Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Grove Carl på de elegante wieneres sølvfad

Wiener Filharmonikerne satte Carl Nielsen i centrum for deres besøg i Koncerthuset, så deres medbragte hjemmebanerepertoire virkede for letbenet
Kultur
13. juni 2015

Alle i salen var spændte på, hvordan Wiener Filharmonikernes gyldne klang ville folde sig ud i Koncerthuset torsdag aften. Især med at spille Carl Nielsens 4. Symfoni – Det uudslukkelige fra en turbulent tid personligt for komponisten og for et krigsramt Europa. Ville deres bud være markant anderledes? De spillede det under Simon Rattle i 2007, men har stort set ikke noget forhold til dansk musik, dog med en bemærkelsesværdig undtagelse sidste år, hvor de indspillede værker af Per Nørgård. Nu turnerer wienerne i Norden, og forinden besøget i DR Byen havde tourbussen kørt forbi Aalborg og Odense. I de tre danskerbyer opførte de Nielsens 4. Symfoni, og for at det ikke skal være løgn, havde DR SymfoniOrkestret spillet netop samme værk om tirsdagen og Tivolis Symfoniorkester om onsdagen. Et uheldigt sammentræf.

Der findes en del ikkedanske indspilninger af Nielsens seks symfonier, senest med New York Filharmonikerne og BBC Filharmonikerne. De forsøger ikke at rive den fynske komponist op af sin lokale muld og omfortolke ham totalt. John Storgårds, som dirigerer på BBC-cd’en, siger direkte: »Selvfølgelig kan man fortolke Nielsen på mange måder, men ikke for mange. Spørgsmålstegn er der ikke så mange af, og man ved altid, hvad man sigter efter.«

Franz Welser-Möst og Wienerne viste sig faktisk at forme 4. Symfoni anderledes, i de første minutter ikke mindst præget af Koncertsalens akustik, som de skulle omstille sig til: I Koncerthusets store sal har vi været vant til et røntgengennemlyst lydbillede, der blotlægger alle detaljer og hver orkestersektion helt nøgent, så noget af den symfoniske magi kunne blive for nøgtern. Wienerne tacklede akustikken ved at optegne musikken med et federe lag, næsten så det larmede, messingen fik mere plads og brummede mere end vanligt, lidt på bekostning af strygere og træblæsere, så totalt hørt var røntgen udskiftet med en mere kompleks, overtonerig klang.

Welser-Möst holdt ikke wienerne så rytmisk stramt, som vi er vant til med Schønwandt og Dausgaard og for nylig Alan Gilbert i New York. Og først med en slankt besat træblæserpassage ledsaget af pizzicatostrygere begyndte klangbalancen at være optimal; derfra kørte det for orkestret, der viste sit mesterskab i kontrapunktisk sats i den senere bønfaldende fuga. Den kendte duel mellem to paukister henimod slutningen var for pæn til at illudere slagmark, hvis Det uudslukkelige overhovedet lyder som et krigsværk for vores ører i dag.

Fiffige wienersnacks

Wienerne havde lagt Nielsen først i koncerten og som det længste indslag, tydeligvis for at lade ham være det tungeste programpunkt. Efter pausen fik vi kortere værker, der kun tilfredsstiller den lille sult. Hvem ville ikke hellere høre selveste Wiener Filharmonikerne spille en symfoni af Beethoven, Brahms eller Bruckner fuld af pondus i stedet for Schuberts ungdomsværk 3. Symfoni og Beethovens ujævne Leonora-ouverture nr. 3 plus to fiffige wienervalse som ekstranumre? Anyway, i dette repertoire var der en markant anderledes parathed i deres spil, og de fik selv den mindste gestus til at lyde vigtig. I Schubert svævede de lyseste træblæsere som silkebløde gardiner, violinerne hvirvlede som en kåd version af Disney-figuren Roadrunner (»meep meep«), messingen blev derimod gemt lidt væk i denne uskyldsrene musik. Kropsånd var der mere af end ved deres Nielsen, og Welser-Möst styrede i langt højere grad fraseringen i denne ekstremt enkle og forårsagtige munterhed. I Beethoven svælgede vi i wienernes usandsynligt homogene strygerklang, der forblev intakt selv under de vildeste ridt. Gejsten var også forbilledlig i valseekstranumrene, som dog forstærkede ærgrelsen over programvalget. I Odense byttede de Schubert og Beethoven ud med Sibelius’ Lemminkäinen-suite, som jeg langt hellere ville have hørt i DR Byen.

Franz Welser-Möst, Wiener Filharmonikerne. Ludwig van Beethoven: Leonore-ouverture nr 3 op 72b. Carl Nielsen: Symfoni nr 4 op 29 Det Uudslukkelige. Franz Schubert: Symfoni nr 3 D-dur. DR Koncerthuset den 11. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her