Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vokalt stærk ’Aida’ i Malmø

Mens solistniveauet på Den Kongelige Opera for tiden er ujævnt, løfter Malmø Operaens hold sin nye ’Aida’ med dramatisk glød og kraft i en minimalistisk iscenesættelse
Kultur
8. maj 2015
Malmö Opera

Operainstruktører står altid over for dilemmaet, hvor meget de skal afvige fra det åh så guddommelige forlæg, når de store klassikere skal på plakaten.

Tilhængerne af det såkaldte tyske regietheater vil ofte læse noget helt nyt ind i partituret og librettoen, indføre regibemærkninger, som komponisten måske, måske ikke ville have drømt om. Men qua den radikalt ændrede tidsfornemmelse, der har indfundet sig siden Mozart, Wagner & co.’s tid, kan det være absolut livsnødvendigt for en operaopførelse at blive ført op til vor tid på den ene eller anden måde.

Dansk-svenske Staffan Valdemar Holm har herhjemme instrueret en ondskabsfuld Otello af Verdi på Den Kongelige Opera i 2001, en forknuget og spiddende Antikrist af Rued Langgaard året efter med samme kompagni og i 2010 en Norma af Bellini på Opera Hedeland i en iscenesættelse, der blev kritiseret for at være for umusikalsk.

Dobbeltrespekt

Overordnet set afkræver Holms arbejde respekt, og respekt er også, hvad han viser over for Giuseppe Verdis tredjesidste opera, Aida, som lige nu spiller på Malmö Opera. Holms hustru, Bente Lykke Møller, har kreeret forestillingens kostumer og nøgne scenografi, der sammen med instruktionen fritlægger trekantsdramaet i operaen og stiller helt skarpt på stemmekraften og individet.

Verdis langvarige relation til Pariseroperaen påvirkede hans måde at tænke form på, så han udvidede de enkle rammer, som de italienske belcantokomponister havde udstukket i første halvdel af 1800-tallet. I Paris ønskede man ballet indlagt i operaerne, hvilket Verdi havde det noget anstrengt med, men de mange instrumentalmellemspil med dans i Aida opstod på hans eget initiativ. Malmö Operaorkester honorerer til fulde kravene i Verdis henholdsvis elegante, militaristiske og alfelette mellemspil, men scenisk har instruktør Holm valgt, at der ikke sker synderligt meget disse steder.

Og denne lidt passive holdning gør, at Malmøs Aida føles en anelse pumpet, især med scenetæppets gigantiske versaler PACE, som postulerer, at denne opera handler mere om fred, end der måske er belæg for. Dette tema blev i hvert fald ikke ligefrem udpenslet under forestillingen.

Jorden ryster under mezzoen

Generøst fokus er der til gengæld på det personlige drama mellem den oldegyptiske hærfører Radamès, der er hemmeligt forelsket i den etiopiske undercoverprinsesse Aida, hvilket den jaloux faraodatter Amneris begynder at få færten af og vil sætte en stopper for.

Den aften, jeg var i Malmö Opera, var sangerholdet på internationalt niveau. Den tidligere rocksanger og dramaunderviser, svenske Daniel Frank, der for kun fem år siden lagde stemmen om fra baryton til tenor, lagde salen ned som Radamès; sydafrikaneren Kelebogile Besong blotlagde sin sårbar-dramatiske sopran og var scenisk overbevisende og indtrængende som prinsesse forklædt som slavepige, og den finske dramatiske mezzosopran Tuija Knihtilä brændte så intenst, at Aida var ved at blæse omkuld.

Knihtiläs ild forskubbede næsten balancen mellem de tre, også fordi hendes mezzo havde større evne til at trænge igennem orkestret. Holm udnyttede denne styrkeforskel til også at tegne Amneris’ jalousi endnu tydeligere, så det stod stærkere i dette halvtynde plot, som lever af partiturets utallige melodiske genistreger. Al den musikalitet, man kunne opleve i Malmø, mere end opvejer de statiske passager. Alligevel så jeg gerne lidt mere inspiration fra regiteatret for eksempel under det mellemspil, som instruktør Holm bare fylder ud med en søvnig kjoleprøvning.

Men igen: Musikken gør, at vi tilgiver alt. Længere nede ad birollelisten møder vi etiopierkongen Amonasro i den mørke baryton Fredrik Zetterströms tolkning, der får os helt med på hans bedrageriske sideskift, så vi næsten ikke ved, om man kan stole på nogen i den opera. Som farao knejsede den danske bas Per Bach Nissen, der til daglig synger ved Hamburgoperaen, med stor myndighed scenisk og vokalt og med spidsfindighed nok til at tegne en nuanceret figur.

Blev væk fra premieren

Verdi skrev Aida på bestilling til operahuset i Kairo med et rekordstort honorar i udsigt. Egypterne ville tiltrække europæere til landet, så værket skulle synges på italiensk og ikke som sådan appellere til lokalbefolkningen.

At premieren i 1871 kun skulle overværes af priviligerede, frastødte den politiske og socialt bevidste Verdi, som valgte at blive væk. Den ærkerepublikanske komponist hadede kirkens folk, men vidste, at Italiens samling var afhængig – så at sige – af pavens velsignelse. Både monarkens magt og den klerikale magt er udtalt i Aida, hvor ypperstepræsten taler for krig imod Etiopien.

Malmö Operakor har også spændende passager som tempelmenighed, og eksotismerne i denne musik synger de med stor skønhed. Og østrigeren Ralf Kircher er effektiv som Verdi-dirigent med god kontakt til alle medvirkende og sans for drama, timing og den gode melodi. Forestillingen er klart en tur over Øresundsbroen værd.

’Aida’ på Malmö Opera. Opera i fire akter med musik af Giuseppe Verdi og libretto af Antonio Ghislanzoni. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Dirigent: Ralf Kircher. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Koreografi: Jeanette Langert. Spiller frem til 7. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her