Læsetid: 4 min.

Erindringskunst på sublimt niveau

At skrive seriøst er en skræmmende oplevelse, også for den mesterlige Marguerite Duras. I skriften stirrer hun ned i afgrunden, i skrivelykken og, må man tro, i glasset. Læs denne fabelagtige, sentimentale bog, der samler alle forfatterskabets centrale temaer
Duras’ optegnelser om at skrive ligger fjernt fra en almindelig dagsbogsskribents konkretion.

Janine Niepce

20. juni 2015

Døden, ensomheden, tabet, og nydelsen ved at skrive om dem er omdrejningspunkterne i Marguerite Duras’ forfatterskab og i denne storslåede, tynde bog fra fransk litteraturs store forfatter.

At skrive samler alle forfatterskabets centrale temaer, Duras’ passion og selvvalgte ensomhed, fornemt gengivet i Lone Bjelkes oversættelse. Bogen handler helt enkelt om at skrive, som for Duras også betyder »at leve«. At skrive er at omsætte erfaringer fra det levede liv til skrift, til personligt tilegnet erindring, som kan deles med andre.

Indimellem ses også referencer til kærlighed til ægtemand og elskere, til sønnen (Jean Mascolo, f. 1947), til venner og veninder, og hendes engagement i den franske modstandsbevægelse. At Duras var en kvinde med markante holdninger og aktiviteter hører med til hendes historie. I hendes lejlighed i Paris holdt folk fra La Resistance sig skjult, og herfra udgik i 1940’erne centrale illegale skrifter mod den tyske besættelse af Frankrig. Kendt er også hendes ungdom i Fransk Indokina (Elskeren) og beretningen om en ung lillebror, der blev dræbt og kastet i en massegrav. Engagementet kan måske overraske den (danske) læser, der især oplever Duras’ distance til virkeligheden, når hun gengiver den i sin hypnotiske skrift.

At skrive er m.a.o. en dybt personlig bog. Skriften lyder overalt som Duras’ talte stemme. Ofte patetisk, altid passioneret, stedvist ulideligt sentimental med sine maniske gentagelser, som om livet kun bliver til ved at gentages i skriften, og selv i skriften må gentages atter og atter.

Både når Duras skriver som sig selv, og i læsedramaet Roma, lyder stemmen altid som Duras’. Den ydre verden er reflekteret gennem bevidstheder og følelser, med distance til den ydre verden. Læseren vågner næsten chokeret op af trancen, når fortællerdistancen bliver brudt af en pludselig glæde ved at se landsbybørn skøjte, »ulydige, vilde, som børn nu er«. Skønt selv her viger den konkrete iagttagelse af børn, der skøjter, for den generaliserede iagttagelse: »som børn nu er« …

Duras’ optegnelser om at skrive ligger fjernt fra en almindelig dagsbogsskribents konkretion. Med sine arabesker af gentagelser afspejler Duras’ skrift en søgen efter det rette ord, der forsegler virkeligheden i oplevet realitet. Her er et liv, der leves i skriftens selvvalgte ensomhed, som en livslang længsel efter at finde stemningen, ordene.

Det dræbte barn

Bogen er tilegnet en ung død, W.J. Cliffe, der får sit eget kapitel, »Den unge engelske pilot«. Kapitlet fortæller historien om en ung englænder, der på en af krigens sidste dage angreb et tysk batteri, blev skudt ned i sit fly, og siden er blevet hyldet som helt og martyr af borgere og skolebørn i landsbyen Vauville. Han er den ukendte soldat, kun hans navn er kendt. Derfor har han fået sin egen gravsten og kan begrædes offentligt, som ikke alle med samme skæbne. »Den unge engelske pilot« er en nøgletekst, både i forhold til de tab, der konstituerer Duras’ forfatterskab, og i hendes politiske engagement, udmøntet i hadet til nazisterne (i nogen grad til alt tysk!). For Duras bliver den unge mand, »barnet«, som hun kalder ham, symbol på krigen, på hendes tab af lillebroderen, og på det barnlige heltemod, der kostede piloten selv livet, men gav ham evigt, tyveårigt liv.

»Jeg så ham overalt, det døde barn. Barnet, som døde af at lege krig, af at lege, at han var vinden, at han var en English på tyve år, heltemodig og smuk, som legede, at han var lykkelig.«

Bedst og værst

Teksten om »Den unge engelske pilot« er Duras som bedst, og værst. Den er sentimental, overlæsset, de hypnotisk messende gentagelser, Duras’ stilistiske brand, er rent overkill – dog brudt af stor poesi som ovenstående.

Men pilotens flamboyante og nyttesløse gestus bliver også i Duras’ prosa et billede på livet selv, hans slag i luften udtryk for den kamp mod vanviddet, som også er Duras’ egen:

»Og så en dag vil der ikke være noget at skrive, ikke noget at læse, ikke andet end det uoversættelige i den døde drengs liv, han som var så ung, så ung, at det er til at skrige over.«

At skrive er for Duras netop et skrig, som den franske vicekonsuls skrig i hendes filmatiserede debutbog Vicekonsulen, som hun omtaler i bogen. Men at skrive er også en lykke, der som forudsætning har ensomheden: »Skrivningens ensomhed er en ensomhed, som det skrevne ikke kan være foruden, ellers smuldrer det blodfattigt i sin søgen efter noget mere at skrive.« … »Man finder ikke ensomheden, man skaber den selv ... Jeg skabte den. Fordi jeg besluttede, at det var i det hus, jeg skulle være alene, at jeg skulle være alene for at skrive bøger.« »Ensomhed betyder også: enten døden, eller bogen. Men først og fremmest betyder det alkohol. Whisky betyder det.«

Som man vil vide, var Duras alkoholiker, helt bevidst om, at hun drak for at skrive.

Duras’ projekt er det forgangne. Nydelsen har hos Duras altid et skær af nostalgi, som når hun fortæller om middagene i sit landhus i Neauphle-le-Château (med rigelig alkohol, sikkert) med bla. Gallimard-brødrene som gæster. Selv skrivelykken i huset knyttes til det tabte, som når hun fortæller om at skrive i værelset med blå skabe »som blev ødelagt af unge murere«. Intet håb, ingen frygt knytter sig til fremtiden. Bogen er skrevet tre år før hendes død i 1996, men selv ikke hendes egen død forudses eller frygtes.

»Skrivningen er det ukendte. Før man skriver, ved man ikke noget om, hvad man vil skrive.«

At skrive er erindringskunst på sublimt niveau, hvor det at skrive er et eksistentielt vilkår, en måde at hengive sig til tilværelsen på. Skrivningen og livet smelter sammen i ensomheden og natten, i forfatterens viden om at stå udenfor og arbejde, når andre mennesker sover: »En åben bog er også natten. Jeg ved ikke hvorfor, men det ord, jeg lige har sagt, får mig til at græde.«

At skrive
Marguerite Duras
Oversat af Lone Bjelke
Forlaget Vandkunsten
120 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu