Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Brænder for pengene, brænder systemet

Dansk hiphop leverer i disse år en ny systemkritik, hjemstavnsdigtning og socialrealisme. At det så foregår med lejlighedsvis storhedsvanvid, pengebegær, harsk maskulinitet og reelle eller metaforiske skydevåben, gør den ikke mindre relevant
Der er outsidervrede og storbyfortællinger i dansk rap, blandt andet fra Molotov Movement – fra venstre mod højre: Højer Øye, Benny Branco og Stepz (duoen MellemFingaMuzik) samt Gilli.

Tobias Selnæs Markussen

Kultur
19. juni 2015

Det er en ambivalent blære-røvskasse, der ruller gennem teksterne og ind i vores forestillingsverdener via en række yngre danske rapperes nye plader.

Det er en stor og blankpoleret flyder – eller araba, som de ynder at kalde dytten – og der kastes pengesedler fra læderinteriøret og ud i den belortede virkelighed.

Det er kasser fulde af lir i et luksuriøst flow på fælge af guld gennem storbyens mørke, som vi alle kan stole på som storleverandør af forbudte drømme, knurrende paranoia, overhalingsbaner af kokain, ratatata ved rødt lys. Natten og gaden er deres hjem. Døden kommer. »Vi accelererer, til vi ender i graven.«

Holdet er alt, familien først. Der er et dem og et os. Eller et jer og mig. »Jeg hænger ik’, hvor I hænger/Tjener ikke, hvad I tjener,« lyder det i omkvædet til MellemFingaMuziks formidable »A.P. Møller«, hvor der synges: »Fuck Stein Bagger, jeg har A.P. Møller-drømme.«

Det var finansfuskeren Bagger, som Ukendt Kunstner i selskab med S!vas rappede om sidste år. Og i begge tilfælde er det ikke en hyldest til pæredanske forretningsfolk, tværtimod bruges de blot som billeder på rappernes eskapistiske drømme om rigdom og fast opholdssted (også i populærkulturen).

Og de føder også ambivalensen – det, at man skal fuske sig til et nogenlunde rimeligt liv, når man befinder sig i en randzone af velfærdssamfundet, gør dem ikke mindre stræbsomme, men til gengæld rigeligt skeptiske over for de tjente penge.

Sparker døren ind

MellemFingaMuzik består af Stepz og Benny Branco, som er en del af den såkaldte Molotov Movement, der også tæller Gilli og Højer Øye.

Deres debutalbum hedder Militant Mentalitet. Og det er dækkende. »Industrien gør ikke plads til os/Sparker døren ind med Kalasjnikov.«

København svømmer i bander, lyder det, og albummet er en Cph gangsta-rap med den lyriske ni millimeter kurende hen ad asfalten. »Husk, at det er først, når du er død, at de husker dit navn.«

Outsidervreden på Militant Mentalitet kan genfindes tilbage i 1980’ernes og 1990’ernes Los Angeles, hvor en marginaliseret afroamerikansk klasse formulerede sin frustration som brutal gangsta rap.

»Prøver at lave penge på en anderledes måde, uden at den karma den rammer mit hoved. Vi startede på bunden, stadig på bunden. (...) Hvad ved du om pansere, der ransager studiet, stress-overvågning i fuld tid? (...) Hvad ved du om retssager? De er helt spændt, slap af, vi blev frikendt. (...) Der var vidner, der glemte, hvad de så.«

Beat-minimalismen – forestået af hovedproduceren Kewan Hussein – kommer derimod primært fra den senere crunk- og trap-hiphop i USA’s sydstater. Og synthesizerne kommer snigende som en film noir-paranoia eller en drive-by shooting i slow motion.

Vokalerne sejler som røg fra mundene, smælder som varmt bly fra løbene eller finder et blødt baggårdspumagroove – som på den fremragende »Hvor De Henne«, der rummer ordene: »Mørket kryber, og jeg sværger, vi’ ikke tæt på at være som dem.«

De to herrer rapper formidabelt smidigt, selv når det sker med stor tyngde. Og med Militant Mentalitet får den danske hiphop et nyt reflekteret (de vil virkelig helst ikke affyre gøbjernene) og musikalsk muskuløst (det er helt enkelt brutalt medrivende musik) udtryk.

Storbyfortællinger

Oliver Chambuso alias Kesi kommer fra Nørrebro, Kbh. og er medlem af crewet B.O.C. ligesom (igen) Gilli og Højer Øye, der også gæsterapper (det er det rene polygami). På sit nye, tredje album Barn af Byen har han forenet kræfter med Ukendt Kunstners ene halvdel, produceren Jens Ole McCoy.

Et smart træk, for McCoy er stadig en fremragende producer, der her tilføjer nye kapitler til den efterhånden ret så forgrenende hiphop-storbyfortælling (Aarhus, Aalborg, hovedstaden), der konstrueres med syntetisk sturm und drang med Gilli, S!vas, Karl William, Kidd, Lord Siva og altså Kesi ved mikrofonen.

Svulmende synthesizere betoner nattens skæbnesvangre trusler og eksistentielle tomrum. »Jeg kan ikke finde mig selv,« rapper Kesi, mens synthesizerne ekkoer dybt ind i natteluften, hvor de synes at klaske mod noget hårdt. Og beatsene slæber under versefødderne eller snor sig som klapperslanger om dine sneakers.

Han har ikke sovet i et år. Kvinderne tænker på ham, mens de knalder deres kærester. Men det er den kedsommelige del af hans rap. Trivielt maskulin dominansretorik og individualistisk evangelium. Det bliver mere interessant, når herren tager et ’vi’ på sig eller ser tilbage på den lange omvej væk fra uskylden.

Stærkest på den midnatsblå »Tæt på Runddelen«: »Vi gik fra drengestreger til fester med de lange streger. (...) Har gjort mange ting, jeg ikke prøver at glemme mere. (...) Hvem havde troet at det skulle ende her? Og du skal ikke bede for mig, for jeg kommer ikke hjem mere.«

Og den monumentale, ja, næsten episke »Ik Brug For« italesætter også oplevelsen af forskelsbehandling og sociale Berlinmure i DK. »Forskellen mellem dem og vi er, at vi er ikke ligesom dem, og de er ikke lige som vi. Og de vil se det ende slemt, for vi prøver bare at tjene for at spise.«

Barn af Byen er en lidt ujævn affære, men markerer alligevel, at Kesi er tilbage på rette spor. Erfaringen klæder ham.

Hos MellemFingaMuzik – der sponsoreres af Pepsi – fejres pengene, samtidig med at der tages afstand til deres narkotiske vanedannelse: »De penge gør en klog mand dum. Vi er alle sammen helt blæst. Mon pengene er grunden?«

Og det ambivalente forhold til skejser står også i fuldt flor hos Kesi. Han har ikke lyttet til sin mor, der sagde, han skulle pensionsopspare. Det kan han ikke finde ud af, selvom han ved, hun har ret. »Jeg elsker dumme penge (...) Jeg bruger dumme penge.« Altså på sin vis et frihedsprojekt, der består i at beskrive det samtidige fangenskab – eller i hvert fald den betingede frihed.

Dagens nådesløse lys

Alt imens har Nicholas Westwood Kidd forvildet sig fra sit udgangspunkt i Cheff Records på Nørrebro til Aarhus, skiftet navn til Heimdals Sidste Vogter og slået sig sammen med producerduoen Orbit Crew (Carl Barsk og Mathias Lion) samt i mindre omfang Emil Istid og Tais, alle fire fra Hukaos-grupperingen.

På den strålende EP Heimdals Port søsætter de en stadigt omskiftelig limousine, fra hvis soltag Kidd kan vrænge sin rap. 1980’er-klingende, ok funky som på »En Time Til«. Et par skud mere på det monumentalt storbysitrende stamtræ såsom »Født« og »Virkelighed«. Og den blåligt udflydende jazzede »Varmt Blod«, hvor Kidd lyder som C.V. Jørgensen på autotuning.

Kidds let nasale, melodiske flow er upåklageligt, og hans lyrik former sig både som fortællinger fra nattens natsider og dagens nådesløse lys. »Jeg vil ikke dø, skulle bare ikke være født.« Men også som hurtige feberbilleder, hashtagobservationer, associative gearskift. »Bygges mur, ingen asyl, dokument, kommunalt vinyl, alt gemmes væk i kister.«

Heimdals Port sætter Kidd i et nyt rummeligt drivhus af klange, der synes at give tvivlen ideelle vækstbetingelser. Det har aldrig skadet nogen.

Dansk hiphop gennemlever en guldalder takket være rappere og producere som ovennævnte.

MellemFingaMuzik: ’Militant Mentalitet’ (Sony Music). MellemFingaMuzik optræder på Apollo Countdown på Roskilde Festival som en del af Molotov Movement.

Kesi: ’Barn af Byen’ (Sony Music). Udkommer mandag.

Heimdals Sidste Vogter: ’Heimdals Port’ (Heimdals Port)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her