Læsetid: 3 min.

I skovens dybe stille ro

Gus Van Sants ’The Sea of Trees’ er en betagende spirituel rejse i livet og døden. Filmen, der er fotograferet af danske Kasper Tuxen, skæmmes dog af en mærkelig slutning
Matthew McConaughey og Ken Watanabe i den mærkelige japanske skov i Gus Van Sants spirituelle ’The Sea of Trees’. Foto: Filmfestivalen i Cannes  

Matthew McConaughey og Ken Watanabe i den mærkelige japanske skov i Gus Van Sants spirituelle ’The Sea of Trees’. Foto: Filmfestivalen i Cannes  

17. maj 2015

Den amerikanske filmskaber Gus Van Sant har groft sagt to spor i sin karriere: Kvalitetsmainstream i film som Good Will Hunting, Finding Forrester og Milk og mere arthouse-orienterede værker som Gerry, Elephant og Last Days. Sjovt nok begynder hans nye film, The Sea of Trees, som en af de sidste og ender som en af de første. Det er også en af de væsentligste grunde til, at store dele af pressen her i Cannes virkelig har det svært med filmen. Ja, nogle af anmelderne hader den nærmest.

Men det er unfair over for en film, der med et vist held undersøger noget så alvorligt og almengyldigt som liv og død – eller måske nærmere hvorfor et menneske vælger at ville dø eller leve. Matthew McConaughey spiller hovedrollen som forskeren og underviseren Arthur, der helt i begyndelsen af The Sea of Trees er en mand parat til at dø. Han rejser til Japan og drager ud i Aokigahara-skoven, der (også i virkeligheden) ligger for foden af Fujiama-bjerget, og hvor mange andre før ham er kommet for at dø. Der er en grund til, at den kaldes ’Japans selvmordsskov’.

I tilbageblik oprulles hans ikke så lykkelige liv sammen med Joan (Naomi Watts), og langsomt begynder man at forstå, hvorfor Arthur vil dø – filmen har dog flere overraskelser i ærmet i den forbindelse. Men mødet med den hårdt sårede Takumi (Ken Watanabe), der også har forsøgt at tage livet af sig, og deres fælles kamp for at komme ud af den mystiske, besatte og foranderlige skov, giver Arthur livsmodet tilbage.

Mærkelig slutning

Det er danske Kasper Tuxen, der har fotograferet The Sea of Trees, og man kan i hvert fald ikke sige den visuelle side af filmen noget på. Sammen har Gus Van Sant, Tuxen og filmens lyddesigner skabt et spirituelt, symbolsk ekkokammer i den japanske skov, der er et virvar af træer, stejle klipper og brusende floder, og hvor Arthur kan tumle med sine tanker og følelser og i bogstaveligste forstand prøve at finde en udvej.

Ikke alt er, hvad det ser ud til at være i den mystiske skov – der er lidt Twin Peaks over den – og undervejs i The Sea of Trees lægges små spor ud, som forbereder én på slutningen.

Eller i hvert fald noget af den.

For det er en meget mærkelig måde, filmen ender på. Efter at have etableret sin helt egen tid og sit helt eget rum i det meste af The Sea of Trees, har Van Sant – eller nok nærmere dem med pengene – tilsyneladende mistet modet og påklistret en slutning, der hører hjemme i en helt anden film. Det er en alt for forklarende og sentimental slutning, som skærer pointerne ud i pap og endog er meget tæt på at ødelægge alt det, der er gået forud.

Men ser man bort fra slutningen, er The Sea of Trees således en noget mere tilfredsstillende oplevelse. Det er både dramatisk og rørende at følge med i Arthur og Takumis møde og fælles anstrengelser, og tilbageblikkene på Arthur og Joans forhold rummer en brutal ærlighed, der er usædvanlig for den slags parforholdsskildringer. Det er dog nok Aokigahara-skoven og Kasper Tuxens suggestive billeder af den, som er filmens egentlige stjerner.

The Sea of Trees har dansk premiere senere på året. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu