udvalg af Melodi Grand Prix-sange er blevet til en medrivende teaterkoncert på Aalborg Teater. Med den bedste og sørgeligste fortolkning af ’Waterloo’
Kultur
8. maj 2015

Instruktøren Minna Johannessen er en af dansk teaters vildeste kvinder. I Anne Linnet Teaterkoncerten på Aalborg Teater sidste sæson fik hun samlet Linnets sange, så de blev et billede på vores ensomhedssamfund i dag. Og i sin nye teaterkoncert over Melodi Grand Prix-sange får hun på samme uforudsigelige måde skildret et Europa i tvivl.

Ein bisschen Frieden er i hvert fald blevet en overrumplerforestilling af de mest markante. Hvis man ikke har noget særligt forhold til netop Melodi Grand Prix’ets letglemte sange, kan det lyde underligt at basere en hel forestilling på sange i fire-fjerdedele med nemme rim. Men det gør Minna Johannessen altså. Selvfølgelig er der ørehængere, som har bevist deres værd: »Boom Boom« og »Smuk som et stjerneskud« – og »Only Teardrops«. Og »To lys på et bord«, der var med til at tænde hele Melodi Grand Prixgnisten herhjemme. Men resten er random sange fra hele Eurovision-repertoiret. Og det er ikke mindst det, der er det befriende.

Råb i mol

Men ikke engang de kendte sange lyder som sig selv. Kapelmesteren Niels Søren Hansen har omorkestreret sangene, så dur bliver til mol, og så en klimprende guitar bliver til et herrekor – og så hvisken bliver til råb. Alt er forandret. Men de nye arrangementer ender med at skrælle melodierne helt ind til en troværdig essens, og musikerne serverer dem med en energi og en fandenivoldskhed, som ville have givet dem ’12 point’, hvis de havde deltaget i selve grand prix’et.

Aalborg Teaters ensemble synger lige så uforskammet godt. Disse skuespillere har en insisterende vildskab i deres stemmer – og en tæt korlyd, uanset om de synger to og to, eller om de kaster sig ud i gyldne fællesnumre for alle 11 performere.

Her kan man tale om performere med overskud. Den ultimative europæiske kampplads ligner dog ikke en koncertsal eller et tv-show. Nej, scenografen Jonas Fly Filbert har valgt at bygge scenen om til en campingplads. En rund campingplads med alt for meget mudder og en sløv grill. Og rundt om ligger en skov med højt buskads, som performerne både kan gemme sig i og kysse i – og sove branderten ud i. Det er skægt tænkt, og det giver forestillingen noget af dens uimodståelige kiksethed.

For her dukker så performerne op: løsrevne skæbner i håbløse campinghabitter fra 80’erne. De dominerende figurer er manden-kvinden-barnet – og kvindens elsker – som et billede på den kernefamilie og den parforholdsdrøm, som er krakeleret så kraftigt i den europæiske velfærdstid.

Men samtidig skabes en formildende stemning af menneskelighed. Det perfekte menneske findes ikke her. Til gengæld er der kvinden, der brækker sig i toilettet – og den pinlige Dario, der gerne vil synge en sang i åbenstående guldlamé.

Ben i gummistøvler

Mads Rømer Brolin-Tani står i mudder til anklerne som den bærende kraft. Han er den, der holder forestillingen sammen med sit klare blik og sin klangfulde stemme. Og han er bogstaveligt talt den, der bærer Laura Kolds paniske kvinde, så hun kan klynge sig til ham med gummistøvlebenene rundt om hans hofter, mens hun synger verdens sørgeligste og mest desillusionerede fortolkning af ABBA’s »Waterloo«.

Laura Kolds maniske flugtforsøg fra campingidyllen viser desuden en performer, der er så fysisk udholdende, at hendes grænseløse krop nærmest skaber en forestilling i sig selv.

Det groteske stortrives også i de tilsyneladende muntre og ubekymrede sange – og i Ronni Morgenstjernes hårdtpumpede og ironiske koreografi. Når den uforfærdede Allan Helge Jensen klædes af og iføres blebukser og sokker i sandaler, er der allerede en del på spil for smilebåndet. Men når han så sætter sig i en oppustelig hoppeborg og synger »Hip hurra – det’ min fødselsdag«, sådan mutters alene og med gammelkloge blikke, så er han lige til at tude over.

Ingen kan vide sig sikre i denne forestilling. Når Malin Rømer Brolin-Tani stiller sig op ved sin kuglegrill og synger lidenskaben ud med sin cognacstemme lige fra hjertet i Carolas Främling, så reagerer Mads Rømer Brolin-Tanis krisemacho sådan set bare med at snuppe sig endnu en pølse og et ugidelighedsknald. Her får sangen netop den hemmelighedsfuldhed og den desperation, som ellers ikke har haft plads i Carolas smilende udførelse.

Men der er også scener, som nærmest bare eksploderer i ansigtet på tilskueren. Når Mikkel Sandager pludselig vælter al sin heavy omstyrtervrede ud i det serbiske sangnummer »Molitva«, så bliver forestillingens potentielle glitteridyl smadret – og grandprixhørmen bliver til mennesketeater. Det er stærkt.

For denne eminente forestilling handler ikke om sangstjerner i tv. Den handler om almindelige mennesker i regnvejr.

’Ein bisschen Frieden’. Melodi Grand Prix Teaterkoncert. Iscenesættelse: Minna Johannesson. Scenografi: Jonas Fly Filbert. Koreografi: Ronni Morgenstjerne. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Lys: Clement Irbil. Lyd: Kristian Berg og Jonas Hvid. Aalborg Teater til 13. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her