Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Tiden gik i stå

Gitte Broengs debutroman tager afsæt i en pudsig, original idé, men falder som fortælling gumpetungt til jorden
Kultur
16. maj 2015

At 13 i almindelighed regnes for et uheldigt tal, har, især før i tiden, fået bl.a. hoteller til helt at springe det over. Men at tretten vitterlig kan volde bryderier, har Gitte Broeng nu ligefrem søgt at bevise i praksis med en desværre umanerligt kedelig og usædvanlig trættende roman.

Scenen er sat en formiddag i Stockholm, i teleteknikvirksomheden L.M. Ericssons hovedkvarter den uge af 1938, da en yngre københavnsk telefonistinde indtalte de 8.640 klokkeslæt, som året efter lagdes ud i form af KTAS’ tidsmeldemaskine. Frøken Klokken kaldte man hende herhjemme, i Sverige hed hun Fröken Ur, og i Frankrig var hun en mand og betegnedes Horloge Parlante.

Da romanen starter midt på formiddagen, er damen som antydet nået til 13 assisteret af Tidskontrollanten og Telefoningeniøren, og da den – omsider, havde jeg nær sagt – slutter midt på eftermiddagen, er de efter lange, højst uplanlagte pauser gået i gang igen. I mellemtiden har man spist smørrebrød og fået kaffe med kage. Et (muligvis giftigt!) lysstofrør er gået itu, og direktøren for det danske selskab har kigget indenfor og klart demonstreret, hvem det er, der er boss.

Flagrende tematik

Alt sammen beskriver Gitte Broeng i en form, som vistnok skal forestille at være finurlig, farcelignende, slapstickagtig, og med en noget flagrende tematik, der efter idérigdommen at dømme skal komme rundt om bl.a. kønsroller og teknisk formidlet modernitet; men projektet tynges mod gulvet i Stockholm gennem et narrativt arrangement, der giver læseren decideret slidsomme timer, helt på linje med Frøken Klokkens arbejdsdag.

Kalamiteten er for det første, at forfatteren ikke har villet/kunnet beslutte sig for, om fortællepositionen skulle være alvidende, skeptisk eller objektivt behavioristisk. Nogle gange får vi alenlange tilbageblik eller forklarende indblik i personernes sjæl, andre steder indskydes der i den psykologiske analyse et adverbium (velsagtens, nok, åbenbart, givetvis, måske, formodentlig), men i atter andre passager indtages en tredje beretterattitude, som vi kunne kalde kamera med tilkoblet mikrofon. Tilsammen skal disse (tre) teknikker antagelig manifestere og dermed tematisere – ja, netop: Teknik, men eftersom Broengs prosa er kemisk renset for undertekst, og humoren virker påklistret og postuleret, føles resultatet stendødt.

Ubehjælpsom

Hertil kommer for det andet en for mig at se ubehjælpsom og helt igennem gumpetung brug af ’inkvitter’, altså de dér karakteriserende beskrivelser efter citeret replik, som forfatterspirer for mange år siden lærte at bruge på skrivekurser: »roser Direktøren« / »siger Direktøren og børster en krumme af jakkens revers« / »svarer Direktøren venligt« / »bemærker Telefoningeniøren en smule mekanisk«.

Endelig for det tredje føles sproget ikke rigtig genuint. At lade Direktøren ønske »mere innovation« i KTAS turde da vist være en klokkeren verbal anakronisme.

Historien om Frøken Klokken skrev Gitte Broeng i første omgang som en lille føljeton til kunsttidsskriftet Pist Protta. Siden er den – indrømmet – originale idé udbygget til en egentlig roman og udkommer altså nu som hendes debut i genren. En diskutabel disposition i betragtning af stilens pertentlige og helt igennem enerverende omstændelighed.

Selv må jeg tilstå, at Frøken Klokken for mig suverænt overgås af flg. lille digt i Ivan Malinowskis Kritik af tavsheden (1974):

Efter atten timers lytten
Hører jeg daglig
Een sandhed i Danmarks Radio
En dame siger:
Nul nul og nul. Så
Kan jeg sove

Frøken Klokken
Gitte Broeng
Møller
179 sider
250,00.
Møller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Møller Overgaard

Man kunne få lyst til at linke til Ordbog over det danske sprog: http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=Innovation