Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Take it easy, boy, boy!

Dramaet er ikke i fokus i ’Tidsbilleder’ – en ny bog om Danmark under Besættelsen. Det er med, men bogen viser i særdeleshed det liv, der lod sig leve i Danmark. I modsætning til mange andre steder i Europa. Det er noget andet og meget velkomment
En langhåret swingpjatte jages på Strøget af en flok lystne københavnere. Det ender med, at politiet anholder ham. Dog ikke for nogen forbrydelse, men for at opløse mængden. Billedet er dateret august 1942, men påklædningen tyder på en koldere årstid.

En langhåret swingpjatte jages på Strøget af en flok lystne københavnere. Det ender med, at politiet anholder ham. Dog ikke for nogen forbrydelse, men for at opløse mængden. Billedet er dateret august 1942, men påklædningen tyder på en koldere årstid.

Scanpix

Kultur
7. maj 2015

Forsidebilledet på denne nye bog om Danmark under Besættelsen fortæller helt præcist, hvad man kan vente sig. Det viser to almindelige tyske soldater med almindelig feltmæssig oppakning og en lige så almindelig sporvogn, Linje 10, i baggrunden. En almindelig dag i det besatte København. Sådan så der ud det meste af tiden. Når der ikke lige var razzia, når RAF ikke lige en sjælden gang bombede, når ikke … o.s.v.

Allerede derved ligner den ikke andre billedværker om samme emne.

Dramaet er ikke i fokus. Der var også drama, ja – og det er ingenlunde forvist fra bogens sider. Men der lod sig leve et liv herhjemme under besættelsen af Danmark. Ikke optimalt måske, men heller ikke det modsatte. I modsætning til så mange andre steder i Europa. Men hvordan? Det er det, der skal vises. Helst bredt og uden store armbevægelser. Det lykkes.

Tidsbilleder hedder værket, med undertitlen Danmark i Hitlers Europa – altså noget med tiden. Tiden, der ikke kun er sabotage og frihedskamp, ikke kun tortur, henrettelser og stikkerlikvideringer. Det er også varemangel og sortbørs, sandsække og luftalarm, rationeringsmærker, lange køer og dårlig tobak. Alt muligt uvant og mærkeligt.

Det betyder ikke, at f. eks. det berømte foto af Montgomery i den åbne bil på vej gennem københavnernes hyldest og lignende billeder er forment adgang – nej, det er med, ligesom flere andre ikonagtige billeder, men mere som markører.

Bogen er Berlingske Medias, den er Gyldendals og historikeren John T. Lauridsens. Den berlingske koncern med Lisbeth Knudsen i front har benyttet 70-års-jubilæet for Danmarks befrielse til at lette på låget til den vitterligt enorme skat, som koncernens billedarkiv råder over (hele 25 millioner fotos!) og stille spørgmålet: Hvad ligger der mon i kasserne, som handler om Danmark under Besættelsen? Og hvad kan dét bruges til?

Det første spørgsmål har man bedt arkivets bestyrer Jan Jæger tage sig af. Det andet John T. Lauridsen. Til i sidste ende at vælge og komponere det stof, der tilvejebragtes fra dybet, så det med mening kunne fylde en begrænset bog, har man med andre ord allieret sig med en af de mest sobre og bredspektrede historikere, vi har på området: Danmark under Besættelsen. Det har lønnet sig. Bogen har ikke helte og skurke med stort H og stort S, ingen lueforgyldning eller gabestok. Men den har facon, diversitet og distance.

Det kendte billede af den ellers lidet forekommende Erik Scavenius, venligt foroverbøjet på sofakanten i selskab med Hitler, da Antikominternpagten skulle underskrives i 1941, ses, som det bør. Den signatur havde også betydning for den danske hverdag. Fornyelsen gør sig gældende andetsteds.

Vidste De f. eks. at den tyske rigskansler, Adolf Hitler, aflagde besøg på det danske gesandtskab i Berlin i 1934? Nej, det gjorde De ikke. Det var heller ingen verdensbegivenhed. Men det er med i Tidsbilleder. Så dér kommer han ilende, civil, oplagt og skræddersyet, og hvem venter derinde? Det gør – hvad man ikke kan se – hans majestæt Kong Chr. X., som var på kort officielt besøg i den tyske hovedstad. De to herrer havde en kort Unterhaltung, ifølge kongen tilfredsstillende. Situationen er fanget, billedet er fundet og i dag kommet til ære og værdighed. Det korte møde forhindrede som bekendt ikke monarken otte år senere i at gøre sig så udtilbens med den tyske fører, at det udløste den såkaldte telegramkrise mellem de to lande. Sådan, så tørt og lakonisk som kong Christian havde takket for et lykønskningstelegram fra magtens centrum i Berlin, behandlede man ikke Europas hersker!

En episode, der var ret alvorlig, men som Chaplin sagtens kunne have brugt i Diktatoren.

’Maksimal-Ole’

Valget af billede side 126 – lad mig slå ned på det – er typisk for billedredaktionen. Afsnittet handler om adspredelser i København under krigen, revyer, isbarer, biografer, sport – og altså swingpjatter. En adspredelse for københavnerne, der her viser sig fra en mindre flatterende side, var at jage en vis gruppe unge, som får lov til at løbe spidsrod på Strøget. Det er efteråret 1942. Lynchstemning er der ganske vist ikke tale om. Men harmløst er det heller ikke, hvad der er gang i, især ikke for den unge mand.

De omgivende ansigtsudtryk fortæller, at jagten er lystbetonet. Fyren har sat farten op med sin smarte modetaske svingende i højre hånd. Han har taget sin bløde hat i hånden, måske for ikke at få den slået af med et nakkedrag. Den dækker noget af hans ansigt, men det lange hoved, man aner, kan tyde på, at der er tale om en af byens mere kendte swingpjatter, kaldet ’Maksimal-Ole’.

Han dominerede ifølge billedbladene dansegulvet i Glassalen i Tivoli, hvor Leo Mathisens kapel stod for musikken, som var jazz og amerikansk.

(’Maksimal’ hentyder til den standardisering, som også tidens ekvipering var underlagt. Selv habitter blev syet af et erstatningsstof ved navn celluld. Så man talte om ’maksimaltøj’)

Billedteksten fortæller, at den unge mand kort efter blev arresteret af politiet, ikke fordi han havde forbrudt sig, men for at få opløbet stoppet. Swingpjatterne havde deres egen stil. Drengenes bukseben skulle være stramme, jakkerne lange, håret langt, men tilbagestrøget – som Oles.

De skulle helst have rågummisåler på skoene, evt. ’organiseret’ fra S-togenes riflede gulvmåtter. Og gerne lyse sokker. Pigerne havde korte, ternede og plisserede nederdele, hvad der peger på amerikansk college. Der var lærere på min (drenge)skole, der direkte hånede swingpjatterne i klassen for deres udseende.

De var den tids ukonforme 15-20-årige unge »fra byens kontorer og værksteder«, som pressen skrev; de var en subkultur, men endnu inden kommercialiseringen var sat ind. Den kom først med efterkrigstiden. Og de var på deres egen måde oprørske. I al fald hvad deres virkning angår. De langhårede drenge og de kortskørtede piger var hverken noget for menigmand eller for det bedre borgerskab. De interesserede sig jo kun for swing og dans og sex.

Og Leo Mathisens tekster var også provokerende umoralske: »Let the others do the hard work for you«, lyder det et sted i »Take it easy«.

Så herren med bowleren til venstre er ikke utilfreds med det, der foregår på kørebanen. Og skadefryden lyser ud af ansigtet på mange af Oles forfølgere. Som om det ikke var galt nok, havde swingpjatterne flere og mere hårdtslående fjender.

Når Frikorps Danmark-soldater var hjemme på orlov fra østfronten, havde de regelmæssigt fornøjelse af at opsøge swingpjatterne på de danserestauranter, hvor de holdt til, og komme i slagsmål med dem og klippe håret af dem.

Og til sidst gik det da også galt. Når Glassalen blev udsat for såkaldt schalburgtage i juni 1944, var det et spørgsmål, om det kun, som ved mange andre lejligheder, var for at gøre sabotørerne upopulære i befolkningens øjne, eller det skyldtes, at Glassalen med dets vilde leben i tyskernes øjne vitterligt var ved at udvikle sig til et urocentrum.

Men samtidig må man konstatere, at et swingorkester som Harlem Kiddies med hele tre afro-danske musikere kunne optræde uanfægtet krigen ud. Det er dem, der swinger i den danske lystspilfilm fra 1944 af Stig Lommer Lev livet let.

Og dér har man også en chance for at se en sekvens med ægte swingpjatter i aktion, med strittende pegefingre i luften, og konstatere, at det (endnu) ikke er rigtig jitterbug – der er et klip på Youtube. Mens vi er ved amerikanske toner og tilmed mindreværdig race (midt i Hitlers Europa!), så gik Gerschwins opera Porgy og Bess et helt år på Det Kongelige Teater så sent som fra foråret 1943 til foråret 1944, da tyskerne krævede operaen taget af plakaten. Den handler om farvede, fattige arbejdere i Sydstaterne.

Ja, det er småtingsafdelingen, men småtingsafdelinger var der mange af. Houlbergs livsfarlige pølser og hjemmehæklede Royal Air Force-huer foruden de helt store småting: En halv million usle bådflygtninge, dem, der ikke var druknet i tusindvis på Østersøen under overfarten – og som befolkningen i almindelighed mærkede temmelig lidt til.

Interessant, ikke spektakulær

Tidsbilleder er ikke den første billedbog fra dengang. Ganske kort efter befrielsen kom den første, nationalt højstemte af redaktøren og forfatteren Ernst Mentze. Fem år hed den. Med et forord af den hårdt ramte enke fra modstandsgruppen i Hvidsten. Her var der klare vindere og usle tabere. Værket kom i mange udgaver, også på engelsk, og blev en bibel.

Jeg har gennem mine unge år slidt mit eksemplar i laser. Snapshottet af en hipomand bøjet over en civilist på åben gade, som han gennembanker, har for altid brændt sig fast. Og senest er der kommet en stor billedkavalkade om samme emne af Thomas Harder – den har jeg endnu til gode.

Den foreliggende bog er ikke spektakulær. Men den er hele vejen interessant. Den ligger ikke under for den store historie med dens tillokkelser, men underordner den de tusind mindre, ofte mere afsides og anonyme historier i den store histories kølvand.

Sådan som materialet altså lod sig hente af et første søgende greb i den endeløse berlingske billedmasse.

Det er stadig svært at finde tonen, når de fem år kommer på tale. Og det er et emne, som får mange til at tale, nogle endog vældig højt.

John T. Lauridsen kan – det gælder ordningen og proportioneringen af stoffet, det gælder kapitelindledningerne og billedteksterne – få materialet til at tale. Det er noget andet og meget velkomment.

’Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa’. John T. Lauridsen. Gyldendal. 224 sider, 269,95 kr. Det Kongelige Bibliotek viser i anledning af udgivelsen af ’Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa’ et udvalg af bogens fotos i store plancher suppleret med yderligere en håndfuld nye. Den kan ses på Broen til 8. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her