Læsetid: 4 min.

Bare læs, hvad der står!

’Og nu: Verden!’ på Husets Teater blev opført under Festival for Ny Europæisk Dramatik som en nøgen ’reading’, bare med tre skuespillere foran tre mikrofoner. Alligevel formåede teksten at gøre stort indtryk. For denne læsning bragte tilskueren helt tæt på ordene
Tre kvinder og tre mikrofoner – og så kom verden og publikum på stikkerne under Husets Teaters vellykkede reading af ’Og nu: Verden!’. Her er det skuespilleren Nanna Cecilie Bang, der får en kort optur, mens Stine Gyldenkerne smiler – og Christine Sønderris gør klar til næste kvindeangreb i baggrunden.

Erika Svensson

26. juni 2015

Som teatertilskuer kan man tit få lyst til at kigge med i kulissen og finde ud af, hvordan en forestilling egentlig bliver til. For hvordan er det egentlig, at skuespillere lærer alle ordene, som folk tit spørger. Hvordan skaber de deres rollepersoner ud fra en række sætninger og nogle få regibemærkninger?

Under CPH Stage afholdt Husets Teater sin Festival for Ny Europæisk Dramatik 2015. Her var det netop muligt at få et indblik i, hvordan en instruktør arbejder med sine skuespillere, når teksten stadig er dugfrisk for alle involverede. Fredag aften var det en tekst fra 2014 af den nu 53-årige, tyske dramatiker Sibylle Berg, der var på plakaten.

And Now: The World! lød titlen på engelsk. Men pointen var ellers, at den tyske tekst Und Jetzt: Die Welt! blev læst på dansk af tre skuespillere – som stykket ’Og nu: Verden!’ Samtidig med at overtekster viste en engelsk oversættelse. Ingen sprogkompromisser her.

Ingen makeup

Konceptet var klart: Skuespillerne havde kun haft få timer til at lære manuskriptet og hinanden at kende. Det var den nyuddannede instruktør Liv Helm, der havde prøvet med de tre unge skuespillere – den garvede Christine Sønderris, det nye Reumert-talent Nanna Cecilie Bang og den unge Stine Gyldenkerne. Som en forsmag på deres arbejde med den forestilling, som Husets Teater præsenterer i færdig form til februar.

De tre piger stod blot foran hver deres mikrofon og et nodestativ med et rollehæfte. De havde stramme jeans på – og sneakers. Ingen makeup, ingen rekvisitter. Bare tre kroppe med stemmer. De stirrede ud på os. Og så kom ordene.

Som hos Saalbach

»Jeg skal overleve her,« lød en replik. »Jeg har aldrig været elsket af et menneske,« lød en anden. »Jeg er en, man skal vænne sig til. Jeg fortryller ingen,« var ordene. Og så opstod der ellers en eksplosion af ord om en ung kvinde – eller flere – der fortumlet forsøgte at finde sig selv i en forvirrende verden. Kærligheden lå højt på hitlisten, men realismen slog igennem. »De fleste higer efter en kærestesorg – man taber sig så dejligt,« som en af dem sagde.

Sibylle Bergs kvindeskikkelse kan minde lidt om kvinderne hos Astrid Saalbach. De leder efter en mand, men de leder egentlig oftest efter noget uerkendt eller uudforsket hos sig selv. Væk bliver de bare. Igen og igen, mens de kæmper med selvrespekten og kvindesolidariteten.

Sibylle Bergs skriveform er uden noget klart plot. Kvinden fortæller om nogle situationer og nogle vredesytringer, som sættes sammen i anarkistisk montageform. De tre kvinder kommenterer på hinandens tilgang til verden, og de lægger ikke fingrene imellem. Klicheerne spyttes spydigt ud.

»Det er ikke noget med dig. Det er bare timingen,« som en dårlig undskyldning lyder fra en mand, der alligevel ikke var forelsket. Og så videre.

Poul mig her og der

Publikum bliver også angrebet. Vi skal ikke tro, at vi bare kan lytte med, uden også at få en del af det mishag ved livet og mændene, som disse kvinder flyder over med. »Poul« kalder de os tilskuere i flæng – med stigende hån i stemmerne. »Hvad fanden er der galt med dig?« lyder det.

Og vi griner overstadigt. Vi vil faktisk rigtig gerne svines til. For så står vi sammen midt i selvironien og desperationen over, at livet alligevel ikke blev, som vi havde drømt om.

På denne måde kan en reading skabe et endnu mere åbent rum for tilskueren end den færdige forestilling. Hvis det lykkes.

Og det gjorde det tydeligvis for Liv Helm. Hendes forestilling Overload på Odense Teater var nomineret til en Reumert-pris i søndags, så her er klart en instruktør, man skal holde øje med.

Og konkret er forhåbningen så nu, at den færdige opsætning af Og nu: Verden! bliver mindst lige så fængende, som denne første reading var det.

Idealister

Lige inden CPH Stage meddelte chefduoen på Husets Teater, skuespilleren Mads Wille og instruktøren Simon K. Boberg, at de ikke agter at søge om at få deres chefposter fornyet, når deres kontrakter udløber til juni 2016.

»På Husets Teater synes vi ikke, vi kan gøre det meget bedre, end vi gør det nu,« som Wille & Boberg skriver det i pressemeddelelsen. De ønsker at gøre plads til nye kræfter – ligesom de selv fik en plads, da de for snart otte år siden forlod Plan B i Magstræde for at blive chefer for Husets Teater på Halmtorvet.

Beslutningen er prisværdig. Men det bliver en heftig arv at løfte. Ikke mindst hvad det internationale netværk angår. For Mads Wille og Simon K. Boberg har fået stærke internationale dramatikere til Husets Teater – fra Roland Schimmelpfennig til Theresia Walser og danske Peter Asmussen.

Deres forestillinger på den lille scene har ofte været imponerende fysiske. Eller også har replikkerne været det. Under Og nu: Verden! lød for eksempel følgende hitreplik:

»Jeg savede armene af ham – og benene – så han ikke kunne gå fra mig.«

And now: The World! Tekst: Sibylle Berg (D). Oversættelse: Stine Pilgaard (dansk) og Ben Knight (engelsk). Instruktion: Liv Helm. Festival for ny europæisk dramatik 2015 17-20. juni. Husets Teater. Del af CPH Stage. www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu