»Fik Nina lov til at være præcis den, hun var?« spørges der undervejs i Liz Garbus’ spritnye dokumentar What Happened, Miss Simone? Svaret er efter filmen både et ja og et nej. Nina Simone tilkæmpede sig en særegen position i amerikansk populærkultur. Lovprist for sin grænseløse sangstemme og sit brillante klaverspil – se hende spille sin hit-fortolkning af Gershwins »I Loves You, Porgy« i Playboys tv-udsendelse præsenteret af Hugh Hefner i 1959. Hun var en unikt begavet og genrekrydsende sanger og pianist, der formåede at blande et højt teknisk niveau fra klassisk musik med jazz, blues, gospel, r&b, soul, tidens pop. Og blev elsket for det. Siden blev hun en eksplicit politisk figur, der delte vandene, da hun fandt sin politiske vækkelse under borgerrettighedsbevægelsen og raceoptøjerne op gennem 60’erne – se hende opføre sin egen indignerede, politiske sang »Mississippi Goddam« ved den sidste Selma To Montgomery March i 1965.
I første omgang bliver hun ikke dét, hun vil være: Den første store, afroamerikanske klassiske pianist. Hun er født Eunice Kathleen Waymon 21. februar 1933, og hun er tre-fire år gammel, da hun begynder at spille klaver. Moderen er prædikant, og lille Eunice har sine første store musikalske oplevelser under vækkelsesmøderne. Og det er også i kirken, at nogle kvinder opdager hendes talenter og sætter hende i kontakt med en klaverlærer, den hvide, engelske, russiskgifte Muriel Mazzanovich, der åbner Bachs, Beethovens, Debussys verdener for hende. Eunice skal krydse jernbanesporet for at komme til undervisning, krydse det sociale skel over til det hvide samfund.
Afvist og inspireret
Men i begyndelsen af 50’erne bliver hun afvist som klassisk klaverstudent på Curtis Institute of Music i Philadelphia, sandsynligvis fordi hun er sort. I stedet ser hun sig nødsaget til at leve af sine musikalske evner og får job på Midtown Bar & Grill i Atlantic City, New Jersey, hvor hun bliver hyret til at optræde til ud på de lyse timer. Det er her hun skifter navn. Til Nina – eller Niña – et kælenavn fra en kæreste. Og til Simone fra den franske skuespillerinde Simone Signoret.
Og det er her hun finder sit udtryk via sin udforskning af den afroamerikanske musikarv, især jazzstandards. Og det er her hun begynder at synge – med en stemme af mahogni fuld af sprøde dybder, et vibrato som buldrende ild i en kakkelovn, en smidig forsiringskunst oppe i det høje register. »Sometimes I sound like gravel, sometimes I sound like coffee and cream,« siger hun i et interview. Hun bliver i disse år til en sanger, der giver fornemmelsen af, at vi er i direkte samtale med hendes konflikter, længsler, vrede, sorg.
Sangene tager bo i hende, men Nina Simone tager også som de færreste bo i sangene. Hun flytter ind i afgørende klassikere skrevet af andre, gør dem til sine egne, hiver sangenes mørkeste afgrunde i forgrunden. Hun gør 60’ernes popmusik til et sted, hvor det menneskelige drama er dødsens alvor. Hendes fraseringer er følsomme klippelandskaber, man flår sig til blods på. Selv »Strange Fruit«, der ellers ’ejes’ af Billie Holiday, tog hun på sig og gjorde til sin egen.
Publikum slår sig på Simones kunstneriske væsen. Og folk slår sig på Simones person. En anekdote handler om, at hun en dag møder Eric Burdon, forsanger i The Animals, der på det tidspunkt har fortolket »Don’t Let Me Be Misunderstood«, der oprindelig blevet skrevet til – men ikke af – Simone. »Thank you for ruining my song,« siger hun til Burdon. I en legendarisk temperamentsfuld optræden på Montreux-festivalen i 1976 spidder hun med sit blik en tilskuer, der er ved at rejse sig, og beordrer vedkommende til at sætte sig igen. Og hun fortsætter ikke, før det er sket.
I dokumentarfilmen 20,000 Days on Earth sidder Nick Cave (der har lavet en coverversion af Simone-klassikeren »Plain Gold Ring«) og Warren Ellis og flipper over en koncert med hende, som de så sammen. Cave morer sig over, at Simone tog sit tyggegummi ud af munden og smattede det fast på klaveret. Ellis siger: »Jeg har det tyggegummi«. Cave bliver misundelig. Og så fortsætter de med at ihukomme, hvordan hun var decideret skræmmende på scenen og lagde ud med at nedstirre publikum fra scenekanten.
Misbrugt af manden
Simone slår sig på livet, især på sin voldelige ægtemand, politimanden Andrew Stroud, der jævnligt tæver hende. I en lydoptagelse i What Happened, Miss Simone? fortæller hun, hvordan han ser, at hun stikker en besked fra en mandlig fan i lommen. Han slæber hende ud på gaden, tæver hende. Trækker hende hjem, tæver hende. Sætter hende en pistol for hovedet. Binder og pisker hende. Hun gemmer sig fra ham, og da han finder hende igen og ser hendes forslåede ansigt, spørger han, hvem der har tævet hende. I senere dagbogsnotater skriver hun, at det kun er hendes spøgelse, der er i live. Og at Stroud har sagt om hendes mulige selvmord, at det da ville være en lettelse.
