Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Soveværelsesproducerne er blevet professionelle

Internettet er fyldt med musikere, der synger håbefuldt over elektroniske beats. Men det er svært både at lave gode popsange og samtidig følge med den elektroniske musiks hastige udvikling. Tre nye udgivelser forsøger
Kultur
22. maj 2015

Tilbage i 1990’erne opfandt Björk en ny musikalsk konstellation: Popsangeren og hendes maskiner – intet band, ingen instrumenter, bare sang og elektronisk musik. I lang tid var Björk den eneste, der rigtig forstod mulighederne og fremtiden heri, men de seneste ti år har den revolutionerende musikteknologi ændret landskabet. Soveværelsesproducere kaldte man dem for et par år siden, de unge musikere, der havde lært alt på internettet, og som lavede deres sange på billig software i sengelampens lys. Mange af dem sang i en mikrofon med dynen over hovedet, så mor og fars skridt i gangen ikke kunne høres på optagelsen. På den måde opstod en ny bølge af elektroniske solosangere i Björks fodspor. Nu indspiller de i studier og på dyre maskiner.

Lydmor er et dansk talent i den tradition. På hendes anden plade Y får vi 10 personlige popnumre om tragisk kærlighed og forelskelse. Lydmors elektroniske univers er ofte akkompagneret af et akustisk klaver, der med klare akkorder giver produktionerne en sentimental klang, der passer godt til Lydmors egen følelsesstærke stemmeudtryk. Hendes styrke ligger i en smuk balance mellem en sober klarsynethed øverst i stemmen og en stærk, næsten tyngende emotionel underklang – som på sangen »Drugs in my pocket«, hvor hun tragisk men nøgternt konstaterer: »I’ve got drugs in my pocket / so for now I’ll be just fine«.

Selv om, eller netop fordi, Lydmors stemme er så smuk, ville man ønske, at hun i mindre grad forsøgte at kontrollere dens klag med teatralske lag af hvisken og sødme, som ofte fylder alt for meget. I stedet burde hun stole på sin stemmes ufingerede udtryk og lægge langt mere vægt på at udfordre sig selv i fraseringerne. Sangene mangler nemlig ofte melodisk materiale og afveksling. Den største mangel ligger dog i produktionen, som mangler skarphed og signatur, der kan skille hende ud fra hæren af ligesindede elektroniske solosangere på internettet.

Stol på din stemmes klang

Den enorme konkurrence, som den teknologiske revolution har medført, betyder, at de musikalske muligheder afprøves og udvikles med en hæsblæsende hastighed. Det gør det selvsagt svært for nye navne at få tid til at opdage nicher, der endnu ikke er afprøvet. Den udfordring plager ikke kun Lydmor, men også hendes engelske kollega Nocturnal Sunshine a.k.a. Maya Jane Coles.

Coles laver iskolde, dystre basbeats, som hun krydrer med sporadisk sang. At lytte til hendes nye plade er lidt som at høre en træg gentagelse af de sidste fem års udviklinger i basmusik. Hun kan fint sætte et velfungerende beat sammen, men hvis du vil noget ved den elektroniske musik i dag, skal du også have kompositorisk tæft. Det føles således komplet utilstrækkeligt, når Coles på sin førstesingle »Take me there« for eksempel lader beatet spille i fem minutter uden bemærkelsesværdig variation eller motivarbejde.

Så er der mere spræl af høre på Rangleklods’ nye plade Straitjacket. Det forhenværende enmandsforetagende bestående af Esben Nørskov Andersen er modnet og vokset de sidste fem års tid og er på den nye plade blevet til en duo med sangerinden Pernille Smith-Sivertsen. De to vokaler skaber et fint samspil, der giver plads til en bred vifte af melodiveje. Begge dyrker et rocket formsprog, hvor især Andersen måske har brug for at give slip på det teatralske tryk bag ordene, som af og til holder ham fanget i en udtryksmæssig ensformighed. Han får samme råd som Lydmor: Stol mere på din stemmes ufingerede klang.

Glæden i detaljerne

Stilmæssigt er Rangleklods pænt omkring. På »tricks« lyder de næsten som Garbage, mens den sarte »dry me out« minder en del om James Blake. Det er en fornøjelse at mærke spændvidden i Rangleklods’ univers, men den viser også en æstetisk usikkerhed: hvad præcis er Rangleklods’ bidrag? For et bredere publikum er det spørgsmål måske mindre vigtigt, for Rangleklods byder på mange fine sange. Men fra et kritisk æstetisk synspunkt er pladens kort i ærmet såsom det lækre saxofonspil på »broke« eller de ramlende synths på »schoolgirl« ikke overraskende produktionsideer.

Jeg får overordnet indtryk af, at Rangleklods denne gang har fundet glæden i en fri tilgang til detaljerne og har agtet mindre på helheden og det gennemgående æstetiske koncept. Til gengæld er det ofte her, at nyskabende elektroniske popsangere såsom James Blake eller Dawn Richard har fundet deres brændsel. Måske er det den vej, Rangleklods skal gå fremover.

Lydmor: ’Y’ (Mermaid Records)

Nocturnal Sunshine (I/AM/ME/Playground).

Rangleklods: ’Straitjacket’ (Tambourhinoceros/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her