Læsetid: 6 min.

Fred og fordragelighed i Tusindårsskoven

Tinderbox Festival i Odense er kommet fint fra start, selvom det stadig er uklart, hvad den musikalske profil er. Informations musikredaktør fandt kun ambivalente svar på dét spørgsmål på festivalens yderste dag
Faith No Mores Mike Patton var et af de 90’er-ikoner, der var at finde på Tinderbox’ debut-program. Et program der lignede et socioøkonomisk eksperiment, udi hvordan og med hvilken musik man kan sprede mest fornøjelse til danskerne. Alle kneb gjaldt.

Line Ørnes Søndergaard

30. juni 2015

Er det lettelse, der er i luften over Tusindårsskoven i Odense denne ubeslutsomme søndag, hvor vejrguderne både branker vores nakker og gennemvæder os? En summende tilfredshed med at det er lykkedes Fyn at få sin egen store festival igen? At logistikken holder? At øllet flyder uhindret? At publikum udviser stor sportsånd, og dermed fuldender ligningen mellem rammer, udøvere og tilskuere, der kan gøre festivaler til ikke bare kommunalpolitisk brandingstrategi, men til ... (trommehvirvel) kultur?

Kærlighedssygt publikum

Fred og fordragelighed hviler i hvert fald over pladsen i den fynske skov, da denne anmelder ankommer på en søndag. Ved indgangen spiller et band for 20 gæster, der ligger i græsset og tjekker smartphones. »Det er helt overvældende, det her,« siger forsangeren. Han er vist ikke ironisk. »Hvor tit kan du se mine exten- sions,« vil en ung pige have at vide af sin veninde ved Nelle’s Kaffebar. Fred og fordragelighed, folkens, fred og fordragelighed.

Dagens program starter med britiske Passenger alias gademusikanten Mike Rosenberg, der har toppet hitlister verden over og som da også ved, hvordan man skal indsmigre sig hos et kærlighedssygt publikum. Hans sangstemme minder lidt om Twin Peaks-sekretæren Lucys stemme, en pussenuttethed, som smelter hjerter foran scenen lige dér real time, mens man studser over hans tekster, der afslører noget langt mere offensivt. Tag bare nummeret »I Hate«, hvor han blandt andet synger »I hate racist blokes telling tasteless jokes and explaining where people belong«. Og dét på dagen, hvor Inger Støjberg blev udlændinge-, integrations- og boligminister. Den bitre ironi vil ingen ende tage.

Kompositionerne – hvor han stamper bastrommen med en anordning i sin sko – er sådan lidt frastødende behagesyg, og hans nuser sangstemme og luftige fraseringskunst er et irritationsmoment. Men Rosenberg er til gengæld et forrygende bekendtskab mellem numrene eller via hans afbrydelser af sine sange, der skaber en slagfærdig, nærmest intim dynamik med publikum. Efter linjerne »Keep your Hollywood stars, and their stupid cars/And the Botox that makes them look fucked,« stopper han op og siger »Do you have any idea how awkward that is to sing in L. A.?« Den grinede vi meget af den eftermiddag i smørhullet.

Dyre navne

Tinderbox har haft en turbulent fødsel. Som søster til Aarhus-festivalen Northside og med det tyske FKP Scorpio Konzertproduktionen GmbH i ryggen blev det af nogen set som en uheldig ekspansion af et magtfuldt firmas interesser. Så Smukfest, Roskilde, Nibe og Jelling Festival reagerede med et boykot af de to bookingselskaber Beatbox og Skandinavian, der er medarrangører af festivalen, men samtidig også leverandører af koncertnavne til andre festivaler og spillesteder – hvilket skabte frygt for inhabilitet. Balladen resulterede i, at Beatbox blev splittet op, således at der nu er vandtætte skotter mellem afdelingerne, samt at de to Skandinavian-ejere, der er involveret i Tinderbox, solgte deres andele og stoppede alle aktiviteter i selskabet.

Tinderbox har støtte fra Odense Kommune i ryggen – 23,5 millioner i støtte og i køb af sponsor- ydelser over de næste ti år og hertil en opgradering af festivalpladsen til tre millioner, så pladsen kan udvides til at huse langt mere end de 20-25.000 tilskuere, der lagde deres vej forbi denne første weekend. Og det er en velproportioneret og velfungerende plads, prydet af veldisponerede og vellydende scener i smukke omgivelser. Upåklageligt.

Programmet huser store stærke, dyre navne som EDM-kongerne Major Lazer og Calvin Harris samt Robbie Williams. Der er blevet brugt penge på positioneringen af festivalen i weekenden inden Roskilde Festival. Men der er ikke blevet brugt tid nok på at finde en musikalsk profil. Programmet ligner mere et socioøkonomisk eksperiment, udi hvordan og med hvilken musik man kan sprede mest fornøjelse til dansken. Alle kneb gælder. Der er trætte danske hitmagere som Carpark North og D-A-D. 90’er-ikoner som The Prodigy, Williams og Faith No More. Udfordrende rappere som Angel Haze og Joey Bada$$. Indierock-veteraner som Modest Mouse, Kent, Love Shop. Unge løver som MØ og Topgunn. Og EDM-slænget, der angiveligt sendte publikum i ekstase på den dertil indrettede scene, Magic Box (der ikke var åben søndag).

Musikalsk retning

Altså skydes der med spredehagl, og fred være med det. Det er første år, og Tinderbox skal have lov at kravle, før den kan gå. Men hvis festivalen ad åre skal blive til en egentligt kulturel markør for Odense og ikke bare til et årligt ølgilde, så skal der tages mere stilling, så skal brandet stå for en musikalsk retning eller et musikalsk temperament, lige som Northside gør i sine bedste stunder. Som det er nu, fremstår Tinderbox både hyggeligt og hærgende, børnefamilievenligt og ungdommeligt uansvarligt, usundt nostalgisk anlagt med deciderede hasbeens på scenerne og med fingeren på pulsen med strålende unge navne inden for hiphop, EDM og pop. I dén skizofreni ligner de Smukfest i Skanderborg for meget.

Det handler ikke om at holde sig inden for bestemte musikgenrer, men om at udvise en nerve og en kunstnerisk kvalitetsbevidsthed i sine bookinger. Hvis det altså er en kulturel og ikke kun en underholdningsøkonomisk position de – og Odense Kommune – ønsker sig. Eller sagt på en anden måde: Skal publikum kunne sige, »jeg fik min musikalske vækkelse til Tinderbox Festival«. Eller skal de kun kunne sige »jeg snavede for første gang med Jens på Tinderbox«.

Voksenbarnet Williams

Med margarinetenoren og evighedshvalpen Robbie Williams som afslutter kunne man forledes til at tro, at det var sidstnævnte. Et – selverklæret – 90’er-levn, der minder os om, at vi befinder os i en heteronormativ, hvid middelklasseboble her på Tinderbox. Det føles så bedaget nu, dét årti, hvor Williams var et ikon for new lad-figuren – en ny uansvarlig, legesyg form for mand, der nægtede at blive moden. Siden har vi indset, at new lad bare er newspeak for selvoptaget røvhul.

Og denne aften render voksenbarnet Williams så meget passende rundt og bader frivolt i folkets opmærksomhed. Synger pletvis rærligt, charmerer publikum med sine sjove pauseklovnerier, trakterer dem med et hårdt pumpet, men kreativt luddovent sæt, hvor denne syvenderangs Elton John-epigon afslører, hvor voldsomt han planker fra Las Vegas i sit show og fra klassikere som »I Will Survive« og »Radio Gaga« i sin sangskrivning. Men folket står samlet i fælles fodslag, ingen tvivl om det.

Der er også andre ørkener undervejs i Tinderbox’ søndagsprogram. Man længes efter Lightning Bolt, Nine Inch Nails eller Queens of The Stone Age, mens den inferiørt larmende duo Royal Blood demonstrerer, hvordan man fotokopierer andres rock, så man ikke længere kan ane ideerne. Eller når D-A-D giver et karismaløst overforceret sæt på en time med kun få hits, en over ti minutter lang udgave af »I Won’t Cut My Hair« med indlagte soli og forsanger Jesper Binzer lydende mere og mere som en parodi på James Brown.

Det er også skuffende at se et fattigt fremmøde til Faith No More, når disse 90’er-ikoner netop i år er kommet ud af vinterhiet med det strålende album Sol Invictus. Scenen er klædt i hvidt, de fem amerikanere er klædt i hvidt, der er en hær af blomster i sarte gule og lyserøde farver. I smagfuld kontrast til musikken, der er bygget på et rablende, men intelligent, ironisk, men inderligt, brutalt, men kærligt atom, som ingen andre formår at spalte på samme måde. Mike Patton er en ubegribelig forsanger, der både growler, hviner, sprutter og crooner. Det er et pivåbent frihedsbegreb formuleret fremragende som en syngende lussing direkte i snotten på konsensuskultur og småborgerlighed.

The Cardigans leverer tidligere på dagen en koncentreret indsats og giver os både til gården og gaden. Mens stanken af forsanger Nina Perssons brændte kærlighed breder sig over pladsen, synger vi med. »For what it’s worth I love you/And what is worse I really do.« Desværre har Persson svært ved at bebo sangene og vælger for ofte rollen som publikumscharmør i stedet for som persona dedikeret til de kuldsejlede sange. Men godt, det var det, ikke desto mindre.

Tæt på midnat søndag fortrækker jeg fra Robbie Williams efter 45 minutters lummergøgl. På vej væk, på afstand, på gåben gennem de regnvåde, projektøroplyste skovveje kan jeg høre ham maltraktere Queens »We Will Rock You«, Joan Jett & The Blackhearts’ »I Love Rock’n Roll« og Lordes »Royals«. Jeg glider over i rask trav, mens jeg ser frem mod et gensyn med en festival, der forhåbentlig finder sin vej væk fra ambivalensen.

Tinderbox Festival: Passenger, Royal Blood, D-A-D, The Cardigans, Faith No More, Robbie Williams – Odense, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu