Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At læne sig ud af livet

’Bridgend’ er ikke bare en fremragende film om en virkelig ung selvmordskult i en walisisk minearbejderby, den er også et æstetisk spring i dansk filmkunst. Det er ’Den Unge Werthers Lidelser’ som moderne film, et værk svangert med Sturm und Drang. Og en lektion i, hvad der typisk mangler i danske soundtracks: æstetisk stillingtagen og fortællemæssigt medejerskab
De unge i filmen ’Bridgend’ læner sig ind i døden, siges det på et tidspunkt om den hængningsmetode, de benytter. Men de læner sig lige så meget ud af de voksnes forræderi.

Camera Film

Kultur
26. juni 2015

Ved at tage livet af sig selv tager de unge i byen Bridgend også livet af den herskende orden, af voksenlivets hykleri, af volden mod den menneskelige natur.

Det sker i danske Jeppe Røndes fænomenale debutspillefilm Bridgend. Opkaldt efter virkelighedens walisiske minearbejderby, hvor 79 unge mellem 2007 og 2012 begik selvmord ved hængning uden at efterlade sig afskedsbreve. Ja, den dag i dag begår unge af og til selvmord på samme måde i virkelighedens Bridgend.

I den fiktive fortælling vender Sara (Hannah Murray, kendt fra Game of Thrones) tilbage til hjembyen sammen med sin far, panseren Dave og hesten Snowy. Faderen kæmper for at trænge ind i de unge selvmorderes hemmelighed. Hans magtudøvelse i hjemmet er både af den tavse og den brutale slags, men han er også en inderligt bekymret far, der for enhver pris vil holde datteren ude af selvmordskulten.

Men forgæves. Hun drages, ja, tilskuerne drages også til det ekstatiske fællesskab, der er lige så livs- som dødsberuset. De flokkes i skoven, tænder bål, nøgenbader i floden, drikker sig i hegnet. De skriger de dødes navne op mellem trækronerne. De flipper ud i technoeufori på den lokale pub. Mister deres mødomme. Og så hænger de uden varsel sig selv på et sted, hvor de er sikre på at deres forældre finder dem.

Subversiv fortælling

I en anden dansk debutspillefilm fra i år, Samanou A. Sahlstrøms I Dine Hænder, er selvmordet også centralt. Niels – i Peter Plaugborgs skikkelse – begår assisteret selvmord i lede over et stærkt handicappet liv i den offentlige sygesektor. Han er lam fra halsen og ned. I Bridgend er det sprudlende, ekstatiske unge, der siger farvel til et aktivt liv fuld af begær og kærlighed. Men altså også dyb desillusion.

Læs også: Hvorfor bliver vi ved med at skubbe stenen op ad bjerget?

Det er en subversiv fortælling om den ultimative kritik af det voksenliv, der venter for enden af teenageårene. I Bridgends tilfælde et voksenliv med kærlighedsløse familier, bevidstløst arbejde, vold, social forarmelse og kristent hykleri. Nogle afgørende scener fortæller om dødens tiltrækning. Flokken ligger nøgne, ubevægelige, som druknede i floden, vægtløse, fri af hverdagens ulidelige tyngdekraft. I en anden scene er Sara ved at ende i kanen med kultens alfahan. Han tager kvælertag på hende, mens han ligger sig oven på hende. Og slipper meget sent. Han performer selvmordsmetoden. Men intet kan matche dødens fred og frihed. »De har det bedre nu,« skriver de om selvmorderne i det chatforum, hvor de mødes, når gruppen er atomiseret, ensomme foran skærmenes blege skær.

Bridgend er et æstetisk spring i dansk filmkunst. Et værk svangert med Sturm und Drang. Magnus Nordenhof Jøncks fotografering låner fra Caspar David Friedrichs romantiske drama og Vilhelms Hammershøis melankolsk impressionistiske gråskala. Hans fornemmelse for linjer og landskabsformer er formidabel, men det er sansen for mimikkens fortælling også. Han er både medlevende i sine registreringer af menneskenes indbyrdes musik og meddigtende i sine billeder af de ydre omstændigheder, om det så er naturens dragende mystik eller byens stemningsdryppende tristesse.

Æstetisk stillingtagen

Karsten Fundals originalmusik, der både antager elektroniske, elektriske og klassiske former, er en lektion i, hvad vi normalt savner i danske – såvel som udenlandske – soundtracks: æstetisk stillingtagen og fortællemæssigt medejerskab. Der bliver ikke bare smurt lidt klichétung smagsforstærker på billederne her. Nej, historien bliver fortalt på en anden måde med musikken – allerbedst med et trommespor, der hagler som et maskingevær og formidler ungdommelig adrenalin samt med slutscenens tårnende ganske 90’er-shoegazer-inspirerede støjopbygning mod klimaks. Fundals musik digter med, fordi den taler sit eget sprog fri for klicheer, ja, ud over nogle lidt for ferske ambiente klanglandskaber er der ikke en vanemæssighed i sigte.

Hertil kommer Olivier Bugge Couttés klipning, der fortæller flere scener i komplekse overlejringer, der nærmest former sig som dobbelteksponerede erindringsbilleder. To scener klippes ind i hinanden, går i dialog, mens tiden i den ene scene forskydes, så talen kun ligger på lydsporet, mens billederne viser personernes tavse kommunikation. Ekstremt fortættet fortælleteknik.

Og ofte er det filmkunst som udtryk for sindstilstande. Foto, lyd, musik, klip, omgivelser og kroppe finder sammen i et sublimt ordløst filmsprog, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvor følelsesladet, euforisk og smertefuld ungdommen er – eller var. Det er Den Unge Werthers Lidelser som moderne filmkunst. En romantisk selvmordskult skildret med stor æstetisk nerve. Og med de mange skovbilleder nikkes der til Twin Peaks, som jo også foregik i en lille by med unge mennesker involveret i alskens dødsdriftige aktiviteter. Men man kan også pege på Donnie Darkos gotiske uhygge, Trainspottings socialrealisme og Kids’ råt respektfulde formidling af halsløs ungdom.

De unge »læner sig ind i døden«, siges det på et tidspunkt om hængningsmetoden. Men de læner sig lige så meget ud af livet, ud af de voksnes forræderi, kulturens snærende konventioner, arbejdsmoralens og rationalitetens drab på sjælen. Derfor søger de ud i skoven, hvor de kan definere deres egen moral, genfinde deres kropssprog, formulere deres vildskab og lade ånden rejse frit. Meget passende går vejen til deres tilholdssted via et overgroet jernbanespor. Det er længe siden, at den vestlige civilisation har været forbi.

’Bridgend’. Instruktion: Jeppe Rønde. Manuskript: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Dansk-amerikansk-engelsk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Nørgaard

Jow, der er virkelig gang visionerne og oprøret for tiden ...

Benjamin Bach

Så indtil for ganske nylig har 79 begået selvmord i en by, og så laver man en fiktiv fortælling om det og smasker nogle bryster på plakaten??? Og en skuespiller fra Game of Thrones??

Bevares, det sælger vel.

Niels-Simon Larsen

Var inde og se filmen i går. Har set andre af JRs film, og det er altid grundigt arbejde, man ser på, men det kan være svært, som alle ved, at leve op til sine egne bedste intentioner. Der er ingen tvivl om, at JR vil forstå noget, der er svært at forstå, men denne gang springer jeg fra. Efter min mening er de sociale forhold i den pågældende by så perspektivløse, at i det øjeblik de unge kunne leve et meningsfuldt og perspektivrigt liv, ville de selvfølgelig ikke begå selvmord. Et normalt ungt menneske ville bryde alle grænser rent fysisk for at slippe væk. Disse unge har ikke et særligt filosofisk syn på livet. Jeg kom til at tænke på, om indavl var en væsentlig faktor her i denne isolerede og afkræftede by.
At tale om Camus og det at rulle en sten op ad sin tilværelses bjerg er langt ude, når de unge ikke engang har noget at lave. Desuden hviler katolicismens tunge opdragelse på dem. De drikker sig væk fra den, og det er den rå kraft, der vælder frem, vold, sex og modsat en pludselig ung sårbarhed.
Jeg finder filmen problematisk og synes, at JR skulle finde de sociale årsager i stedet for nogle tvivlsomme filosofiske. Jeg siger det, fordi JR kan så meget rent håndværksmæssigt. Måske findes der ikke andet end godt håndværk, hvoraf det bedste bliver til kunst.