Læsetid: 2 min.

Halvkvædet undergang

Det er den forvredne verden som en stiløvelse, man møder i Glenn Christians nye bog. Det er der ikke meget ved
13. juni 2015

Glenn Christians lille bog Grusomhedsudstillingen er den tredje i forlaget Arenas serie af genskrivninger. Tanken er enkel: en forfatter skriver en bog oven på en tidligere bog, typisk en skæv klassiker – skrive oven på vil her sige: parafrasere, ødelægge, efterligne, omtænke, forskyde, stille sig i forhold til. Grebet kan lyde fortænkt, men de to første, Ida Marie Hedes Inferno og Sigurd Buch Kristensens Det Sydfynske Øhav var virkeligt gode.

De var selvstændige værker i egen ret. De var også kunstneriske markeringer, sådan kan man også skrive litteratur. Dér fik genskrivningen det bedste frem i deres forfattere. Sådan er det ikke gået denne gang, hvor Clenn Christian skriver oven på J.G. Ballards kultklassiker The Atrocity Exhibition fra 1970.

Det er ellers et oplagt match. Begge forfattere dyrker en mareridtsagtig, hallucinerende stil, med voldsomme billeder af forvredne menneskekroppe i en forvreden, postnaturlig verden. De dyrker en kropslighed, der lader hånt om kroppens grænser, og et begær, der bevæger sig i uforståelige retninger.

Men i Grusomhedsudstillingen er det som om, Glenn Christians noter fra en fræsende dystopi bare er stiløvelser. Selv om det er let at finde virkeligt stærke sætninger undervejs – »månen hænger endnu og hoverer i sin rolle som falsk sol«, »pulsen ses overalt på kroppen, 35 kilo inkluderet blod og knogler« – så føles helheden underligt blodløs eller måske snarere retningsløs i det.

Den sølle Obama

Her er vi i bogens sidste stykke, »Hvorfor jeg gerne vil kneppe Barack Obama« (genskrivning af Ballard-kapitlet »Why I want to fuck Ronald Reagan«):

»der er dyrevelfærd nok i sangen Åh Abe/ og fornuften er et kondom nedover smerten/ tænker Obama, da nyhederne kommer tromlende/ med nye venner fra det nordlige Europa. Heil/ bliver pludselig anakronistiske små forsøg/ på et henslængt utopisk sammenbrud/ af den oldgamle skole. Heil«

Man kan blive træt af Glenn Christians særegne notatstil – det er nogle gange som om, man læser udkastet til et værk snarere end værket selv – eller omvendt føle, at den bidrager med sin egen, åndeløse intensitet. Og selvfølgelig er den gråkvalme stemning del af projektet.

Uanset hvad er det en doven vision. Det er profanering per automatik, ligesom tekstens titel, som vi i øvrigt ikke får svar på. Hvorfor vil det jeg egentlig kneppe Obama? Obama fremstilles som en sølle figur, som alt andet end et begærsobjekt.

Dødsleje

I bogens første del er et (andet?) anonymt jeg så stedt i noget, der minder om The Hunger Games’ dødslege. Sammen med Camus og James Dean – hvorfor disse skikkelser fra de tidlige halvtredsere dukker op i teksten er lidt af en gåde – overfaldes han af sære, insektlignende væsener. Og bogens midterste del er et (tredje?) jegs erindringer om sin mors sexliv i byen »Biluheld«.

Som sagt er der gode øjeblikke og stærke sætninger, men det løfter sig aldrig rigtigt. Det er som om, billedernes voldsomhed dækker over, at Grusomhedsudstillingen ikke ved, hvad den vil. Måske er Ballard og Christian for beslægtede som forfattere, måske har den nærhed blokeret for en ordentlig overvejelse af den tekst, der skal genskrives og den tekst, det skal blive til. Vellykket er det i al fald ikke.

Grusomhedsudstillingen
Glenn Christian
Forlaget Arena
94 sider
100 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu