Albert Dam HOLDER

I løbet af sit lange liv oplevede Albert Dam (1880-1972) adskillige omskiftelser, skønt han stadig var bosat i sin midtjyske hjemstavn, hvor også hans storroman Så kom det ny brødkorn udspiller sig trods sløring af alle stednavne til et mytisk Kronjylland med Midterp som centrum omgivet af bl.a. Mervadsbro, Højtofte, Pilstrup og Randås, som var det et William Faulkners Yoknapatawpha County. Som ung mand udgav han et par vel modtagne romaner, mere eller mindre usælgelige, skrev dog videre formummet som forpagter af et konditori i Kjellerup 1914-37 uden at være nogen ferm kagebager, men med romanen om det ny brødkorn i ovnen. Den blev en pæn succes i 1934 med titlen Saa’ kom…, dvs. ’således kom’, med en apostrof, som er sløjfet ved en ny, aktuel genudgivelse. Varme og dybde er der i det forord Lilian Munk Rösing her har skrevet.

Men allerede i 1964 kom et større og sent gennembrud for forfatteren med samme roman, efter at han havde fået kontakt med tidsskriftet Vindrosen under Rifbjergs og Villy Sørensens redaktion, hvor han blev læst med modernisternes nye øjne, der nu så hans bøger, som var de meteorsten med kosmisk aura landet i muldjorden, fremmede og fortrolige, Morfars by (1956) og følgende »skilderier« og »rids«, som han selv betegnede sine fortællinger. Hjemstavn og naturfilosofi med forbløffende sproglig efterklang og symbolske overtoner. Hjemlig eksistentialisme.

Brødkorn

Læserens sanser og indre øren belønnes med deciderede spændingsforhold under den både dvælende og hårde rytmik i den store roman. Den er inddelt i tre bøger, på hver fem kapitler bestående af mindre afsnit med egne rubrikker, stort set kronologisk fremadskridende over en tidsperiode fra før 1. Verdenskrig og i glimt næsten op til affattelsen med pludselig jazzlyd i radioen og nyhed om en vis Hitlers nazisme. Fremtiden er tvetydig. Samtidig med at hovedpersonen Hans Peter Nielsens eksperimenter med udvikling af en ny havresort til sidst ser ud til at lykkes, som han sidder der i sit arbejdsskur, lyder bogens afsluttende, dobbelttydige ord: »Den rokkende port gjorde sig helt fri og svingede mod åbningen. Han bøjede hovedet over sine hænder. Porten slog i.« Det er samme Hans Peter, der år tilbage i romanens indledende ord søvndrukken tumlede ud af stuehuset. Tidsbilledet er ikke udførligt beskrevet, men fremgår af handlingen, af bøndernes daglige liv og kultur betinget af konjunkturerne, byggeriet, varepriser, påklædning, standsforskellene. Skønheden og djævelen ligger i detaljen. Opmærksomme blikke undersøger kjolernes længde, overstykkets blomstermønstre så vel som det, klæderne skjuler, f.eks. i blufærdige sexscener, når »hans hånd fulgte fordybningen ned om hendes rygrad«. Latent erotik er mangfoldigt styrende, i glæde, besættelse, selv dødsvold. Det kan skildres uhørt grumt eller i humorens velvillige lys. Sproget er sat på arbejde i stædige energier og detaljerede analyser med vidtgående realisme og kundskabsfylde.

Det gælder f.eks. alle enkeltheder om bl.a. arbejdsgange i den eftertragtede firelængede gård, gartneriers indretning, købmandshandelens varelagre, anlægsarbejdet ved Storåens opdæmning til kraftværk – en spejling af Gudenåcentralen ved Tange Sø, indviet 1921. Kort sagt en naturalistisk beskriverteknik, men en mytisk frihed eller tilsløring eller åbenlyst som kunstform i stejl, selvbevidst skrift. Den har sin grundkarakter i talesproget, forstærket i de mange replikker, snart i bysprog, snart i den østjyske dialekt, som Albert Dam transskriberer med selvstændigt schwung og ekspertise.

Fælles forbrydelse

I et lille sogneområde, hvor man kender hinanden i naboskab, slægtsforhold, sociale erhverv, vil et bestialsk mord påvirke alle, og at det ikke opklares, kan blive skæbnebestemmende for flere. Et sådant kriminelt tilfælde har forfatteren gjort til et så virksomt fælleselement, at bogen snarere får karakter af kollektivroman end af traditionel krimi. Gårdmandssønnen Hans Peter arbejder som bestyrer af en enkes gård og har solgt en ko, som den unge knægt Mikael skal bringe til markedet og hjembringe 300 kroner for. Den geskæftige, 36-årige Andrea passer ham op i lunden på hjemvejen, slår ham ihjel med en spade, skubber ham i bækken og dækker ham til med græstørv.

Hun er en stærk, uroligt higende karakter, der har brug for pengene for at hjælpe sin bror Johannes, der vil være digter. Hun er i en ubestemt lidenskabs vold, også erotisk tiltrukket af Mikael. Desperation, impulsivitet udløser handling i hendes sammensatte sind. Forbrydelsen kan ikke skjules, men kan heller ikke opklares, selv om Andrea ønsker at tilstå. Den latterligt inkompetente herredsfoged og hans folk tror hende ikke. Liget i lasten eller rettere i sumpen er en uhyggelig realitet og symbol på den dunkle driftsverden, som skjules eller misfarver dagligdagen. Andrea, værkets interessante person, påvirker sin tumpede mand til at tro, at han er den skyldige, betror sig til Hans Peter, som hun siden lever sammen med en tid, og han prøver at tvinge hende til selv at tage skyld og skæbne på sig.

Et spring

I egen uro gifter han sig ind i overklassen med den forvænte Signe, de får en søn, som hun tager med sig i skilsmissen. Han vil prøve lykken i Amerika, men når næsten bogstaveligt at springe af fra damperen, da gårdejersken Marie telegrafisk frier til ham. Der er meget lune og koldsindighed i disse skildringer og skilderier, morsomme glimt af storbyen København. Køn er Marie vel ikke, men handlekraftig og saftig, og selv om hun mister deres gård, da de letsindigt kautionerer for lån i byggeriet af den store dæmning, lykkes det dem at etablere en ny bedrift, hvor Hans Peter kan eksperimentere med sit brødkorn.

Komplicerede handlingsmønstre som binder menneskers skæbne sammen. Den symbolske billeddannelse kulminerer i romanens sidste del, hvor dæmningen i en storslået skildring bryder sammen i en stormflod med voldsomme konsekvenser. En understregning af fælles vilkår på godt og ondt, sammenbrud og sammenhold, fordelt i enkeltskæbner, hvor skyldfølelse og tanker om gengældelse til stadighed er aktuelle. Et tydeligt eksempel er her Andreas ovennævnte bror Johannes, der spøgelsesagtigt er noget i retning af en undertekst i fortællingen. Digter skulle han have været med hjælp af de stjålne penge, men er endt som lappeskomager.

Under stormvejret opsøger Andrea ham i hans skumle kælderværksted, bekender og skildrer sin forbrydelse i alle rædslens detaljer. Da hun forlader ham, lyder det sådan i Albert Dams malende sprog: »Den elektriske pære svingede sagte efter vindstødene og lavede bevægelige skygger af den høje pløkmaskine og en menneskeskikkelse, der rokkede leddeløst foran døren. Pudsemaskinen stod henstrakt som skyggen af et stupidt dyr og svirrede vedholdende rundt i sin forglemte snurren ved siden af en skikkelse, der sad med sammenbidt mund, lurende dukket.« Ikke mindre uhyggeligt er fundet af ham, da stormfloden har overskyllet hans rum, og man ser den druknede hængende på en maskine dukke op af vandet med døde øjne. Johannes har forstået gengældelsens lov i en ufrivillig medskyld. Han har for længst erkendt en gæld til livet ved at ville digte det om til kunst – en hård dom fra den forfatter, der med så eklatant kunstbevidsthed har skabt hans skikkelse.

Samdrægtighed

Det eksistentielle dilemma i grundtanken om den menneskelige betingelse, erkendelsen af at måtte leve i konfliktforhold, samdrægtigt og selvstændigt i en selvhævdelsens nødvendighed, er noget som Hans Peter har lykkedes med i sit liv. Albert Dam har med sin beske brødskrift skabt et værk med en særlig aroma, som virkede ny og nyfunden i 1960’erne, og som læst i dag atter er stærk i både krumme og skorpe. Den er godt fundet frem af forlaget Jensen & Dalgaard i den danske litterære bagbutik, hvor den har ligget mellem emnemæssigt beslægtede forfatterskaber af Erling Kristensen, Jørgen Nielsen og andre psykologiske realister og rabiate egensindige. Alle er selvbevidste, men uden selvudlevering som det ellers er almindeligt i dag. Så kom Albert Dam og må atter læses med egne øjne.

Så kom det nye brødkorn
Albert Dam
Jensen & Dalgaard
404 sider
298 kroner