Stroud bliver tidligt i deres ægteskab Simones manager og kører hende benhårdt ud i et udmattende turnéliv. »He wrapped himself around me like a snake«. Men han er heldigvis ude af stand til at forhindre hendes politiske vækkelse. Den 15. september 1963 detonerer medlemmer af Ku Klux Klan dynamitstænger under 16th Street Baptist Church i Birmingham, Alabama. 22 bliver såret og fire piger dør. Simone skriver »Mississippi Goddam« under indtryk af begivenhederne, og det tager hende omkring en time. »Alabama’s gotten me so upset/Mississippi made me lose my rest«, skriver hun. Og datteren Lisa Celeste fortæller i dokumentaren, at moderen er så vred, da hun opfører sangen ved den sidste Selma To Montgomery March i 1965, at hendes stemme bryder sammen, og hun aldrig igen kan besøge den oktav i sin sangstemme. »Selma made me lose my rest,« sang hun meget passende ved den lejlighed.
Hendes koncerter begynder at bestå udelukkende af politiske sange, ingen gamle hits. Og hun begynder at blive udgrænset fra den hvidt styrede mainstream. Simones og Strouds hjem er i samme periode fyldt med politiske skikkelser og revolutionære sjæle. Hun møder eller dyrker omgang med Martin Luther King, Malcolm X, James Baldwin og Stokely Carmichael, der anser pacifisme for at være en taktik, ikke – som King – for at være et underliggende princip. Da Simone første gang møder King, stikker hun næven frem og siger advarende »I’m not nonviolent«. Hvortil han svarer »not to worry, sister«. Og ved en senere koncert spørger hun »Are you ready, black people? Are you necessarily ready to kill?«
Sort – og stolt
Hun bliver en musikalsk skytsengel for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse med alle de omkostninger, det medfører. 60’er-aktivismen efterlader mange i personligt kaos, også Simone. Ved udgangen af årtiet er både Martin Luther King og Malcom X blevet myrdet, desillusionen har bredt sig i bevægelsen, Simone er retningsløs.
I 1974 tager hun sin vielsesring af, forlader USA og sin datter og flytter til Barbados, senere Liberia. Ifølge hende selv er det hendes lykkeligste år. Mens datteren ved genforeningen konfronteres med en ondskabsfuld mor, der slår hende. Hendes økonomi falder fra hinanden, og hun flytter til Schweiz, så Holland, så Frankrig. Karrieren løber af sporet op gennem 80’erne, men i sit efterår bliver hun langsomt anerkendt af etablissementet, ja, i 1998 til fejringen af Nelson Mandelas 70-års-fødselsdag kan man se hende stå mellem fødselaren og Michael Jackson, som hun bedårede.
Hun møder allerede Jackson, da han er dreng, på et fly, hvor hun – ifølge magasinet The New Yorker – siger til ham: »Don’t let them change you. You’re black and you’re beautiful«.
Hun ser styrken og muligheden, men kender også smerten i at insistere på sin race, på at være stolt over den på trods af et hvidt publikums undrende øjne. Fra barnsben bliver hun gjort opmærksom på, at hendes næse er for stor og hendes hud for sort, at hun ser alt for afroamerikansk ud. Men senere fremhæver hun stolt sine rødder, både i sange og i sit udseende, hvor hun lader krøllerne gro. Og møder modstand på grund af det. »I can’t be white and I’m the kind of colored girl who looks like everything white people despise or have been taught to despise,« siger hun engang i 60’erne.
Hendes arv lever. Hendes fortolkninger og egne sange fra 60’erne er salmer over nationens knækkede sjæle og myrdede individer. Og hendes evne til at formulere og frasere vreden over USA’s diskrimination og uretfærdigheder kan genfindes mange steder i den efterfølgende musikhistorie. For eksempel i L.A.s gangstarap fra 80’erne og 90’erne, hvor politiets racisme kortlægges med brutal ærlighed. Ja, frifindelsen af betjentene, der gennemtævede Rodney King for åbent kamera i ’91, og optøjerne, der fulgte i ’92 ved betjentenes frifindelse, er den sørgelige konsekvens af et stadigt fungerende racistisk system. Det samme er de mange politimord på afroamerikanere i det seneste års tid. Og Kendrick Lamars svar på denne sejlivede racisme indgroet i USA udartede sig her i år i det politisk konfronterende og socialt indignerede album To Pimp A Butterfly, hvor en vrede a la Simone kommer til udtryk.
Sent anerkendt
Selv var Simone ikke vild med rap, men mon ikke hun ville nikke anerkendende til Jay Z’s lån af hendes sangtitel »To Be Young, Gifted and Black«, som han bruger til at beskrive en ny generations knuste håb: »Hear all the screams from the ghetto/All the teens ducking metal«. Og hun ville vel finde Kanye Wests sampling af hendes »Strange Fruit«-fortolkning upassende. Fordi den nu ledsager den forkælede kunstners rablerier om kokain, sex og Mercedes på nummeret »Blood On The Leaves.«
Livet er en kamp for Nina Simone. Race, køn, kærlighed, politik og populærkultur yder hende ubegribelig stor modstand. Og ensomhed er hendes livsvilkår, helt fra barnsben. Hun øver syv timer om dagen allerede som lille pige, og selv når hun leger med sine jævnaldrende vil de have hende til at spille klaver, mens de danser. Og humørsvingningerne bliv hendes livsledsager. Først sent i hendes liv diagnosticeres hun som bipolær, hvilket forklarer både de sentimentale sammenbrud og det megalomane raseri.
Nina Simone dør 70 år gammel 21. april 2003. Kun to dage før overrækker Curtis Institute of Music, der i sin tid afviste hende som student, et æresdiplom til hende. Genoprejsning behøver hun egentlig ikke – for hun knejser stolt over musikhistorien – men hun fortjener den. Denne gribende katastrofe af et menneske, der ikke altid fik lov til at være, den hun var. Men kæmpede for retten til det til det sidste.
What Happened, Miss Simone? har premiere på Netflix fredag den 26.6.
