Læsetid 4 min.

Ensomhedens vilkår

Svenske Jenny Tunedals ’Kapitel et’ lader sig kun læse med nedsat hastighed så sætningernes multiple bevægelser registreres og deres materielle tæthed kan værdsættes
13. juni 2015

Digteren Jenny Tunedal og landsmænd som Ida Börjel og Hanna Hallgreen, der alle debuterede i første halvdel af nullerne, har en sprogmaterialistisk indstilling til fælles med den amerikanske poesibevægelse, der, med navne som Lyn Hejininan og Susan Howe, er blevet kendt som languagepoetry. De deler også disse digteres smag for genbrug af både sproglige strategier og konkret verbalt materiale fra lyrikhistoriens skævere eksistenser såsom Gertrude Stein og Emily Dickinson. Det er en digterisk tradition, som i mange år har stået stærkere på svensk end på dansk jord, hvorfor det giver god mening, at Julie Sten-Knudsen, efter oversættelsen af Tunedals nyeste værk, Min krig, suiter, som kom i 2011, har givet sig i kast med hendes bagkatalog.

Kapitel et, som nu forefindes på umådelig smukt dansk, kom på svensk i 2008. Hvor Min Krig, suiter var stærkt tematisk fokuseret, og dertil en ganske grum læseoplevelse, så giver Kapitel et en mere ren indføring i Tunedals sproglige projekt, hvor linjer fra blandt andet Dickinson (»Skam er et rosa sjal«) dukker op, mens grammatikken ligesom hos Stein lukkes op, så sætninger kan dirre af betydningsoverskud, eller det kan føles, som ordenes rækkefølge er sat på shuffle:

»Rækker af sten rundt om planterne senere samlede dage ved havet. Der findes intet ord for at være. Straks større værelser og flere mængder vand, salt, men ikke så let med farven. Vi har ingen tårer tilbage. Haven er skaller omkring håndens bevægelse, jeg ser dig og en genstand på bordet eller mindet om tidligere, smukkere, mere gennemsigtige.«

Patos og stor skønhed

De kontekster, der kunne forankre passagen, synes skrællet bort, og det er ikke let at bestemme, hvad pronominer og indskud præcis peger på. Hertil kommer, at man ikke altid kan afgøre, hvordan den enkelte sætning skal skanderes, hvilket nedsætter læsetempoet betragteligt. I de tætte kortprosadigte i bogens sidste sektioner – som, i leg med traditionelle tekstlige forløbsmarkører, hedder »Kapitel nul«, »Kapitel et« og »Prolog«, mens første sektion hedder »Kapitel X« – er det næsten hver anden sætning, som fremstår grammatisk ufuldkommen og kan pege i flere retninger på samme tid.

Først når man holder op med at læse efter information i sådanne passager og opgiver sin tilbøjelighed til løbende at parafrasere det semantiske indhold i sit hoved, mens man læser, giver Tunedals metode rigtig afkast. I stedet kan man læse efter den flerstrengede bevægelse i sproget og ordenes indfarvninger af hinanden, og registrere hvordan den let skruede grammatik kan rykke dem rundt og forhindre dem i at falde endeligt til ro i forhold til hinanden. Min læseglæde steg eksponentielt i takt med, at jeg fik stillet mine forventninger til sproglig progression i bero, og jeg begyndte for alvor at sætte pris på Tunedals særlige fornemmelse for patos og stor skønhed, for eksempel i kærligheden og naturen. Hvor meget der end leges med semantisk åbne sætninger, lydlige mønsterdannelser og varieret gentagelse, så har Tunedal en hang til meningstunge nøgleord med stærk lyrisk eller filosofisk bagage, som virker forankrende på den sproglige bevægelighed. Men digtenes stemme lader sig aldrig dumpe ned i den følsomme subjektposition, som i en centrallyrisk tradition typisk følger en sådan skønhedserfaring. Den udbryder aldrig hverken et ’ak’ eller et ’åh’, dvæler bare lige akkurat ved sansningens tyngde. For eksempel i »Hun sov under et træ«:

»Yderst tyst. Det yderste træ. Samtidig tyst. Det yderst tyste træs ydre bark og vi giver vores yderste. Detaljerne i haven og forskelle mellem skygger. Samme vilkår findes ikke. Vi genkender vores elskede urter og elsker at genkende dem vi elsker. Rosenkravens sagte, eksakte svimlende højde og sarteste værk i retning mod skyerne hvis smukkere navn har at gøre med afstand og tonefald. Hun drømte om mørket med dets omfattende mørke manglen på dets indhold for øjet og for øjeblikket at tale om det.«

Sproligt legende

Jeg oplever Tunedals tætte bog som et eksempel på litteratur, som på samme tid arbejder konceptuelt og kropsligt forankret, omtrent som det digteren Mette Moestrup engang har kaldt for »humanistisk konceptualisme«. I Kapitel et består det konceptuelle dels i den konstante udfordring af en centrallyrisk udsigelsesposition, men der er også tydeligere konceptuelle strategier på spil. For eksempel i sektionen »Ensomhed«, som former sig som en art pseudo-filosofisk traktat, der knytter ensomhedstemaet tæt sammen med en identitetsundersøgelse, idet identiteten synes at afhænge af omverdenens genkendelse. Mest køligt-konceptuelt fungerer de tre fingerede tekstforløb »Jeg tænker på ham i en måned«, som udelukkende er bygget op af Wittgenstein-citater. I en indadvendt, men undersøgende tone, som paradoksalt smelter sammen med stemmen i resten af værket, behandles ensomhed, kærlighed og mulighedsbetingelserne for vores erkendelse i en konstant spørgen til vores fysiske erfaringer: Hvordan erfarer vi vores følelser og vores omverden, og hvordan kommunikerer vi denne erfaring til de andre?

Skulle man foreslå et samlende koncept for Kapitel et kunne det være en ambition om at konstruere en bog om ensomhedens vilkår, som ikke var styret af enhedssubjektet. Og det lykkes faktisk uden at blive en deprimeret, knugende læseoplevelse. Tunedals værk er både sprogligt legende, tankemæssigt rigt og billedmæssigt fortættet, men fastholder sin eksistentielle tyngde og sin sproglige alvor hele vejen igennem.

Kapitel et
Jenny Tunedal
Forlaget Arena
Oversat fra svensk af Julie Sten-Knudsen
146 sider
160 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu