Læsetid: 3 min.

Den svære alderdom

Paolo Sorrentino sætter med sin nye film, ’Youth’, endnu en tyk streg under, at han er en af tidens mest interessante filmskabere
Michael Caine som dirigenten Fred og Harvey Keitel som filminstruktøren Mick i Paolo Sorrentinos brillante ’Youth’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Michael Caine som dirigenten Fred og Harvey Keitel som filminstruktøren Mick i Paolo Sorrentinos brillante ’Youth’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

20. maj 2015

Italienske Paolo Sorrentino laver film, der sætter sig i kroppen. Som få andre nulevende instruktører bruger han hele paletten af billede, lyd og musik til at fortælle sine historier om forfængelighed og forgængelighed, og hvor hans forrige film, Den store skønhed, var en af de bedste oplevelser på filmfestivalen i Cannes for et par år siden, er hans nye film, Youth, en af de bedste i år.

Michael Caine og Harvey Keitel spiller hovedrollerne som et par aldrende kunstnere og gode venner, dirigenten og komponisten Fred og filminstruktøren Mick, der hvert år i mange år har ferieret på det samme luksuriøse kurhotel i de schweiziske alper. Fred har trukket sig tilbage, mens Mick sammen med en håndfuld unge manuskriptforfattere skriver på den film, der skal blive hans filmiske testamente. Når de er sammen, mindes Fred og Mick gamle dage, deres venskab, kvinderne, de har kendt, og taler om den fremtid, de har mindre og mindre af, og den skønhed og ungdom, der også findes i rigt mål på hotellet.

De er omgivet af en stor gruppe mere eller mindre excentriske og, i filmens virkelighed, berømte skikkelser, blandt andre en svært overvægtig sydamerikansk fodboldspiller, modelleret på Maradona, som nu stort set ikke kan bevæge sig uden at have åndedrætsbesvær, og en ung skuespiller (Paul Dano), som Fred knytter en slags venskab med. Freds datter, der bliver dumpet af sin mand, Micks søn, flytter ind hos sin far, mens hun prøver at komme på fode igen, og det tvinger ham til at kigge tilbage på fortiden og ægteskabet med Melanie, der nu ikke er der længere.

Højkultur vs. lavkultur

Youth er en meget smuk og poetisk film og en meget vittig og morsom film. Ikke mindst er det en fornøjelse at være i selskab med Michael Caine og Harvey Keitel, der i rollerne som gamle venner skiftevis driller og trøster hinanden, så det er en fryd. Samtidig har Paolo Sorrentino et godt blik for den slags absurditeter, der utvivlsomt må opstå, når man befinder sig på et kurhotel for de rige og berømte. Den italienske billedmager er en gudsbenådet satiriker, som gerne vrider ting, situationer og mennesker så meget ud af porportioner, at de enten bliver groteske – som fodboldspilleren – og morsomme – som når Fred og Mick med åbne munde iagttager Miss World med den perfekte krop træde ned i samme badebassin som dem.

Fred spørger, »hvem er hun?« Mick svarer, »hun er Gud!« Man forstår præcis, hvad han mener.

Og hele tiden fylder Sorrentino og hans filmhold med mening og dybde i de skønne billeder, som med knap så dygtig instruktør ved roret ville have været prætentiøse eller overfladiske. Sorrentino holder den helt rigtige balance mellem kunstighed og realisme, mellem fabel og drama, mellem humor og alvor, og han får formuleret mange spændende meninger – ikke mindst gennem sine personer – om det at blive ældre, føle sig ubrugelig og begynde at glemme ting, om kærlighed og venskab, om fortrydelser og soning, om skønhed og den populærkultur, der omgiver os alle, og som på én gang er vidunderlig og forfinet og plat og vulgær.

Sorrentino er ikke bange for – heller ikke stilistisk – at bevæge sig rundt i spændingsfeltet mellem såkaldt højkultur og lavkultur, og selv om der utvivlsomt er de, der ikke bryder sig om hans leg med genrer, former og konventioner, så elsker jeg det og synes, at han er en af tidens mest originale filmskabere. Det fortæller både mit hoved og min krop mig.

Youth har dansk premiere senere på året. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannes.dk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Den såkaldte svære "alderdom", er aldeles ikke svær, den bør bare lære at leve med ungdommen´s vilje til at finde nye veje.

Nye veje, som tydeligt tilkendegives medens alderdommen stadig og stædig sover i timen i deres opslidte selvforherligende "soveposer".

Alderdommen er i nutidens Europa ikke svær, især i Danmark ikke. Det primitive USA og dets propagandister gør LIVET svær overalt på jorden i deres imperialistiske "værdiløshed".

Harvey Keitel og Michael Caine is samme film. Det kan næsten ikke blive bedre. Helt klart en film der er blevet sat på min "to watch" liste.