Læsetid: 3 min.

For det’ en bittersød symfoni

Det er sødt og sørgeligt og driftigt og vildt sympatisk med debutanten Sigurd Hartkorn Plaetner. Det er overmåde velkendt og kælne violiner i øret
Der er en sådan-er-livet-stemning over Sigurd Hartkorn Plaetners debut.

Der er en sådan-er-livet-stemning over Sigurd Hartkorn Plaetners debut.

Gyldendal

20. juni 2015

Den roman, Sigurd Hartkorn Plaetner (f. 1989) debuterer med, som hedder Noget om Vitus har jeg læst før, både som anmelder og som konsulent. Det er den der roman om at være ung og rode rundt og blive vildt forelsket, og hvor alt er sat på spidsen, spændt ud mellem liv & død eller lykke & sorg, og som fortælles i et kækt allemandssprog. Det vil sige en prosa uden en forfatters aftryk, men med aftryk af dansk talesprog cirka nu.

Fortæller-Vitus lyder som os alle sammen, når han lyder sådan her:

»Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg virkelig ikke havde set den komme …«, »… hvis jeg lige skal plukke fra toppen af min hukommelse …«, »Hun var så optur« og »Det var toppen«. Min fornemmelse af allemandseje hænger også sammen med romanens personer, der helt præcist er typer: En uduelig skolepsykolog, der taler i metaforer, en Østerbrokvinde med Irmaposer i hænderne, en god ven, der ved, hvornår han skal snakke, og hvornår han skal lytte. Kvinder er lidt dominerende og manipulerende (ekskæreste og papmor), når altså ikke de er spændende, spontane og farlige.

Fandens hårdt

Noget om Vitus er fortalt i et fællesskab af velkendthed. Selv om historien er sørgelig, og de søde dør, så er der alligevel en optimistisk sådan-er-livet-stemning over foretagendet. Pludselig kom The Verves gamle hit med de kælne violiner: »Cause it’s a bittersweet symphony this life …« til mig, mens jeg fik fortalt, at engang imellem er livet fandens hårdt, der er nogen, der får kræft og dør alt for tidligt, men så er der også alt det dejlige, der sker inden. Forelskelse f.eks.

Og fortæller-Vitus er virkelig forelsket: »Jeg elskede hende, Emma. Jeg var forelsket i hende, og jeg ville have hende til at føde mig børn og fortælle mig hver morgen, at hun også elskede mig. Jeg ville kidnappe hende og tage hende med ud på et skib, hvor tiden stod stille, og hvor vi skulle leve os to sammen, mens verden fredeligt glemte, at vi nogensinde havde eksisteret. Hende og mig, altid sammen. Jeg ville lugte til hendes hår, slikke på dunene på hendes kind, se hende le og mærke hende holde om mig. I al evighed. På vores skib.«

Det er så sweet med Emma, og så bliver det meget sørgeligt, og inden da er der også en trist historie om Vitus’ mor. Noget om Vitus fortæller også alt det, læseren selv kunne have forestillet sig: »Vi aftalte, at hun tog et bad først, mens jeg vaskede op, og så tog jeg ét bagefter, mens hun gjorde det hyggeligt udenfor …«

Sådan en dårlig fortælleøkonomi ville man jo ikke engang udsætte sine venner for i privaten, selv om man er nok så forelsket.

Der er så utrolig meget, man ikke behøver at fortælle, hverken i romaner eller i det virkelige liv, f.eks. at man børster tænder, at man vågner, at man går ud i køkkenet og laver kaffe.

Men når violinerne lyder, og det sidste kapitel hedder ’Det var en ny dag’ og der i det står: »Det var en ny dag, hvor Mads hjalp mig med at gøre hele min lejlighed ren, mens vi hørte Ratatat og dansede […] Det blev en ny dag, hvor jeg søgte efter arbejde […] en ny dag, hvor jeg savnede Emma på en god måde.«

Ja, hvem gider så være sur? Ikke mig.

Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus. Gyldendal, 216 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu