Læsetid: 4 min.

Kvinden bag manden

Aase Seidler Gernes var kvinden bag Poul Gernes, viser ny udstilling, som fokuserer på hendes bidrag til en hverdagskunst uden elitære prætentioner
Der er klare overlap mellem Aase Seidler Gernes’ kunstneriske udtryk og manden Poul Gernes’. Men hvem, der fik mest ud af kunstnerparrets samarbejde er åbent for fortolkning. Foto fra udstillingen
26. juni 2015

Det er en rig og tankevækkende udstilling af Aase Seidler Gernes’ arbejder, man denne sommer kan se på Møstings Hus. Selv om udstillingen er lille og overskuelig, rummer den et generøst overskud af ideer, ligesom den overskuer en lang periode, som strækker sig fra begyndelsen af 1950’erne og frem til i dag.

Tankevækkende er udstillingen, fordi den taler oplysende ind i den problematik omkring ligestilling mellem kønnene inden for kunsten, som på det seneste er blevet rejst i anledning af 100-året for kvinders stemmeret i Danmark.

Aase Seidler Gernes (f. 1927) er uddannet i stoftryk, som hun har arbejdet med på en række forskellige tekstiler i fremstillinger af duge, puder, tørklæder og gardiner, men også tøj som nederdele, bukser og busseronner.

Udstillingen viser et bredt udsnit af hendes tekstilarbejder, herunder også vægtæpper, som i deres fraskrivelse af enhver funktion nærmer sig egentlige kunstværker. Ikke at den kunstneriske dimension er fraværende i de øvrige arbejder, for Seidler Gernes besidder åbenlyst et stort talent for at farvesætte og danne mønstre på originale og overrumplende måder, som peger direkte frem mod samtidskunstfeltets maleri.

Men kunsthåndværket med dets nære forbindelse til det funktionsbundne har i hele det tyvende århundred rangeret som en inferiør lillesøster til den ’rigtige’ kunst, den frie og ubundne kunst. Overvægten af kvindelige udøvere inden for tekstilkunsten har kun føjet yderligere til dette lillesøstersyndrom, som også Seidler Gernes og hendes arbejder har lidt under.

Ikke desto mindre har hendes tekstilarbejder og hendes viden om stoftryk udgjort en levevej for hende såvel som for hendes mand, Poul Gernes (1925-1996) op gennem 1950’erne og langt ind i 1960’erne, indtil hun opgav sin selvstændige produktion til fordel for at hjælpe sin mand med hans.

Hun lavede mad

I en smuk erindringstekst, som kan læses i kataloget til udstillingen, fortæller datteren og forfatteren Ulrikka S. Gernes (f. 1965) om sin opvækst hos de to kunstnere. Hun lægger ikke fingre imellem, når det gælder spørgsmålet om køn og kunst.

Poul Gernes opfattede sig ifølge hende som kunstneren med stort K, mens Aase Seidler Gernes måtte nøjes med anonymt at sekundere og assistere. Hvor faderen var kunstneren med det enorme, viltre skæg og de hvide murerbukser, var moderen slet og ret ’mor’, fortæller datteren:

»Hun lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent, redte senge, strøg, støvsugede, lavede regnskab, læste godnathistorie, trøstede og penslede jod på skrammede børneknæ og sørgede for at hjemmet fungerede, var i orden.«

Denne kønsrollefordeling har uden tvivl været normen i 1950’erne, selv i frigjorte kunstnerkredse. Alligevel har det en egen ironi, at Poul Gernes prises i kunsthistorien som en avantgardist, der insisterede på at integrere kunsten i hverdagen, at problematisere kunstnerrollens fokus på individet samt kunstmarkedets kommercialisering af enkeltværker.

Hans kunstneriske status kan i vidt omfang tilskrives, at han overtog nogle af de karakteristika, som er indbygget i den type kunsthåndværk, hans hustru skabte. Blot med den forskel, at det hos ham blev transformeret til et forsætligt opgør med kunstens elitisme og holdt inden for kunstinstitutionens rammer.

Måske bør man – som direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, foreslår i katalogets forord – se Poul Gernes som et brand, en tidlig form for kunstnerkollektiv, som havde to bagmænd, hvoraf den ene var en kvinde.

Det bliver i hvert fald meget tydeligt på udstillingen, der også viser et par værker af Poul Gernes, at hendes raffinerede og eksperimenterende arbejder med mønsterdannelse, stoflighed og dristige farvekombinationer glider ubesværet ind i det kunstneriske univers, der i dag bliver defineret som hans. Men flere steder overskrider hun Poul Gernes’ stilistiske identitet i en mere vild og ekspressiv retning, som også er langt mindre fladeorienteret end hans arbejder, mere kropslig og levende.

Poul som marionet

Eller man kan gå et skridt videre, som datteren Ulrikka S. Gernes foreslår, og se Aase Seidler Gernes’ tilsidesættelse af sig selv som det modsatte af et martyrium, nemlig en kalkuleret udnyttelse af de givne kønsroller, hvor hun brugte sin mand Poul som en marionet, »skubbede ham ind på en scene, hvor en kvinde ville have svært ved at blive respekteret eller få anerkendelse«.

Det kan lyde som et feministisk hævntogt mod et kanoniseret oeuvre, men kigger man på udstillingens værker og den sprudlende idérigdom, de repræsenterer, giver det god mening.

Det historiske sammenfald i Aase Seidler Gernes’ opgivelse af sin karriere og Poul Gernes’ virkningsfulde opstart af sin med etableringen af Eks-Skolen i 1961 samt de store udsmykningsopgaver – Herlev Sygehus i 1968 og Palads-biografen 1988 – bekræfter kun indtrykket af en fælles indsats, der, i langt højere grad end det hidtil har været anerkendt, har trukket tunge veksler på hendes erfaringer og evner.

Det er dog kun udstillingens sekundære hensigt at rejse denne problemstilling omkring køn, kunst og ligestilling. Dens primære hensigt er at vise Seidler Gernes’ værker, et beskedent udsnit af dem, og at pege på deres selvstændige kvaliteter.

Også i den henseende er udstillingen vellykket. Man fornemmer Seidler Gernes’ sprudlende skabertrang og hendes vilje til at gå nye veje og konstant afprøve, hvordan form, farve og stoflighed kan spille sammen. En virkelyst og skabertrang, som varer ved, hvilket et rum viet til små papirarbejder fra de seneste otte år bevidner.

Seidler Gernes blev i 2007 ramt af en blodprop i hjernen og har siden været lammet i højre side samt lidt af svær afasi. Det forhindrer hende ikke i at bruge sin venstre hånd til at fortsætte arbejdet med at danne nye mønstre i det væv af et fascinerende ornament, som hendes liv udgør. Lad os håbe, det varer længe endnu, og at det bliver belyst med større fylde og omhu i fremtiden.

Aase Seidler Gernes. Møstings Hus. Andebakkesti 5. Frederiksberg. Indtil den 20. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu