Den canadiske filminstruktør Denis Villeneuve har skabt sig en karriere på at pakke sine mørke, psykologisk facetterede menneskeskildringer ind i thrillergenrens forførende gevanter. Det gjorde han i Prisoners og Enemy, og det gør han i sin nye film, Sicario, der i går blev vist på filmfestivalen i Cannes.
Umiddelbart handler Sicario om kampen mod narko, men det er i lige så høj grad – om ikke højere – et portræt af en kvinde, den idealistiske FBI-agent Kate Macy (Emily Blunt), der bliver hevet ind i et grumt og grumset hjørne af narkobekæmpelsen og må finde ud af, om målet også helliger midlet for hende.
Kate, der gang på gang har set, hvordan narkohandlens egentlige bagmænd går fri, mens uskyldige mennesker lider, bliver af sin chef bedt om at slutte sig til en specialenhed, der ledes af CIA-agenten Matt (Josh Brolin) og den mystiske Alejandro (Benicio Del Toro). Hun siger ja og befinder sig snart efter i et mere eller mindre lovløst område af Mexico lige på den anden side af den amerikanske grænse. Her skal enheden hente en boss i et af narkokartellerne og bringe ham til USA i et forsøg på at skabe ballade blandt kartellets øvrige ledere. Tanken er, at enheden skal gøre alt det, som Kate og hends kolleger i FBI ikke må eller kan gøre, og det varer ikke længe, før hendes moralske kompas snurrer så lystigt rundt, at hun ikke længere kan følge med.
Godt mod ondt
Og det er, hvad Sicario også handler om: Et menneske, der har alle sine idealer i behold, men som godt kan se, at idealerne intet kan stille op over for organiseret narkohandel på tværs af den amerikansk-mexicanske grænse. Til at begynde med indvilger Kate i at bruge hårdere og lettere tvivlsomme metoder, men hun bliver så udfordret på alt, hvad hun ved og står for, at hun ikke vil være med længere. Spørgsmålet er dog, om det stadig er hende, der bestemmer – også i forhold til sig selv. Er det monstro for sent at bakke ud? Dagsordnerne er mange og uigennemskuelige i den specialenhed, Kate er en del af, og hverken Matt eller Alejandro fortæller hende hele sandheden, og det er alt sammen med til at ødelægge hendes noget naive billede af det godes kamp mod det onde.
Mange mener, at krigen mod narko – og terror og mange andre former for krig – er nyttesløs; at det ikke handler om at optrappe konflikten med flere våben eller gribe til lige så brutale og modbydelige metoder som narkobagmændene selv, men om forebyggelse og behandling af misbrugere, om legalisering af visse narkotiske stoffer. Således planter Denis Villeneuve sig med Sicario – ordet betyder i øvrigt lejemorder – lige midt i en politisk konflikt, der på sin vis også er konflikten om selve USA’s sjæl, og om hvordan USA skal styres.
Sicario er en uhørt medrivende og flot iscenesat film, der fermt overholder alle action- og spændingsgenrens konventioner, samtidig med at den konstant har blikket fæstnet på de mennesker, der er fanget i krydsilden. Det er ikke mindst derfor, at filmen er noget ud over det sædvanlige.
Sicario har også dansk premiere senere på året. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard
