Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Feelgood med modhager

Homoseksuelle og minearbejdere forener sig i den fantastiske og fantastisk underholdende britiske dramakomedie ’Pride’, der vil give selv den mest desillusionerede aktivist modet og humøret igen
Kultur
19. juni 2015
Minearbejdere og homoseksuelle forenes for at kæmpe mod Margaret Thatcher i filmen ’Pride’, der viderefører den stolte britiske tradition for at blande humor og drama på forførende vis.

Camera Film

Rettigheder er rettigheder, hvad enten man er sort eller hvid, kvinde eller mand, homoseksuel eller straight. Og så kan man jo lige så godt arbejde sammen og hjælpe hinanden. Det er en af pointerne i Matthew Warcus’ helt igennem charmerende, underholdende og velspillede Pride, hvori en håndfuld homoseksuelle aktivister fra London finder sammen med minearbejdere i en lille walisisk mineby. Året er 1984, og Margaret Thatchers regering lukker miner på stribe, hvorfor landets minearbejdere strejker. Hårdt bliver sat mod hårdt, strejkekassen er ved at være tom, og i London får Mark (Ben Schnetzer), der står i spidsen for en gruppe politisk engagerede bøsser og lesbiske, den idé at hjælpe minearbejderne. Ligesom minearbejderne hader de også Thatcher og har samme problemer med politiet, der konstant er på nakken af dem.

Gruppen, der kalder sig LGSM – Lesbian and Gays Support the Miners – skal nu finde nogle minearbejdere at støtte, og de kontakter fagforeningen, der dog ikke vil have noget med dem at gøre. Men Mark giver ikke op så let.

Britisk feelgood

LGSM tager i stedet direkte kontakte til en mineby og får en aftale i stand med den lokale fagforeningsleder, den milde Dai (Paddy Considine), tager til Wales for at besøge byen, og så gælder det om at overbevise de mildest talt skeptiske og – for en dels vedkommende – homofobiske og ikke videre tolerante minearbejdere. Heldigvis er kvinderne noget mere imødekommende og nysgerrige end mændene, der vist mest er bange for bøsserne.

Briterne har en stolt tradition for at lave socialt og politisk engagerede film, der på forførende vis blander humor og drama. Film som The Full Monty, Brassed Off, Made in Dagenham og Ken Loachs Riff-Raff og Looking for Eric demonstrerer, at det er muligt at fortælle underholdende, livsbekræftende og solidarisk om helt almindelige mennesker, ofte arbejdere, minoriteter eller udstødte, og det system og samfund, der omgiver dem og er ved at tvinge dem helt i knæ.

Det er en form for feelgood-film, der rummer i hvert fald nogle af de kanter og modhager, lignende film fra USA oftest mangler. Der er en sjælden livsglæde og energi på spil, som man også genfinder i Pride, der har manuskript af Stephen Beresford og er baseret på virkelige begivenheder.

Mennesker og politik

Det, der for alvor lykkes for Stephen Beresford og Matthew Warchus, er, at de nok har meget at sige om den benhårde Thatcher og tidens ubehagelige politiske og sociale klima, men de gør det ved at tage udgangspunkt i menneskene og fortælle deres historier. Pride er ikke (hovedsageligt) et didaktisk politisk manifest, det er en film om mennesker og deres kamp for værdighed og stolthed.

I filmen introduceres vi for 20-årige Joe (George MacKay), der endnu ikke har fortalt sine forældre, at han er bøsse; Steph (Faye Marsay), der leder efter sin udkårne, men tror, at hendes kantede væsen skræmmer potentielle kandidater væk; Gethin (Andrew Scott), der selv er waliser, men ikke har været hjemme eller talt med sin mor i 16 år; Gethins kæreste, den flamboyante skuespiller Jonathan (Dominic West), der var en af de første i Storbritannien til få konstateret hiv; minearbejderfruen Sian (Jessica Gunning), der tager sig af hus og børn, men drømmer om noget mere; minearbejderen Carl (Kyle Rees), der aldrig før har mødt en bøsse, men af Jonathan lærer at danse og gøre sig til over for kvinderne; den aldrende, poesielskende Cliff (Bill Nighy), der har befundet sig i skabet i 50 år, og hvis svigerinde er en af landsbyens mest hadske skikkelser.

Morsomt kultursammenstød

Det er i mødet mellem alle disse meget forskellige mennesker, at Pride henter meget af sit dramatiske og især humoristiske brændstof. Instruktøren og manuskriptforfatteren arbejder med velkendte (stereo)typer – den kulørte bøsse, den bøsseforskrækkede minearbejder – men får i høj grad gjort dem til rigtige mennesker, man forstår, føler med og kan spejle sig i.

Morsomt er det, når Jonathan overtager forsamlingshuset i den lille mineby og nærmest danser trusserne af stedets kvinder, mens deres mænd ser måbende og misundelige til. Og når en flok af minebyens kvinder, deriblandt den aldrende Gwen (Menna Trussler) og den slagfærdige Hefina (Imelda Staunton), tager med LGSM til London og gennem en lang nat turer rundt på storbyens mere og mere hardcore homoklubber og -barer. Det er kultursammenstød af de mere farverige, og det er iscenesat med stor respekt for og kærlighed til begge parter.

Universelle budskaber

Indimellem bliver Pride sentimental og rørende på den gode måde; som da en ung kvinde fra minebyen rejser sig op og smukt synger en sang om kvindernes kamp ved mændenes side, da minearbejderne dukker op til Gay Pride-parade i London for at vise deres støtte til LGSM, eller da aids-spøgelset en aften på en bar bliver meget nærværende for den ellers så ubekymrede Mark.

Pride handler om solidaritet og venskab, om at turde være sig selv, ranke ryggen og holde hovedet højt og ikke frygte det, man ikke kender, men i stedet være åben og lade fordommene bag sig.

Det lyder måske lidt banalt, men det er universelle budskaber, som man kun gør godt i at huske, ikke mindst når de serveres så forførende sjovt og med så meget hjerte som her.

’Pride’. Instruktion: Matthew Warchus. Manuskript: Stephen Beresford. Britisk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her