Det mest interessante ved Grace Jones fredag nat, for enden af en skrånende plæne i Ådalen i Åbyhøj, Aarhus, var ikke så meget, at det 67-årige ikon var godt gennemstegt og leverede mærkværdigt uforglemmelige linjer som: »Jeg ville ønske, jeg stod derude og så på mig selv,« »jeg ved ikke, hvem fanden jeg er,« »jeg elsker dig, mikrofon,« eller »jeg ordner dig – i dine drømme.«
Det mest interessante var heller ikke, at damen under årets NorthSide Festival tydeligvis var fucking ligeglad med sit kontroltab. Eller at bandet bar hende på hænder og fødder gennem koncerten med deres usvigeligt sikre groove-kunst. Det var heller ikke, at hun optrådte topløs under hele koncerten. Det mest interessante var, hvilken lettelse det var at mærke en velsoigneret festival miste grebet om begivenhedernes gang. Ikke fordi der var tumult foran scenen (det var der ikke) eller optræk til ballade i champagnebaren (det var der), men fordi det ikke var til at forudsige, hvad der nu ville ske deroppe på scenen, i Grace Jones’ selskab. Efter at hun endelig kom på med en halv times forsinkelse.
I et overskueligt program med kun få overlap og dobbeltparkeringer, i et sikkert velafviklet tempo med høj produktionsstandard, er NorthSide ved at blive voksen for alvor. Logistikken fungerer (når det ikke regner for meget, hvilket det gjorde), pladsens dekorationer har nået et nyt, højere niveau (elsker den store siddende figur af planker).
Men det bliver også for pænt og for kontrolleret undervejs. Man kan stort set ikke gå på egen opdagelse i NorthSides program, fordi der er så få samtidige koncerter. Man nurses i stedet fra scene til scene i en stram koreografi og finder ud af, at kedsomhed også er et vilkår på en festival, hvor både veteraner og ungt blod kan være belastende intetsigende bekendtskaber – fra Dizzy Mizz Lizzy over Placebo til Wolf Alice. Hvor bundniveauet stadig er for lavt. Mens topniveauet til gengæld også er skyhøjt.
Folkets MØ
Lad os koncentrere os om sidstnævnte. Britiske FKA Twigs glimter som performer fredag eftermiddag, og hendes sange radbrækkes fornemt takket være en brillant kontrolleret stemme, men de tre backingmusikere, der får deres instrumenter og Music Production Centers til at slå groft pixellerede løngange gennem sangene. Det er en fornem, men aldrig rigtig engagerende performance at overvære. Ikke et hår sidder forkert i Twigs’ sang og dans. Men hendes hånds hyppige besøg i skridtet synes også mere at være koreografi end egentlig lyst.
I skærende kontrast til danske MØ, der slår sig helt anderledes løs. En direkte dame, der formulerer begejstring i sine aerobic-dynamiske moves og ikke kan lade være med at placere den rejste mikrofon i skridtet, måske fordi hendes potens er så mangefarvet og flerdimensionel. Hun er naboens datter i fitness-udstyr, ganske vist Calvin Klein og Adidas, men af den slags du finder på tilbud i Føtex. Og hendes udtryk, tekster, fraseringer er teknisk ladsiggørlige for gennemsnittet – i skarp kontrast til FKA Twigs’ sofistikerede ekvilibrisme.
I stedet brænder MØ som festens midtpunkt og identifikationsfigur. Spejlet i pigernes gyngende hofter og gjaldende stemmer, der former et både visuelt og klangligt menneskehav foran scenen, hvor de fleste mænd dingler rundt som desorienterede bøjer. FKA Twigs er aristokrat, MØ er af folket. Og vinder så meget charme på det.
Sivas Torbati viser sig også at være en mand af folket under sin formidable, koncentrerede og stramt leverede koncert. Det velklædte og nyvaskede indie-venlige middelklassesegment glider i et med S!vas’ indvandrer-erfaringsverden – så smittende, at vi alle synger med på både revolutionsromantik, desillusion på jobmarkedet og hashede observationer fra bag tonede ruder i slæden. At identifikationsfaktoren er så stor hos publikum er i sig selv en præstation af S!vas og hans to medmusikere denne lørdag eftermiddag. Og at det så samtidig er en bemærkelsesværdigt mystisk dragende og rytmisk potent musik, dét sætter helt enkelt manden og hans kumpaner i særklasse. Og så skal jeg hilse fra de fire piger bagved mig og sige, at man også kan skråle med på sangene for fulde øllunger.
Jones’ usynlige kampe
Det gør vi også alle sammen, da Karl Hyde går på scenen lørdag nat i front for Underworld, den britiske gruppe, der i midten af 1990’erne byggede bro mellem technoens feberrepetitioner og rockvokalistens lederskab. På den blå scene – efter at vi alle havde overlevet lørdagens brutale dagsregn – giver Underworld os sublim kærlighed i varme projektørfarver, med stadionkatedralske klange og labert komponerede beat-lokomotiver. Og Hyde sejler nydende rundt i numrene som ekstasebaby med lukkede øjne, travlt optaget af at bebo numrene sammen med os – altså, når han ikke rider lydbølgerne som verbal, beatpoetisk kaptajn.
De to teknologibetvingere, Rick Smith og tour-medarbejderen Darren Price, eksekverer det retrospektive sæt med vægten lagt på ’94-gennembruddet Dubnobasswithmyheadman og eksponerer så smukt en ny EDM-generation for en anderledes sensuel og harmonisk kærlig fortolkning af stadiontechnoens og -housens DNA. Og da vi til sidst råber »lager lager lager lager« i kor med Hyde, så er det måske kun nogle af os, der ved, at det kan fortolkes som et desperat råb om udfrielse fra pub-kulturens øl-brandert. Men det er også lige meget. For vi er alle befriede og dybt forbundne foran scenen under denne drøm af en koncert. Det hele ender godt.
Men det kan også bare ramle, og det viser Grace Jones os. Og det er et vigtigt menneskeligt drama, vi overværer fredag i selskab med denne helt igennem gejle og frygtløst knejsende diva. Dinglende rundt i en brandert, et high, en stener af episke dimensioner, mens hun uddeler karisma, brænder broer og klipper sikkerhedsnet. Eller sexchikanerer sin mandlige pole-danser, der er så godt bygget, at han kan hænge vandret ud fra stripperstangen. Alt i mens bandet uanfægtet holder groovet gående, så vi må overgive os ubetinget til den sublime disco-reggaes elastiske logik. Som Jones’ idiosynkratiske adfærd ikke kan slå i stykker.
Hun kæmper tydeligvis en del usynlige kampe deroppe på scenen. Der er en fortid, der har sat sig på tværs. Men der er også en nutid, hvor de ydre kampe bare er lavpraktiske og let overståede, omend ikke altid lige yndefuldt. Hendes forsøg på at kravle op på scenen med røven i vejret foregår således med en havnearbejders ynde. Men hvem kan hævde at gå igennem livet uden at have gjort noget tilsvarende?
NorthSide Festival, Aarhus: MØ, FKA Twigs, Grace Jones – fredag. S!vas, Underworld – lørdag
