Læsetid: 4 min.

Krigen kom ikke alligevel

I ’Da krigen kom til Toftlund’ dokumenteres et aktuelt stykke danmarkshistorie uden at dæmonisere de frygtsomme eller latterliggøre de velvillige. Det er et skoleeksempel på public service
De sammenstød, der udspiller sig mellem borgere og asylansøgere i dokumentaren ’Da krigen kom til Toftlund’, er i den lavdramatiske ende af skalaen.

De sammenstød, der udspiller sig mellem borgere og asylansøgere i dokumentaren ’Da krigen kom til Toftlund’, er i den lavdramatiske ende af skalaen.

Fra DR

5. juni 2015

Det kunne lige så godt være en af de mange andre mindre byer i Danmark, hvor der inden for de sidste par år er blevet etableret asylcentre med kort varsel.

Historien, rollefordelingen, konfliktpotentialet og de medvirkendes udtalelser er helt parallele med det, jeg hører om modtagelsen af flygtninge i den provinskommune, jeg selv kommer fra. Der er folk, der vil hjælpe, folk, der gerne vil være i fred, og folk, der gerne vil vide mere.

Og så er der flygtningene fra Syrien, der kommer til Toftlund. Hvorvidt de skal komme, er ikke til diskussion; en lokal entreprenør har rådført sig med borgmesteren og tilbudt Udlændingestyrelsen det ramponerede, forladte kollegium, han ejer, og så bliver det sådan. Men folkestemningen over for det nye asylcenter er i høj grad til forhandling.

Med asylcentrets leder, Rikke Ørnberg, som hovedperson følger man arbejdet med at etablere asylcentret. Hendes job er i høj grad at mindske afstanden mellem dem, der kommer, og dem, der var der i forvejen. Det er i mine øjne eksemplarisk public service at fortælle historien om, hvad der sker lige nu ude i de danske provinsbyer uden at negligere hverken frygten eller velviljen.

Dokumentarer som Da krigen kom til Toftlund handler vel også om at mindske afstanden til de medvirkende mennesker ved at give taletid til dem, hvis livssituation er radikalt anderledes end ens egen, og dem, hvis politiske holdninger virker destruktive og farlige.

Hue over hijab

Intentionen om at være rimelig, holde nogenlunde samme afstand til alle medvirkende og ikke hænge nogen ud er tydelig, og det lykkes at lave en afbalanceret skildring af de forskellige positioner i den lille by: Journalisten Ella fra den lokale ugeavis, der med sin indsats for at udrydde fordommene om flygtningene kommer til at fungere som et talerør; den meget pragmatiske leder af asylcentret; Claus og Dorte, der bor tæt på asylcentret og i udgangspunktet slet ikke synes, at syrerne har noget at gøre i Toftlund; pensionisten Thea, der er frivillig på centret; og Dan Voss Hansen, der er medlem af Kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti og med henvisning til glidebaneeffekten virkelig ikke synes, asylcentret er en god idé.

Dem, det hele handler om, møder man også eksempler på: en syrisk familie bestående af velopdragne jurister og to bedårende børn, der fortæller om at være dehydreret på havet. Moren, som af sikkerhedshensyn kaldes Aisha, går med hijab og giver ikke hånd. For ikke at støde nogen med sin anderledeshed har hun dog valgt at gå med en stribet hue oven på hijaben.

Spoiler alert: Det ender ret godt

Det er ikke ligefrem en krig, der kommer til Toftlund. Det er til mange lokales lettelse heller ikke lutter enlige mænd, men derimod primært familier, der ankommer. Der bliver holdt borgermøde, samlet tøj og legetøj ind, etableret en frivilliggruppe og lavet en aftale med det lokale fitnesscenter om, at flygtningene er velkomne der – dog højst tre ad gangen, de almindelige kunder i butikken skal ikke tage anstød.

Sammenstødene mellem borgere og flygtninge i Toftlund er i den lavdramatiske ende af skalaen. Pensionisten Thea, der ellers bliver så beriget og opløftet af mødet med asylansøgerne, mister kortvarigt sin jakke med nøgler, pung og dyr telefon og bliver helt bekymret for, om nogen mon har misbrugt hendes tillid. Den viser sig at være røget i bunken med genbrugstøj til salg og solgt for fem kroner. Mysteriet er opklaret, og den anspændte stemning går i sig selv igen.

Og så er der problemer i fitness-centret, hvor flygtningene er troppet op for mange ad gangen, og nogle har følt sig generet. Lederen af fitness-centret og asylcenterlederen sætter sig og får en snak:

»Det er ikke til at sige, om det er, fordi de kunder reelt er blevet bange, eller om de bare ikke kan lide den slags mennesker,« siger lederen af fitnesscentret. »Du har også en forretning, der skal løbe rundt,« svarer lederen af asylcentret, der er meget løsningsorienteret, også når løsningen er at bøje af. De taler lige så forsigtigt rundt om den vitterligt varme grød og bliver enige om at droppe asylcentrets fitnessordning. Den er for svær at administrere.

Virkelig nervepirrende bliver det, når modstanderne af asylcentret skal møde dets beboere. De vil gerne vide, hvem de er, og den slags møder sætter centret gerne op. Claus og Dorte kommer til kaffe hos Aisha og hendes mand, der i udsendelserne kaldes Bashir, og der sidder de så og taler sammen som voksne mennesker om, hvordan de har det med henholdsvis at være flygtning og at tolerere muslimer i Danmark. Claus bekender kulør: Han kan ikke lide synet af en hijab, og han kan ikke se forskel på muslimske terrorister og muslimer i al almindelighed. Det gør ham bange. Dorte glatter ud – de er ikke ude på at være uhøflige. Aisha sætter trumf på udglatningen: Det er okay, der er alligevel ingen, der kan sige noget, der er værre end at blive udsat for et bombardement.

Claus og Dorte kommer til at bære moralen i den historie, Da krigen kom til Toftlund fortæller, da de til allersidst fortæller kameraet, at de efter at have oplevet asylansøgerne helt har ændret holdning: Der var ikke noget at være bange for.

Folk, der mener, at der er grund til at være bange – om ikke for den enkelte muslim, så for mængden af muslimer – har kaldt programmerne for sentimental og fordummende propaganda. I mine øjne er Da krigen kom til Toftlund en nænsomt fortalt og velafbalanceret fortælling.

Alle fire afsnit af ’Da krigen kom til Toftlund’ kan ses på dr.dk indtil den 11. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu