Læsetid: 5 min.

Hvorfor er komedier om modne mennesker ofte så ulideligt umodne?

Lad det være sagt med det samme: ’Grace and Frankie’ – Netflix’ nye bud på en ’sit com’ for de rigtigt voksne – er virkelig dårlig. Og det rejser spørgsmålet: Hvorfor i Diane Keatons navn er amerikanske komedier med og for modne mennesker ofte så ulideligt umodne?
12. juni 2015

To amerikanske overklasseægtepar omkring de 70 år mødes på restaurant for at dele den svinedyre skaldyrsplatte, som de har delt så mange gange før. Men denne dag er anderledes. For denne dag proklamerer de to ægtemænd og advokatpartnere, at de er forelskede i hinanden og vil skilles fra deres koner, så de bedre sent end aldrig kan leve det liv sammen i det åbne, som de har levet i det skjulte de seneste 20 år.

Sådan starter Grace and Frankie, der – selv om vi ikke snydes for at se Sam Waterston spoone Martin Sheen til lyden af øm fingerspilsguitar – ikke som sådan handler om homoseksualitet, men om de granatchokkede efterladte koner, hvis liv fra dette øjeblik bliver bundet sammen i et bittert skæbnefællesskab.

Grace and Frankie er skabt af blandt andre Marta Kauffman, en af hovedkræfterne bag sitcom’en over dem alle: Venner. En serie, der blev så populær, at den nærmest ødelagde genren for eftertiden. Desværre er det ikke lykkedes Kauffman at overføre Venners stramme komiske timing til Grace and Frankie, hvor koryfæerne Lily Tomlin og Jane Fonda (over)spiller over for hinanden for første gang siden 1980’er-komedien Nine to five.

Hippien og yuppien

Frankie (Lily Tomlin) er et frisindet, potrygende blomsterbarn, der danser moderne dans i farverige gevandter og laver sin egen yams-baserede glidecreme til afhjælpning af den post menopausale tørhed (»And it tastes great on toast!«). Frankie er en gammel kliché af en hippie og et soleklart eksempel på, i hvor høj grad netop hippiefiguren er gået hen og blevet en slags arketypisk, oftest komisk karakter i amerikansk populærkultur. En figur, der kan rumme al den skæve naivitet og blødsødne idealisme, der ikke rigtig er kulturelt mod til at tage helt alvorligt. Grace (en uhyggeligt stram Jane Fonda) er ikke overraskende Lilys diametrale modsætning. En neurotisk, hvid overklassekvinde, der har perfektioneret sin kosmetikvirksomhed, sin Nancy Reagan-frisure og sin selvfornægtelse i årevis. Graces historie er til at begynde med en tabshistorie. Hun sørger ikke så meget over tabet af sin ægtemand, som hun frygter sin nye, ringere status som fraskilt ældre kvinde og som potentielt irrelevant. I en af seriens få meningsfulde scener prøver de to kvinder forgæves at få en ung, mandlig kasseassistents opmærksomhed, så de kan købe smøger og sprut at drukne sorgerne i. Men de må sande, at de bogstaveligt talt er usynlige for hans blik, der selvfølgelig er rettet mod en ung skønhed. En usynlighed, som den livsduelige og pragmatiske Frankie vender til sin fordel ved at stjæle smøgerne, mens det markerer et bittert fall from grace for Grace.

Men der er fortvivlende få scener, der i tematik, i dialog eller i persontegning hæver sig op over de allermest fortærskede klicheer om kvinder, om mænd, om gamle, om unge. Det gælder for stort set alle karaktererne, at de ikke på noget tidspunkt taler eller handler som andet end de stereotyper, de er skrevet til at være og skrevet til at blive ved med at være.

Hele serien er bygget op omkring samspillet mellem i mange andre sammenhænge fantastiske Tomlin og Fonda, og man forstår det tiltrækkende ved konceptet. Hvem vil ikke gerne være i selskab med to skønne ældre damer, der er skøre, fandenivoldske og livsglade på trods, og som skider hul i den verden, der har vejet dem og fundet dem for gamle?

Men det store problem med Grace and Frankie er, at serien netop ikke skider hul i den verden. Serien handler om to ældre kvinder. Men den tager dem ikke alvorligt. Serien kender dem ikke og elsker dem ikke, men holder dem ud i strakt arm og betragter dem med et blik, der er gennemsyret af ungdommens perspektiv. The youth gaze sætter præmisserne. Det ses allertydeligst ved, at humoren i serien stort set baserer sig på, hvor skørt det er, at gamle mennesker stadig har et liv. Der er ’dårlig hofte’-jokes, vittige bemærkninger om gamle menneskers klodsede omgang med moderne computerteknologi og selvfølgelig den klassiske griner over dem alle: at gamle mennesker overhovedet har sex. Haha, hvor skørt og adr (skal man forstå). ’Uh, din frække gamle tøs’.

Diane Keaton-forbandelsen

Ligesom det også gælder for en lang række film i en særlig tradition for amerikanske komedier til det modne publikum, der stort set alle har enten Diane Keaton eller Meryl Streep i hovedrollen (og har vage og livsfrejdige titler som Det er aldrig for sent eller Når du mindst venter det), er det paradoksalt, at en serie som Grace and Frankie søger at tale om og tale for et ældre publikum uden at tage et ægte følt opgør med den altgennemsyrende kulturelle ungdomsfiksering.

Et fællestræk ved den slags film er, at alt hvad der handler om romantik og erotik eksotiseres i sådan en grad, at enhver naturlighed fortrænges og erstattes af en hysterisk selvbevidst slap stick, der pendulerer ubeslutsomt mellem skam og lyst og mellem sexforskrækket snerperi og bagstræberisk frisind. Bagstræberisk, fordi det er et frisind på trods af den veletablerede, underliggende præmis om, at det er ufedt at være gammel. Som da Jack Nicholson i den tænderskærende pinlige Når du mindst venter det ved en fejltagelse kommer til se Diane Keaton nøgen, og de begge reagerer, som om det er det klammeste, der nogensinde er sket (»I’ve never seen a woman at that age naked before«). Den kulturelle ’ageisme’ kommer til udtryk i Diane Keaton-figurens selvhad, der et splitsekund senere afløses af den selvforelskede og romantiserede fortælling om, at den ældre kvinde jo – når alt kommer til alt – ER et bedre, mere interessant og dybere bekendtskab en den unge dulle.

Den skizofrene og skingre insisteren på, hvor seje, sjove og kloge ældre kvinder er, peger direkte tilbage på, i hvor ringe grad det er den almene opfattelse. I Grace and Frankie portrætteres det som noget grundlæggende grænseoverskridende, vildt og barnligt uartigt, at ældre kvinder tør sige klitoris højt og købe kondomer, selv om man må gå ud fra, at Fonda, Tomlin og co. har haft en klitoris og brugt kondomer mange år før den gennemsnitlige Netflix-bruger.

Den barnliggørende og sensationaliserende beskrivelse af ældre menneskers kærlighedsliv har ikke virket afskrækkende på Miley Cyrus, der har proklameret på Twitter, at hun er stor fan af serien. Med et enkelt tweet, hvor hun kalder Grace and Frankie »so bad a$$«, har hun efter sigende sørget for, at serien er sikret en anden sæson.

Første sæson af ’Grace and Frankie’ på 13 afsnit kan ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu