Læsetid: 3 min.

Trampedachs trodsige enegang

Kurt Trampedachs mindeudstilling på Sophienholm tæller både de stærke ungdomsværker og de mere tvivlsomme malerier fra den modne og eksilerede kunstner
8. maj 2015

Kurt Trampedach (1943-2013) var en af de store enere i nyere dansk kunst. Han blev om nogen en figur, der fik kult- og stjernestatus via massemediernes velvillige eksponering af hans kvasiromantiske kunstnerposeringer. Trampedach leverede brændstof til de efterspurgte myter om kunstnergeni, trodsig enegang og originalitet. Ironisk nok blev han den mest eksponerede skildrer af massemenneskets isolation, kendt af alle for at være socialt sky. De sidste mange år levede han eksileret og isoleret i et bondehus i det sydlige Frankrig.

Trampedach blev optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1963. Hans talent som maler kombineret med hans enerådighed gjorde ham tidligt både berømt, yndet og succesfuld, og han solgte allerede som ganske ung værker til Statens Museum for Kunst – første gang i 1964 – ligesom han allerede som 25-årig modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

På sin egen måde var Trampedach i de unge år allieret med tidsånden, og hans værker tydeligt inspireret af ungdomsoprørets fællessange fra Rolling Stones og Bob Dylan. Men han var samtidig meget fjernt fra de markante kunstneriske tendenser, der samlede store dele af generationen i forskellige stilistiske eller praksisbaserede fællesskaber, for eksempel omkring Pop Art, Minimal Art eller performance og aktivisme.

De realistiske tableauer og figurer fra 1970’erne er i deres slægtskab med arbejder af amerikanske kunstnere som George Segal og Duane Hanson det tætteste man kommer på korrespondancer med den samtidige scene. Trampedachs malerier har aldrig rigtig lignet noget andet, selv om der er en klar traditionsbevidsthed i værkerne. På godt og ondt udviklede Trampedach sit egen visuelle sprog: originalt og stærkt, når det var bedst, kitschet og koloristisk forvirret, når det var svagest.

Omvendt kronologi

Trampedachs bortgang i november 2013 er den direkte anledning til udstillingen Kurt Trampedach – In Memoriam, som de kommende måneder kan ses på Sophienholm. Den retrospektive udstilling dækker hele oeuvret, men dog kun i nedslag, for Trampedach var en uhyre produktiv kunstner, der ofte serieproducerede samme motiv. Hverken kvantitativt eller kvalitativt blev der økonomiseret med midlerne.

Hvordan mindes Kurt Trampedach så i udstillingen? Baglæns, for det første. Udstillingen er i hovedtræk omvendt kronologisk tilrettelagt, så man starter med at se senværket og bevæger sig bagud i tiden med retning mod ungdomsværket. Der er dog mange brud på kronologien, blandt andet i form af Trampedachs skulpturelle værker, som er strøet ud i udstillingssalene uafhængigt af kronologi.

Senværket og arbejderne fra 1990’erne, der således åbner udstillingen, hører ikke til blandt de stærkeste dele af oeuvret. Man må medgive, at Trampedach var konsekvent, men konsekvensen vedrørte i disse år en forelskelse i oliemalingen som en slags modellervoks, som blev klasket på træplader i tommetykke lag, indridset med tegn og anelsesfulde figurer, applikeret i dramatisk hæslige eller sødladne farvekombinationer.

Man kan besynge de konsekvente løjerligheder som »en suveræn foragt for dekorum«, sådan som Mikael Wivel gør det i sin i øvrigt indsigtsfuld katalogtekst. Men hvor uortodokse værkerne end er, ændrer det ikke ved, at de savner den fine samstemmighed af psykologisk dybde, kompositorisk dristighed og subtilt koloristisk raffinement, der kendetegner Trampedachs bedste arbejder. Den gennemgående gnomfigur – eller homunculus – der er central i mange af værkerne fra de senere år, er muligvis et resultat af en personlig djævleuddrivelse, måske en arketype, men den er først og fremmest harmløst irriterende som en undseelig havenisse i en parcelhusforhave.

Ujævnt oeuvre

Så er der mere at komme efter i ungdomsværkerne, som befinder sig på førstesalen på Sophienholm. Selvportrætterne som ensom ulv og isoleret nattevandrer i mørkladne, skyggetunge omgivelser er i deres valører nøje afstemte i farvernes mol. I tætliggende, ekspressive strøg af okker, brun, sort og grå fremmaler de tyste eksistentielle dramaer i ubestemte omgivelser, der snarere peger mod bevidsthedens grænseløse flader end mod noget konkret rum.

Som sådanne er de mere hjemmehørende i det 19. århundredes symbolistiske tradition end i noget, der har set dagens lys i sidste halvdel af det 20. århundrede. Anakronismen i dette er både en styrke og en svaghed, hvilket ikke mindst den retrospektive præsentation tydeligt demonstrerer. Udstillingen fremstiller Trampedachs oeuvre i dets fulde og meget ujævne udstrækning, og bekræfter den romantiske fortælling om en ener, der sloges med sine indre dæmoner. Den gør til gengæld mindre ud af at fokusere præcist på, hvad Trampedachs enestående indsats egentlig var, og hvorfor han steg så hastigt til succesens tinder – og ned igen. Den historie står stadig tilbage at fortælle.

’Kurt Trampedach – In Memoriam’. Sophienholm. Lyngby. Indtil den 5. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu