Læsetid: 3 min.

Der er noget Tranströmersk over det

Liv Sejrbo Lidegaard opløser hierarkiet mellem figur og baggrund og lader i præcise poetiske sansninger sit lyriske jeg smelte ud og ind af landskaber og fælleskaber
Liv Sejrbo Lidegaard debuterer med samlingen ’Fælleden’,  en original og forfriskende læseoplevelse.

Malte Tellerup

23. maj 2015

»Tæt på« hedder første afdeling af Liv Sejrbo Lidegaards treføjede debutsamling Fælleden, og den består af to ordknappe forløb, der tilsammen fungerer som en stilfærdig, men præcis, ouverture til bogens særlige landskab, hvor mennesket, naturen og teknologien er flettet ind i hinanden i en fælles økologi, som favner fysiske såvel som mentale og virtuelle landskaber.

Konkrete steder slås kun akkurat an med præcise registreringer, en flok svalers hvide maver, himlens »orangetunge« skær i storbyens nat, en fiskestime, der glimter i sølv, men landskaberne kommer netop så tæt på, at de gradvist trænger ind i jeg’ets krop, »gennem forskellige lag af hud og kød«.

Munter vildmarkstur

I næste forløb er jeg’et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt tæt på.

Selvom Fælleden således er dæmpet læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for kroppen, uden for jeg’ets indre horisont, alt for dominerende:

»vi går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder, brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.«

Der er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne. Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker, der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem figur og baggrund går i opløsning.

Og alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden.

Fri og luftig

De alternative rum, digtene åbner sig mod, er ikke som hos Tranströmer ladede med mystisk åndelighed, som opstår i individets møde med verdensaltet, men af et mere nymaterialistisk tilsnit, hvor altings forbundethed forankres i stoffet. Lidegaard inddrager løbende geologiske og kosmiske horisonter, hvor universets historie også peger ud over mennesket, men samtidig er hendes sprog og univers – især i samlingens anden afdeling »Lad det gå«, som indtager bogsiderne friere og mere luftigt – gennemsyret af en dugfrisk letsindighed. Og præcis som samlingens titel, Fælleden, elegant smelter et specifikt sted sammen med en forestilling om et menneskeligt fællesskab, er digtenes stemme og de situationer, de tager udgangspunkt i på samme tid mærkede af socialitetens fnisende sludren og naturlyrikkens rynkede skovbryn.

Det gør Fælleden til en original og forfriskende læseoplevelse, hvor Lidegaard på charmerende vis har held med at sammensmelte byens støjende landskaber og fællesskaber med skovens og den postindustrielle ødemarks dybe stille ro, og udkrystallisere klare sansninger gennem et netværk og fletværk af virkelige og mulige steder.

Liv Sejrbo Lidegaard: Fælleden. Gyldendal. 72 sider. 150 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu