Jeg sidder og bladrer i Vi Unge. »Vind det vildeste glattejern« og »Er det klamt at onanere?« er nogle af de overskrifter, der skal appellere til læsersegmentet af teenagepiger – sandsynligvis den demografiske gruppe, der bliver taget mindst seriøst i offentligheden, og hvis smagspræferencer ses ned på som hjernevaskede og uintelligente.
Men det er der ved at blive lavet om på. Nye feministiske ikoner indtager mediebilledet. De nye heltinder er ikke gråsprængte centralbankdirektricer og rigskanslerinder, men vårharer som Emily Watson og Lena Dunham – hovedsagelig hvide og fra den bedre middelklasse – der gør ungpigeerfaringen til en kønspolitisk platform. Det er, som om teenagepigen endelig er blevet anerkendt, ikke mindst som kulturforbruger.
Knogleraslende sårbarhed
Også i popmusikken får, eller tager, de unge kvinder en stemme. Vel at mærke på egne præmisser og ikke som musikindustrielt halvfabrikata.
»The teenage heart is an unguided dart,« synger 18-årige Bridie Monds-Watson på sin første plade, som hun har udgivet under aliasset SOAK. Historien om sangskriveren fra Derry i Nordirland er på mange måder en ungfeministisk solstrålehistorie: Forgæves tiggede hun sine forældre om et trommesæt, mens storebroren fik en guitar, der samlede støv. Så i stedet overtog hun den, og resultatet er debutpladen, Before We Forgot How To Dream.
Her hører vi et endnu ikke skråsikkert og stadig uudfoldet jeg, som bevæger sig på gyngende grund mellem personlige fordringer og samfundets krav. Monds-Watson bygger sin styrke på sin selvindrømmede svaghed: »Be just like me, be a nobody,« knirker hun bittersødt som et ekko af teenagekrigeren Arya Starks identitetsudviskende dannelsesrejse/pubertetserfaring i serien Game of Thrones.
Sangene kan karakteriseres som alternativ folk i det omfang, at de involverer en akustisk guitar. Men Monds-Watson ligner mere en fjern, gælisk slægtning til k.d. lang end en miniature-Joanna Newsom. Den sparsomme, men virkningsfulde instrumentering af klaver og strygere fremkalder en stemning af fugtig skovbund og tårevædede hovedpudebetræk. Særligt på »Sea Creatures«, som Monds-Watson efter sigende skrev som 14-årig. »I pray for you, and you know I don’t like Jesus,« synger hun i sin forsvarstale for en mobbet skolekammerat. Og i »Blud« synger hun med knogleraslende sårbarhed om forældrenes skilsmisse.
I glimt har stemmen en blåtonet hæshed som Cat Powers. Men mest lyder hun som snydt ud af næsen på Tracyanne Campbell fra indiepopbandet Camera Obscura. Som ydmyg hverdagsstjerne i et stykke britisk køkkenvaskrealisme erfarer hun verden, som teenagere oftest gør: genert, akavet og med et krav om konstant intensitet: »I don’t think they know what they mean/ I don’t think they know what love is/ throw it around like it’s worthless/ I don’t think they know what love is.« Pladen foregiver ikke at være et afrundet værk. Sangene lyder, som om de har hobet sig op i kladdehæfter over en årrække hos et barn med et rigt indre liv. Og det er det, der gør SOAKs porøse jeg- laboratorium til et interessant sted at synge fra. Og ikke mindst at lytte til.
Tung romantik
Hvor Soak henter sin appel i at være afvæbnende uprætentiøs, lyder 20-årige Flo Morrissey fra det chikke londonkvarter Notting Hill som resultatet af en gennemtænkt kreativ vision. Hun blev som 17-årig – i bedste Justin Bieber-stil, kunne man sige – opdaget af branchefolk på grund af Youtube-videoen til det soveværelsesindspillede »If You Can’t Love This All Goes Away«.
Debutalbummet Tomorrow Will Be Beautiful er rigtig flot. Talentet er der ikke en finger at sætte på. Nattergalefraseringerne flyder med karamelagtig viskositet på singlen »Pages of Gold«, der skylder et og andet til Lana Del Reys glamourøse glissando. Og der hænger en tung blomsterduft over den svulmende orkestrering, som vækker minder om John Barrys bredformaterede 60’er-produktioner.
Morrisseys sang er beroligende eskapistisk. Men personligt trættes jeg lidt af den pertentlige stræbsomhed, der fungerer som et effektivt værn mod enhver tåkrummende teenagesårbarhed. Flo lyder ældre, end hun er, og det er ikke ubetinget positivt – nærmere som en musikalsk pendant til de gymnasiepiger, der med ungdomsfornægtende formålstjenstlighed nærstuderer modeblogs og klæder sig som kommunikationsmedarbejdere i trediverne.
Teksterne er afpersonaliserede abstraktioner om kærlighed og længsel – skønhedssøgende på samme måde som en kunstfærdigt arrangeret blomsteropsats. »Show me the way it used to be,« synger hun med tung romantik som en druknende Ofelia.
Flo Morrisseys rapport fra et ungt kvindeliv kunne være langt mere interessant, hvis hun vovede at nærme sig den kropslige og mentale undtagelsestilstand, som teenageårene er.
SOAK: ’Before We Forgot How To Dream’ (Rough Trade/Playground).
Flo Morrissey: ’Tomorrow Will Be Beautiful’ (Glassnote Records/Caroline International)
