Læsetid: 4 min.

Stenhård Andkjær Olsen

Ambitionerne fejler absolut intet hos Ursula Andkjær Olsen. Men vil hun helst skrive åbent eller hermetisk lukket?
Ambitionerne fejler absolut intet hos Ursula Andkjær Olsen. Men vil hun helst skrive åbent eller hermetisk lukket?
30. maj 2015

Den allerede flittigt læste og prisbelønnede Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) debuterede ved årtusindskiftet og blev snart en art stilikon for den såkaldte interaktionspoesi, flersporet og mangestemmig i modsætning til traditionel, monologisk ’centrallyrik’. Siden har hun dog til dels skiftet kunstnerisk strategi over til en mere personlig, budskabsbærende form, hvor musikaliteten og hendes forrygende fantasi er gjort til tjenende virkemidler for højstemt forkyndende tale.

I hendes nye bog Udgående fartøj tilstræber talen at bidrage til intet mindre end skabelsen af »det nye menneske«. Dette indebærer, forstår man, et had til det skrøbelige, det svage og bløde samt modsat et krav om hårdhed, forstået som en dybt personlig længsel efter at støbe sin smerteknude ind i et hårdt, glat materiale og som en anden Atlas fra klassisk mytologi tage kloden på nakken eller, som det hedder, i det lille format måske selv »gøre sig til en stenhård kuglebærer«. Tæt på en samlet kerne-erklæring kommer digteren i denne ret så patosfyldte blok:

min urørlighed, det er kernen i mig

mit fjerne indre, det er kernen i mig

min mangel på nærhed, det er kernen i mig

Læser vi på dette overordnede erklæringsniveau, ser Ursula ud til bogen igennem at slå til lyd for en uforsonlighed båret af selvhad: »had dig selv / som du hader din næste«. Jeg’et har ikke spor respekt for mennesker der ikke hader sig selv. Og værre endnu: »mennesker der ikke hader sig selv, fylder mig med væmmelse, mennesker der ikke hader sig selv, er ikke mennesker.« Der fik du den, humanitet! Og der fik du den, din pæne dumme søndagskristendom! Jeg spørger uvilkårligt mig selv, om ikke digteren her i sin asiatiske vrede forveksler det at hade sig selv med det i og for sig nyttige og fornuftige i evnen til at se sig selv udefra.

Opdragelse til hårdhed

Men jeg skal ærligt indrømme, at Ursula Andkjær Olsens højstemte og indimellem Nietzsche-agtige erklæringstone ikke giver grund til at læse hende så udglattende. Værket ivrer nemlig helst for »den hårde og nødvendige opdragelse til hårdhed«.

Med i billedet hører imidlertid, at det samtidig paradoksalt SKRIGER på sentimentalitet og sitrer af indeklemt smerte. På den ene side en »identifikation med det følelsesfulde« og alligevel på den anden side en »identifikation med min egen tagen afstand fra det følelsesfulde«. Modsætningerne hører sammen, ja de gør. Hvad det handler om, er at gøre sig »så sårbar som en nusset benprotese hvor huden skaller af« – om at »samle al sårbarhed i sin krop og dermed gøre den usårlig«. Dette ender trods alt med at blive en anden snak end den kompromisløse tale om at blive en stenhård kugle.

Måske når samlingen nærmest til sit motiverende udspring dér, hvor det siges, at det gælder om »at have tabet på rette sted«. Det tør jeg personligt godt skrive under på, om end jeg nægter at abonnere på bogens gennemgående prædiketone, som indimellem slår om i decideret kommando: »Fat det«!

En æstetisk vurdering af Ursula Andkjær Olsens modige, men også besværlige bog vanskeliggøres for mig af, at den så egensindigt og suverænt fejer gængse skønhedskriterier til side. Virkemidler som versrytme og klang samt poetiske greb som den sammenlignende metafor anvendes kun i ret begrænset omfang. I stedet rendyrkes varierede repetitioner, og der hidsættes i særligt betydningsbærende centralsteder monstrøse symboler, som f.eks. her hvor vi bevæger os fra »en ørken af unedbrydelighed« frem til flg. sammenkog af hele bogens billedinventar:

i ørkenen ligger en pyramide

i pyramiden ligger en sarkofag

i sarkofagen ligger en kugle

SOM danner grundlag for alt fremtidigt liv

SOM er den nye vej til den nødvendige jomfruelighed

Om bogens struktur er kort at berette, at den kompositorisk består af fem lange suiter og en afsluttende »Hymne«, og at der ind imellem hoveddelene er puttet seks ture ad et spor, der kalder sig »Tecnoscientific«. I disse seks kursiverede dele praktiseres en mere sprængt lyrisk diktion, ja, tilmed en vild flersproglighed (engelsk, tysk og fransk). Her indtræder også en verbal og ortografisk deformering, der gør hele tydningen yderligere hundesvær.

Store ord med små typer

Ligesom ved forgængeren Det 3. årtusindes hjerte (2012) har forfatter og forlag til Udgående fartøj valgt en skriftstørrelse, som man ellers kun finder i medicinpakninger – De ved, de dér ti gange sammenfoldede sedler med produktinformation og brugervejledning på adskillige tungemål. Jeg fatter ikke pointen med dette krukkede typografiske valg, som for mit vedkommende gør, at vil jeg f.eks. undervise i bogen, hvad der kan være al mulig litterær og pædagogisk grund til, så bliver det med brug af forstørrelsesglas. Hvorfor ikke bare stå ved at digteren er en uforbederlig elsker af store ord?

Og hvorfor, kunne man videre spørge, er det nødvendigt på den ene side at digte med så tårnhøj en grad af repeterende redundans – men på den anden side forskanse sig dybt inde i det knirkende, kryptisk fortænkte? Digteren vil formentlig svare, at denne dobbelthed af noget meget åbent og meget lukket netop var, hvad hun ville opnå. Under forudsætning heraf må man i det mindste bøje sig for ambitionsniveauet.

Udgående fartøj. Ursula Andkjær Olsen. Gyldendal. 200 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu