Læsetid: 3 min.

Kønsforvirret sorgarbejde

François Ozon er i sit unikke es med ’Min nye veninde’, som morsomt udforsker maskuline og feminine lyster og normer under to menneskers sorgarbejde
5. juni 2015

Først tror man, at François Ozons nye film åbner med et bryllup. I nærbilleder ser vi, hvordan en kvinde (Isild Le Besco) iføres brudeudstyr, men det viser sig ikke at være til den lykkelige dag. Det er i stedet til hendes alt for tidlige begravelse, hvor hendes bedste veninde, Claire (Anaïs Demoustier), tårevædet fortæller om deres særlige venskab og lover at tage sig godt af venindens efterladte mand og baby.

Det kunne have været en klassisk og lidt kedelig åbning med overtydelig tale og de helt store følelser fra første færd, men i stedet for at høre Claires ord ser vi historien om venskabet mellem hende og Lea i en ordløs sekvens, som oser af fortællemæssigt overskud. På få minutter får vi indblik i det centrale persongalleri og i et helt liv, fra pigerne som nuttede børn fandt hinanden til Leas uretfærdige voksenskæbne. Så er scenen smukt og sikkert sat til en fortælling, som godt nok handler om sorg, men frem for alt handler om at skildre, hvordan ekstreme situationer i livet uventet kan skubbe til de vante forestillinger om meningen med det hele.

David – en kvinderolle

Med film som 8 kvinder, Swimming Pool og Under sandet har Ozon længe været leveringsdygtig i komplekse kvinderoller. I Min nye veninde føjer han to skønne af slagsen til den kulørte liste – den ene elegant spillet af Romain Duris, som herhjemme måske er mest kendt for hovedrollen som plaget pianist i Jacques Audiards Det slag mit hjerte sprang over.

Det viser sig nemlig, at Duris, som er Leas mand David, kommer sig over sin kones død ved at udleve sin lyst til at gå i dametøj derhjemme. Da Claire en dag afslører ham, bliver det deres fælles hemmelighed. Claire er først forfærdet og afskriver David som pervers, men efterhånden må hun erkende, at hun trives i selskab med hans kvindelige alter ego Virginia.

Duris er da også bedårende, når han vimser hen til vinduet og spejder efter mulige ubudne gæster med strittende numse eller filosoferer over, hvad der egentlig kendetegner kvinde- og mandeliv. Med hans udfordring af klassiske sociale og seksuelle normer kommer spørgsmål om identitet og køn hurtigt i centrum, men med en legende let tone, som giver anledning til flere morsomme øjeblikke. I en skøn sekvens når David lige at få læbestiften af inden svigermors ankomst, men den kvindelige gestik har han til gengæld ikke fået lagt fra sig.

Lækre livskriser

Ozon har altid været glad for flotte billeder og mennesker, som færdes i miljøer, hvor der er tid til at svælge i livskriser og udforske dem sammen. Her befinder vi os blandt lækre huse, lækre biler og lækkert tøj, og Claire har sin lækre mand (Raphaël Personnaz) derhjemme. Alt er stilfuldt filmet i en varm efterårspalet af Pascal Marti (som også filmede Ozons film Ung og smuk), mens Philippe Rombi leverer en overdådig musikside tilsat et energisk pophit som Katy Perrys Hot N Cold.

Som i Ozons forrige danske premiere, Selv i de bedste hjem, er der lagt op til noget farligt under de pæne overflader, men selv om Ozon denne gang har ladet sig inspirere af en novelle af den engelske krimiforfatter Ruth Rendell, forbliver Min nye veninde mere uforpligtende kønsrolleleg end truende thriller. Begæret ulmer, men i bund og grund vil Ozon hellere vise Virginia nyde sit livs første shoppingtur som kvinde (og ingen kan få shopping til at lyde så charmerende som franskmænd …) eller en fascinerende klubtur med en dragversion af sangen Une femme avec toi. Instruktører som Claude Chabrol og Pedro Almodóvar har fået mørkere materiale ud af Rendell.

I det unikke Ozon-land er det fint at få lov at nyde hans kærlighed til de forvirrede karakterer og se de dygtige skuespillere folde sig ud. Der er med andre ord godt nyt til alle Ozonister.

’Min nye veninde’. Instruktion og manuskript: François Ozon efter novelle af Ruth Rendell. Frankrig. (Grand Teatret og Park Bio København, Øst for Paradis i Aarhus, Cafe Biografen i Odense og ni andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu