Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skibet er ladet med ...

På Kunsthal Charlottenborg skvulper FOS’ udstilling ’Koøje’ lige nu rundt som et skib ladet med fællesskab og fælles erindringer. Spørgsmålet er bare, hvad det er for et fællesskab, FOS egentlig taler til
Kultur
4. maj 2015
Et af rummene i udstillingen ’Koøje’ er en ståltunnel i stil med dem, de amerikanske ’preppere’ forestiller sig at skulle leve i efter verdens totale sammenbrud.

Anders Sune Berg

På Kunsthal Charlottenborg har den danske kunstner FOS (Thomas Poulsen, f. 1971) fyldt de store, smukke sale med valnødder, en gigantisk kop, halmballer, et teleskop, kokostæpper og en masser andre mere eller mindre pudsige materialer og genstande. I alt kommer man som besøgende igennem seks forskelligt scenograferede rum – fra en ståltunnel i stil med dem, de amerikanske preppere forestiller sig at skulle leve i efter verdens totale sammenbrud, over et rum fyldt med store, ødelagte cementsøjler til et mørkmalet rum med skulpturer sat på piedestal og oplyst af spotlights.

Mange af værkerne er underfundige og humoristiske, som for eksempel de tre små sorte nøgler med ansigter, arme og ben, der synger ud mod publikum, og miniaturelandskabet med vandtårn, sprudlende sø og træpalads med ordene »Forget Memory« bøjet i neon over indgangen. Eller som de mange små valnødder, der er sat op rundt om på Charlottenborgs vægge. Indtrykkene er mangeartede, og de små skilte, som normalt guider kunsthallens besøgende på vej gennem udstillingerne, er i stedet brugt til små, poetiske tekster. Således er det let at undres og blive forvirret i FOS’, udstilling, og det er sikkert ikke de færreste, der føler sig som de let måbende, maskeklædte ansigter, der er at finde i udstillingen såvel som på udstillingsplakaten.

Et kig gennem koøjet

Hvis man som besøgende ikke forstår den dybere mening med Koøje, er der hjælp at hente i det lille katalog, som man kan tage med sig ind i udstillingen. Her kan man i et interview med FOS læse, at udstillingen kan ses som et skib, der er vores fælles hukommelse, og som refererer til vores fælles værdier. Fællesskabet og den erindring, det baserer sig på, er dog præget af usikkerhed og sammenbrud, fordi vi ikke forstår at forvalte det.

»Your success is your amnesia«, står der med neonbogstaver over Nyhavnsindgangen til Charlottenborg. Ordene er også en del af digtet »Koøje«, der indgår i både udstilling og udstillingsguide, og som refererer til det hukommelsestab, der ifølge FOS er konsekvensen af et samfund, som er på evig jagt efter nyheder i stedet for indhold.

Som sådan er der altså tale om et meget sympatisk projekt, hvor socialiteten og eftertænksomheden tages i forsvar i en tid præget af egodyrkelse og individualisme. Desværre italesættes det aldrig, hvem der udgør dette FOS’ fællesskab og hvad det er for nogle værdier, der er i spil – for at sige, at udstillingen giver særlig adgang til en form for almenmenneskelighed, vil nok være at spænde buen for højt.

Sociale projekter

Netop fællesskaber og det sociale er noget, FOS har beskæftiget sig med i mange andre af sine kunstneriske projekter. Under betegnelsen ’Social Design’ har han skabt rum i krydsfeltet mellem performance, kunst, installation og design, som for eksempel den flydende bar, radiostation og scene OSLOO, der sejlede rundt på Venedig Biennalen i 2011, eller som i redesignet af Mændenes Hjem i København i samarbejde med Kenneth A. Balfelt (2002-06). Ligeledes har FOS været med til at indrette den hedengangne Karrierebar i Kødbyen og det franske modehus Célines butikker.

Som en udstilling af FOS’ meget forskelligartede og spidsfindige kunstnerpraksis fungerer Koøje med andre ord rigtig godt, og hans sociale platforme har da også fundet vej ind i udstillingen: I udstillingens åbne værksted kan man som besøgende selv få lov til at lave små værker, der kan udstilles på hylder beklædt med selvsamme kokostæppe, som man finder inde i udstillingsrummene. Og i rummet Sociality as the shell, the people as liquid kan man opleve performances og koncerter med FOS og andre kunstnere i løbet af udstillingsperioden. Ligeledes takkes de studerende på Kunstakademiets Billedhuggerskole og deres professor Martin Erik Andersen bag på udstillingsguiden for at have hjulpet med udstillingen; og her tegner sig måske så konturerne af det fællesskab, udstillingen siges at udgøre.

En form for kunstnerisk fællesskab og alternativt rum, hvor mennesker mødes under andre præmisser end i samfundet uden for Charlottenborgs vægge. Hvordan man så kommer om bord på dette fællesskab, og hvorvidt det overhovedet er meningen, vil indtil videre stå hen i det uvisse.

FOS: ’Koøje’. Kunsthal Charlottenborg. Indtil den 17. maj 2015

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her