Jeg blev helt lettet, da jeg forleden gik ind på Bue P. Peitersens blog og kunne konstatere, at han trippede lykkeligt over nogle nye, særligt lækre, farvede elastikker, han havde fundet til indpakningen af et ikke nærmere specificeret, selvudgivet bogobjekt, han nørkler med for tiden. For under læsningen af Peitersens nyeste overgrundsudgivelse Black box – en kærlighedshistorie blev jeg ærligt talt lidt nervøs for, om han for stedse havde lagt det popglade, nørdede sprog- og bogtrip som har sat sig igennem i hans tidligere udgivelser (både de privattrykte og de forlagssanktionerede Jeg er så lyserød men jeg er også gud og Juice) bag sig. »For én gangs skyld har jeg noget på hjerte. For én gangs skyld har jeg noget at skrive om« hedder det i digtet »Stof«, og det fornemmer man, når man læser. Samlingen har den her af nyfigenhed genererede page turner-effekt, som f.eks. fandtes i Pablo Llambías’ sonettrilogi, afsluttet forrige år. Man suges ind i det, med følelserne forrest, så at sige, men der er også noget fattigt, ligesom klaustrofobisk over det. Og hvor Llambías i det mindste spiller på den effekt, kan jeg ikke rigtig greje hvad Peitersen gør i Black box.
Jalousi iblandet fascination
Bogens digte har et tydeligt narrativt forløb. Det handler om jeg’et, Bue – angiveligt sammenfaldende med forfatteren af samme navn – som forelsker sig stormende i X, der arbejder som ok veltilpasset prostitueret. Bue kæmper med ambivalente følelser – jalousi iblandet fascination – i forhold til hendes profession, og digtene følger på tæt hold deres forhold gennem diverse kriser, gennemgående fortalt af Bue, men indflettet lejlighedsvise citater og readymades fra X’s hånd (sms’er, statusopdateringer, digtlinjer). Fraregnet få og små krumspring holder Peitersen sig til en naivt oprigtig, new sincerity-agtig stil (»Vi har fået en tid hos parterapeuten/ og det føles rigtig godt,/ at snakke med en udenforstående«), hvor linjebruddene knækprosaisk følger syntaksen, og det demonstrativt uprætentiøse sprog kun brydes af ultraenkle greb, som vækker minder om poetry slambølgen i starten af nullerne – for eksempel mekaniske gentagelser af markante ord eller sætninger (gerne noget med pik, for eksempel i »Noget fremmed« og »Dating«) eller diverse permutationsprincipper, som er velegnede til mundtlig fremførelse, fordi de kan afkodes umiddelbart, og giver publikum en instant fornemmelse af form (for eksempel i »Jeg ringer otte gange«).
En del af den fascination af det artificielle, som Peitersen gennemspillede i Juice, der bl.a. rummer et uforglemmeligt collagedigt udelukkende sammensat af knitrende kulørte navne på neglelaksfarver, genfindes i kærlighedsdigtene til X, hvor jeg’ets fascination af hendes professionelle kropskontrol indhyllet i kemisk fremstillet velduft, og de helt rigtige accessories brydes mod det tuttenuttede forelskelsessprog, hvormed han indskriver hende i en sårbar lillepigerolle, han til tider har lettere ved at håndtere.
Stof til en bog
Men hvor Juice vittigt ekspliciterede det porøse forhold mellem læsningen af bogen og den nyfigenhed, som næres af internettets informations-overflow (for læseren er det er bare at google), ikke mindst i et selvbevidst forløb, der fulgte digterens anlægning af fuldskæg, hvor det viste sig svært kompliceret at holde skæg for sig og digt for sig, så falder det lidt tungere i Black box. Kæresten er med sin fortid i prostitution på forhånd objektgjort og bliver en ting, som Bue bruger i både sin skrift og sit liv, samtidig med at hun kanaliserer alle hans oprigtige følelser, men dobbelthederne i det forhold forløses aldrig rigtig i teksten.
Efter endt læsning er det svært ikke at ønske alt det bedste for Bue og hans kæreste, men som læseoplevelse forbliver Black box lidt tandløs, måske fordi den har så travlt med sin kærlighedshistorie at den aldrig udfordrer sit underliggende postulat om, at indholdet på en eller anden måde kan tromle formen, når bare det er presserende nok. Hvor for eksempel Asta Olivia Nordenhof eller amerikanske Mira Gonzales kan dvæle ved sansningen, så den bliver finurlig og intens, så øjeblikket åbner sig, og på den måde puste ægte liv i oprigtighedsfiguren, så den bliver mere end blot en figur, så er det, som om, at Peitersen, nu hvor han endelig har »stof til en rigtig bog«, som det hedder hen mod slut, ikke får rum til de poetiske svinkeærinder, der kan blive hele turen værd.
Black Box. En kærlighedshistorie
Bue P. Peitersen
People’s Press
118 sider
150 kroner
