Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Videnskab formidlet med høj Indiana Jones-faktor

’DNA Detektiven’ skildrer en forsker, hvis iver er både beundringsværdig og sjov at se på, med et nærmest tegneserieagtigt overskud
’DNA Detektiven’ er allermest interessant, når Eske Willerslev skal håndtere den modstand, som aboriginere og indianere har over for ham som vestlig videnskabsmand, der kommer anstigende og forstyrrer deres døde for at fortælle dem deres egen historie.

’DNA Detektiven’ er allermest interessant, når Eske Willerslev skal håndtere den modstand, som aboriginere og indianere har over for ham som vestlig videnskabsmand, der kommer anstigende og forstyrrer deres døde for at fortælle dem deres egen historie.

Fra DR

Kultur
29. maj 2015

Det kloge og det kulørte går fint i spænd i dokumentartrilogien DNA Detektiven, hvori genetikforskeren Eske Willerslev stæser rundt i verden for at afdække så mange dele af menneskehedens urhistorie som muligt. Filmholdet har fulgt hans arbejde i tre år, og det er der kommet ene morsomme og interessante scener ud af. En del af scenerne er, får man at vide, iscenesatte rekonstruktioner, og det tror man gerne. Dramaturgien er i top, videnskabens vilkår og dilemmaer formidles hurtigt og effektivt, karaktererne står skarpt, og der lægges hele tiden op til store og små overraskelser. Komprimeringen og dramatiseringen er helt fin med mig, så længe det er baseret på virkelige hændelser og filmet og klippet så kvikt og vittigt, som tilfældet er.

Modsætningen mellem professorens ustyrlige og stædige nysgerrighed og forskningsverdenens bureaukratiske hensyn er den primære kilde til komik. Ind kommer først sekretæren og minder om regnskaber, halvårsrapporter og forskningsplaner, der ikke er blevet fulgt til punkt og prikke. Så kommer mellemlederen med et formanende blik og prøver at greje, hvad Willerslev har for. Han er nemlig ikke bange for at sætte sit gode ry og rygte som videnskabsmand på spil for at få en teori afprøvet.

Det er ikke til at sige, om Eske Willerslev er meget dårlig til at stikke en hvid løgn eller bare dygtig til at spille, at han er dårlig til det. Han klør sig i nakken, famler rundt i sit hår og kigger i alverdens retninger. Ja, ja, den rapport skal han nok få skrevet. Og nej, nej, selvfølgelig har han ikke sprunget over i køen for at få analyseret dna, der muligvis stammer fra det ydre rum.

Dna fra det ydre rum

»Jeg er ikke overbevist om, at der har været aliens. […] Men hvis videnskaben skal rykke sig, skal man også være åben over for, at verden kan se helt anderledes ud, end vi troede.«

I den anden af tre udsendelselser, »Sumerdronningens hemmelighed«, har Willerslev fået en ny grille. Han er blevet opsøgt af en vis Zecharia Sitchin, der gennem læsning af gamle sumeriske skrifter er nået frem til, at rumvæsner for nogle tusinde år siden besøgte planeten og berigede menneskeracen med deres dna. Sitchin ligger nu for døden og ønsker kun at få efterprøvet sin teori.

På det naturhistoriske museum i London findes skelettet af en sumerisk kvinde, der blev begravet med et segl, som identificerer hende som en gud fra stjernerne. Det er bare lige at tjekke, om der skulle findes noget ikkemenneskeligt dna i skelettet – det er lige til højrebenet for Eske Willerslev. Kun en tåbe frygter ikke at blive associeret med pseudovidenskaben, forstår man på de hovedrystende kolleger, men Willerslev påtager sig gerne rollen som den brave tåbe, der insisterer på at efterprøve en teori, inden han affærdiger den.

Der klippes smukt fra formaningen om at lade sagen ligge til Willerslevs ivrige trin op ad det britiske museums trapper. Han får et lille stykke knogle til at dna-teste, og med underliggende new age-musik følger man så Willerslevs møder i New York med Sitchins meningsfæller, den ene mere esoteriske excentriker efter den anden.

Willerslevs møde med den alien-fikserede pseudovidenskab byder på en perlerække af eksotiske karakterer, som er morsomme i al deres spacy alvor, men Eske Willerslevs provokation af den etablerede videnskabelige konsensus er også et ret vellykket klovneri. Det topper med det vantro blik, en kollega sender ham, da han siddende til en seriøs konference i New Mexico vågner op fra sin lur og begynder at læse om UFO-observationer på computeren, inden han smutter af sted til pseudovidenskabens hovedstad Roswell.

Indianer i sjælen

DNA Detektiven er underholdende fra start til slut, men mest interessant i det første og det sidste af programmerne, »Drømmetidens rejse« og »Aznickbarnets arv«, hvor Willerslev hverken er oppe imod pseudovidenskabens hjemmefabrikerede beviser eller sine egne fagfællers forsigtighed. Derimod skal han håndtere den modstand, som henholdsvis aboriginere og indianere har over for ham som vestlig videnskabsmand, der kommer anstigende og forstyrrer deres døde for at fortælle dem deres egen historie.

»Aznickbarnets arv« tager udgangspunkt i Eske Willerslevs barnedrøm om at være indianer. Man ser, hvordan han stirrer længselsfuldt ud over den amerikanske prærie, læser en indianertegneserie højt for sin søn, cykler distræt rundt i den danske trafik med en kano på slæb, som han på et andet tidspunkt også padler eftertænksom rundt i.

Men indianer er han ikke, han må nøjes med at være en forsker, der kortlægger indianernes arvemasse. Willerslev besøger en udgravning i Montana, hvor man finder en mange tusind år gammel mennesketand. Til hans (noget indstuderede) overraskelse belærer en kridhvid, republikansk, våbenglad og cowboyhatteklædt arkæolog Willerslev om, at de lokale indianere er i deres gode ret til at bestemme, om den tand skal dna-analyseres eller begraves igen.

Willerslevs egen bekendelse til videnskaben forhindrer ham ikke i at respektere den skepsis, som indianerne møder den med. Da et skelet, der sandsynligvis er beviset på, at indianerne nedstammer fra de første mennesker i Amerika, dukker op, må Willerslev besøge overhovederne for alle de lokale indianerstammer for at få afgjort, hvad der skal ske med det.

Indianernes verdenssyn og ritualer skildres usnobbet og nysgerrigt, og de indianske talspersoner får selv lov til at fortælle om deres elendige erfaringer med den hvide mands oplysningsprojekter. Det er værd at se og høre på.

Ligesom synet af Willerslev, der afslutningsvis ligner et stort, fagligt kompetent og meget lykkeligt barn til fest i et indianerreservat iført traditionel indianervest og nyoptaget i stammen.

’DNA Detektiven’ kan ses på dr.dk indtil 9. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her