Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Voksenalvor med ungdomscharme

Den norske dramatiker Jon Fosse kommer under kærlig ungdomsbehandling i den charmerende tvangsteaterromance ’Kys mig, for fanden’
Kultur
8. maj 2015

Han er vor tids Henrik Ibsen – bare lidt mere sexet. Sådan pitcher den 17-årige Tale (Eili Harboe) dramatikeren Jon Fosse, da hun skal sælge hans værker til de jævnaldrende venner i den lille bys amatørteatergruppe. Sammen med vennerne er hun i gang med at lave den sædvanlige revy iført nuttede dyrekostumer, men Tale er så parat til noget andet. Da den lokale kulturboheme (Rolf Kristian Larsen) foreslår Fosse, overtaler hun derfor ambitiøst den livstrætte skuespiller Lars (Kristoffer Joner) til at hjælpe dem med at komme under huden på teksten.

Forældrefri zone

Det udvikler sig hurtigt til et større følelsesmæssigt drama, for Lars vil have friktion. Derfor hyrer han den lokale fodboldbølle Vegard (Øyvind Larsen Runestad) som førsteelsker, og selv om Tale først er afvisende, begynder hun – helt efter den romantiske komedies klassiske drejebog – at spørge sig selv, om hun rent faktisk hader eller elsker ham.

Fra filmens første scene, hvor Tale får nej til en rolle på grund af manglende erfaring, fanger Stian Kristiansens ligefremme fortælling ungdommens kamp for at blive taget alvorligt og længslen efter mere uden helt at vide hvad. Fosses tekst om uforløst kærlighed puster til de hårdt pumpende hormoner i gruppen, og teaterrammen skaber sjove scener, hvor der kan leges med de mange svære følelser i spejl- eller tillidsøvelser.

Når man lige ser bort fra skuespilleren Lars, er historien stort set renset for voksne, og den forældrefri zone styrker fornemmelsen af, at de unge træder ind i et særligt univers under arbejdet med teksten. Hverdagen forsvinder, og det følelsesmæssige kaos får lov at regere. Det fanger de unge skuespillere flot, selv om det ikke er let at skildre Vegards udvikling fra som straf at blive sat til at spille dårligt tvangsteater til at levere en overbevisende præstation eller det konstante spændingsfelt mellem stålsat selvtillid og sårbar tvivl i Tales projekt.

Bedste ungdomsfilm

For tre år siden var der dansk premiere på den norske ungdomsfilm Ta’ mig, som morsomt skildrede trængslerne for en 16-årig pige med konstante tanker om sex. Kys mig, for fanden ligger i charmerende forlængelse af den og vandt sidste år prisen for bedste ungdomsfilm på Buster Film Festivalen.

Begge film formår vellykket at bruge humor til at fortælle uhøjtideligt om ungdommens udfordringer. Samtidig får de os ud i nogle fascinerende lokalmiljøer, hvor man godt må grine af fårelorten og nyde landskaberne, men samtidig forstår, hvor langt der er til den næste bus ud i livet. Det er ingen lille præstation, og man klarer derfor også fint visse ujævne bump på vejen.

’Kys mig, for fanden’. Instruktion: Stian Kristiansen. Manuskript: Stian Kristiansen og Kamilla Krogsveen. Norge. (Gloria og Vester Vov Vov i København samt 8 andre biografer)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her