Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Flot modeudstilling glemmer de vigtige spørgsmål

Moden vender hjem til den gamle klædefabrik Brandts i Odense i en æstetisk og veludført udstilling. Som et greatest hits-album giver udstillingen et billede af den danske modescene – men uden overraskelser eller skæve indslag
Kultur
19. juni 2015

Det er et ambitiøst projekt, de har kastet sig ud i på Brandts med udstillingen Danish Fashion Now – for hvordan indfanger man hele den danske modescene anno 2015 på kun én etage? På Brandts har de gjort det ved at vælge fire nedslag som omdrejningspunktet for en undersøgelse af, hvad mode er og kan. Her møder man som besøgende designerne bag kreationerne, kjolerne på catwalken, de skæve personligheder, der går deres egne veje uden om modehusene, og så kronprinsessens dansk designede festkjoler. Udstillingen er flot iscenesat af Henrik Vibskov, og især rummet med kronprinsessens kjoler er der kræset ekstra om; her understreger tunge væg til væg-gardiner, et tykt gulvtæppe og en dramatisk belysning, at det er noget helt særligt, vi får lov at se.

Det er modemanden Chris Pedersen, der står bag udstillingen. Med redaktørstillinger på bl.a. Euroman og Cover Man og DR K-programmer som Danmarks unikke stilikoner og Moderedaktørens dagbog bag sig, er der ingen tvivl om, at der er tale om en af den danske modebranches helt store kendere. Noget, man som besøgende da heller ikke snydes for at få glæde af, for rundt omkring i udstillingen er der videoer med en kæk og smilende Chris Pedersen, der entusiastisk og overbevisende fortæller og forklarer om inspirationer, design og tematikker.

Derfor er det heller ikke underligt, at Brandts har valgt netop Chris Pedersen til at kuratere udstillingen, for udover at være en dygtig formidler, er han også en dygtig interviewer. Dette kommer særligt til udtryk i de udmærkede små videoer med danske designere, der fortæller om inspiration og materialevalg, og i de små interviews med udstillingens ’personligheder’, der bl.a. indbefatter Lone Hørslev, der fortæller om røde læber og ekstravagant tøj som arbejdsuniform, og den unge modeblogger Vincent Beier, der reflekterer over at klæde sig i kjole, når man er dreng.

Mode handler om magt

Det er altid forbundet med en vis modstand, når moden inviteres indenfor i kunstens domæne. Måske fordi det minder om, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor også kreativitet er til salg. Eller fordi det ødelægger et forestillet skel mellem ren kunst og brugskunst. Således var der f.eks. flere kritiske røster, da Metropolitan Museum i New York sidste år omdøbte deres afdeling for modeudstillinger til »Anna Wintour Costume Center« efter bestyrelsesmedlem og hovedkraft bag centret, chefredaktør på Vogue og modedronning Anna Wintour. Eller som herhjemme da den tidligere direktør på Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, i 1994 åbnede en udstilling med Erik Mortensens haute couture-kjoler, eller da Henrik Vibskov indtog kunsthallen Gl. Strand for et par år siden. Men selvom det givetvis ofte kan være en vigtig og mangefacetteret debat at tage op, så giver det grundlæggende rigtig god mening, at man netop på Brandts kaster sig ud i en modeudstilling, når man tager i betragtning, at stedet er en gammel klædefabrik.

Særligt giver det god mening at se moden i virkeligheden i de to rum med henholdsvis kronprinsessens kjoler og præsentationen af de danske designere. Førstnævnte hvis man er nysgerrig efter at se et bud på, hvordan man skaber fortællingen om en moderne prinsesse.

Mode handler om magt og om at forstå de sociale (og royale) spilleregler, kan man forstå på Chris Pedersens introduktion til dette rum. Desværre udfoldes det ikke nærmere hvordan og hvorledes; men kjolerne er smukke.

I udstillingens sidste rum udfolder udvalgte designere nogle af deres kreationer i små pavilloner, der viser designernes mange forskellige udtryksformer. Især Freya Dalsjø, Anne Sofie Madsen og Ivan Grundahls mere ekstraordinære kreationer er værd at se i virkeligheden og hæver for alvor udstillingen op over noget, man kunne have oplevet i designernes butikker og showrooms.

Tordenskjolds soldater

Udstillingens høje ambitionsniveau er også dens største hæmsko. For når man vil vise både de kongelige, designerne, kendissernes og personlighedernes tilgang til den danske mode, er det som om der ikke har været tid til at spørge, hvordan mode virker. Noget, der ellers ligger latent i udstillingen, hvor man f.eks. hører Chris Pedersen sige, at mode handler om selvrealisering og om at være medfortæller om sig selv. For hvem er det, der har råd (økonomisk og kulturelt) til at skabe sig selv gennem mode? Og for hvem er det vigtigt, at moden bliver taget seriøst, udover af branchen selv?

Det måske vigtigste spørgsmål, som forblev ubesvaret, er dog, hvad kriterierne er for at være en del af Chris Pedersens øjebliksbillede af moden. For selvom det bestemt er dygtige designere, der repræsenteres i udstillingen, så vil der ikke være nye navne for dem, der blot en gang imellem åbner et af de danske modeblade. Som sådan fremstår udstillingen som Tordenskjolds soldater, der dygtigt og trofast vandrer rundt i den danske modebranche. Og hvorfor er det netop dem, og ikke andre? Hvordan får man egentlig taletid i den danske modebranche? Det er spørgsmål, som ikke ville underkende udstillingen eller dens indhold, men blot gøre den stærkere.

’Danish Fashion Now’. Brandts i Odense. Indtil den 13. September 2015

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her