Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kvinder sparker røv i veloplagt spionfilm

Vidunderlige Melissa McCarthy slår et hårdt og præcist slag for sine medsøstre i rollen som CIA-agent i Paul Feigs helt igennem vellykkede komedie, ’Spy’
Kultur
5. juni 2015

Det er lang tid siden, at jeg har grinet så højt og hjerteligt i biografen, som jeg gjorde, mens jeg så komedien Spy. Det er tredje gang, at instruktøren bag, Paul Feig, og hovedrolleindehaveren, Melissa McCarthy, arbejder sammen, og selv om deres to første film, Brudepiger og The Heat, bestemt var morsomme, rammer de med Spy lige i plet. Det er en meget underholdende film. McCarthy spiller CIA-analytikeren Susan Cooper, hvis job består i at være stemmen i superagenten Bradley Fines (Jude Law med vanlig elegance og overskud) øre. Det klarer hun med bravur fra sit skrivebord i en kælder i Langley, mens Fine farter verden rundt og nedlægger damer og internationale skurke i et tempo, der ville gøre James Bond grøn af misundelse.

Overvægtige, selvkritiske Susan, derimod, er blevet sin afdelings prygelknabe, selv om hun faktisk var en af de bedste, både fysisk og mentalt, da hun blev færdig på agentskolen. Hun er da også en af de væsentligste grunde til, at Bradley Fine overhovedet stadig er i live. Men så en dag forsvinder Fine, og Susan sendes i marken for at holde øje med hans banemand, den iskolde Rayna Boyanov (Rose Byrne med en usædvanlig beskidt kæft), hvis afdøde far – Fine skød ham ved en fejltagelse – efterlod sig en atombombe, som Rayna nu vil sælge til højestbydende.

Fryd for øret

Af sin noget temperamentsfulde og ikke videre blide chef, Elaine Crocker (Allison Janney i en glansrolle), har Susan fået udtrykkelige ordrer om ikke at foretage sig noget på egen hånd. Hun skal blot overvåge Rayna forklædt som katteglad husmor fra den amerikanske Midtvest.

Men snart er Susan i fuld agentmodus og støder blandt andet sammen med sin noget enfoldige, men temmelig selvbevidste og mandschauvinistiske kollega, Rick Ford (Jason Statham i en herlig parodi på sig selv og sine mange machoroller), mens hun får hjælp af en kontorfælle, den ikke lige så handlekraftige Nancy B. Artingstall (sjove, kejtede Miranda Hart).

Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til to timers begavet og veloplagt skæg og ballade, som både parodierer den mandsdominerede action- og spionfilm og samtidig giver fingeren til alle dem, der ikke mener, at kvinder kan sparke røv i samme grad som mænd. Melissa McCarthys hemmelige agent er lige så effektiv med både pistol og sine hænder og fødder i en slåskamp som Bradley Fine, og da hun og Rayna begynder at udveksle verbale fornærmelser, er det en sand fryd og fornøjelse for øret. Hvis man altså ikke er alt for sart.

Kageglad sekretærtype

Der er så mange spektakulære og morsomme actionsekvenser i Spy, at selv ikke den mest dedikerede genrefan vil kunne brokke sig. Det er tydeligt, at Paul Feig kender og elsker de film, han på én gang parodierer og hylder, og det er heldigvis ikke (kun) fjollet slapstick, der gør Spy sjov, men situations- og karakterbåren komik – Susan Cooper er rent faktisk en god agent – og en utroligt velskreven dialog.

Det bedste ved filmen er dog Melissa McCarthy, der har fået sit livs rolle med Susan Cooper. Til at begynde med er hun indbegrebet af selvudslettende undselighed. Hendes mor har altid fortalt Susan, at hun skal være stille og usynlig og ikke skal bryde sig om at jagte sine drømme. Derfor er hun enlig, sidder i en kælder under CIA og lader sig undertrykke af spradebasser som Bradley Fine, der i Susan blot ser en kedelig og lidt for kageglad sekretærtype.

Men nu får hun mulighed for at vise, hvem hun egentlig er, og hvad hun kan, og det gør McCarthy så sandelig også i en rolle, der fra begyndelsen er meget mere afdæmpet og almindelig og derfor også psykologisk og menneskeligt mere troværdig end hendes roller i både Brudepiger og The Heat. Jeg ville elske at se endnu en film om Susan Cooper, og jeg håber, at Spy bliver så stor en succes, at en ny agentfranchise er født, denne gang med en kvinde i centrum.

I så fald kan Agent 007 godt begynde at ryste i bukserne.

’Spy’. Instruktion og manuskript: Paul Feig. Amerikansk (Biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her