Læsetid: 6 min.

Et lidt mat tea-party

Vil man fejre 150-årsjubilæet for verdens bedste (børne)bog, så skal man altså give den gas. Det gør forlaget Rosenkilde ikke helt, men det er altid spændende at se, hvad en ny Alice-oversætter kan finde på af gags
Vil man fejre 150-årsjubilæet for verdens bedste (børne)bog, så skal man altså give den gas. Det gør forlaget Rosenkilde ikke helt, men det er altid spændende at se, hvad en ny Alice-oversætter kan finde på af gags

Lewis Carroll/fra bogen

20. juni 2015

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig med Lewis Carrolls Alice, ligesom jeg heller ikke kan forestille mig, at jeg ville kunne lade være med at kaste mig nysgerrigt over enhver udgave eller – som her – dansk nyoversættelse af de to Alice-bøger, Alice’s Adventures in Wonderland og Through the Looking-Glass and What Alice Found There. Nu i 2015 har den første Alice-bog 150-årsjubilæum, og forlaget Rosenkilde markerer det med en dobbeltudgivelse, der ikke ligefrem er prangende i sit udstyr – det kommer vi tilbage til – men som for første gang i en dansk udgivelse indeholder Lewis Carrolls egne tegninger og herudover bringer den første danske oversættelse af en slags ekstra kapitel i historien om Alice inde bag spejlet. Kapitlet hedder »Hvepsen inde i parykken« – det skal vi også tilbage til. Oversætteren er Christiane Rohde, og det er naturligvis altid spændende at se, hvad en ny oversætter kommer med af sproglig opfindsomhed på dansk i forhold til den engelske original. Alene titlen, jo.

På dansk har Alice heddet Marie engang, og det besynderlige sted, hun kommer til i den første bog, har heddet både Æventyrland og Eventyrland, Vidunderland og Undreland. Sidstnævnte er Ejgil Søholms opfindelse fra 2000 og en ret perfekt påpegning af, at det er dét, Alice gør allermest – undrer sig – både da hun falder ned i kaninhullet, og da hun bevæger sig ind bag spejlet over kaminen.

Genbrug af gendigtninger

Undreland ligger samtidig lydligt nærmere Wonderland, og Alice-bøgerne lyder mere end de betyder (noget bestemt og entydigt). Også derfor er det interessant at sammenligne forskellige oversættelser.

Efter titlen kommer spørgsmålet om, hvilke navne, de komiske figurer nu har. Hos Søholm var Chesire Cat en »grinekat«, hos Christiane Rohde hedder katten Filihankat, hvilket er et ret passende navn til en kat, der hokus pokus bare kan forsvinde. De sjove tvillingebrødre, der i originalen hedder Tweedledum and Tweedledee, hedder her lige så trallende Diddelidi og Diddelidum.

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig: Hvad med Carrolls nonsensdigte og ’Jabberwocky’-digtet især, fra det første kapitel i Through the Looking-Glass? Det der begynder sådan her i originalen: »Twas brillig, and the slithy toves/Did gyre and gimble in the wabe;/All mimsy were the borogoves,/And the mome raths outgrabe.« Dét spørgsmål er hurtigt overstået, for Christiane Rohde genbruger (og har småjusteret) Mogens Jermiin Nissens gendigtninger af selve digtene fra den danske 1946-udgave, som er den udgave, hvor Alice er i æventyrland med Æ. Gamle læsere vil kunne genkende dette: »Et slidrigt gravben vridrede/ i brumringen på tidvis plent,/ og lappingen var vakli, og/ det borte grøfgrin grent.«

De mærkelige ord ser Alice først spejlvendt, for de står i en spejlbog, men den lille leg; at vise linjerne spejlvendt eller bagvendt, også for læseren, glipper i denne udgave, men det er nok bare et teknisk uheld, som udgiveren sikkert mest af alle beklager.

Snak og billeder

Begyndelsen på historien om Alice har jeg tit brugt til intet mindre end at definere, hvad børnelitteratur er. Carroll kommer nemlig på ganske elegant vis med en meget præcis forklaring på, hvad gode børnebøger går ud på i rammen for nonsensfortællingen. Historien begynder med en beskrivelse af Alice, der sidder ved flodbredden sammen med sin læsende storesøster. Alice keder sig og kigger med i søsterens bog, men det har hun ikke meget sjov af, for søsterens bog har ingen billeder og ingen dialoger … »’and what is the use of a book,’ thought Alice ’without pictures or conversations?«

Jeg er meget enig med Alice. Bøger til børn skal lyde af noget, de skal snakke, for replikker er sjove at læse højt – og så skal de naturligvis være illustrerede. På dette punkt rummer jubilæumsudgaven her en spøjs selvmodsigelse, idet den indeholder de originale Lewis Carroll-illustrationer, men da han åbenbart kun tegnede til den første Alice-bog, er Gennem spejlet-delen helt uden illustrationer – og hvad skal man med en bog uden billeder osv. spørger jeg så. Oveni savner jeg musehaledigtet tegnet og skrevet af Lewis Carrolls egen hånd, det der snor sig som en musehale og dermed lader tekst og illustration smelte sammen til et hele.

Men denne udgave er nok slet ikke ment som en børnebog, den er nok snarere til unge læsere og voksne. Det bliver temmelig tydeligt, når man som jeg sammenligner dem med Apostrofs coffee table-udgaver fra hhv. 2000, der indeholder Ejgil Søholms nyoversættelse, og 2005, hvor oversætterne er Vibeke Eskesen og Peter Poulsen. Begge er de illustrerede af Helen Oxenbury, og de er stadig mine foretrukne. De ligner mere jubilæumsudgaver end denne nye gør – de billeder og replikkerne her er generelt mere mundrette end i den nye version.

Eller man skal holde sig til at nærlæse teksten (og glemme Alices ord om bøger uden billeder) for at komme i festhumør, for Christiane Rohde er en god meddigter. Hvor Søholm måske tillod sig for meget og f.eks. kaldte »the Caterpillar« for »Rygelarven«, er Rohde mere diskret og vælger helt enkelt »Kålormen«. Eller man kan bare få sig et godt grin i stedet for at græde over vores politikere og politikerdebatterne i forbindelse med folketingsvalget. For det kan Alice-bøgerne også hjælpe med.

Politikerrunden

Christiane Rohde har nemlig skruet op for værkets kritiske potentiale og politiske satire ved at kalde kapitel 3 i Alice i Eventyrland for »Politikerrunden og en lang hale på historien« (i originalen hedder kapitlet »Caucus-Race and a Long Tale« og hos Ejgil Søholm blot »Tørreløb og haletale«). I det kapitel er Alice havnet i et aparte selskab på bredden af »En sø af tårer« med fugle og små pelsdyr, der alle er »sjaskvåde, sure og kolde«. Alle i den brogede forsamling deler et fælles ønske om at blive tørre igen. Musen siger: »Jeg skal nok give jer tørt på!« hvorefter den leverer »det mest knastørre«, den ved, som viser sig at være en genfortælling af den normanske konge Vilhelm Erobrerens bedrifter. Musens beretning hjælper ikke, og så er det, at Dronten foreslår »en politikerrunde«. I Drontens version af en politikerrunde løber deltagerne lettere forvirrede rundt i en slags cirkel, og i løbet af en halv times tid er de alle tørre, og så er runden slut. Komikken er så også, at Dronten ikke kan svare på, hvem der har vundet runden og derfor blot må kalde alle for vindere (hvilket nok nærmest er det samme som, at alle er tabere).

Ømtålelighed hober sig op

For mig har der altid været noget nyt at opdage for hver gang, jeg har læst bøgerne om Alice. Denne gang har jeg fået øje på, at Carroll også får sagt noget om fornærmelser og dermed også om satire med sin klassiker. Alice møder jo en række komiske figurer på sin vej igennem både eventyrlandet og spejllandet, og ud over at hun undrer sig hele vejen, så oplever hun også, at hun kommer til at fornærme alle disse væsener helt uden at ville det. Som regel begynder mødet med en ny personage med, at dene føler sig fornærmet over noget, Alice siger eller spørger om. Eller også fornærmer den fremmede Alice. Ingen kan ligesom tåle at høre andres meninger om dem, ømtåleligheden hober sig op. Carroll viser os, hvor komiske vi er – og hvor ynkelige vi bliver oveni, når vi ikke kan få øje på komikken hos os selv.

Sådan er det også i det nye gamle kapitel »Hvepsen inde i parykken«, hvor parykken er lig med engelske politikere og magthavere. Kapitlet er placeret lige inden Alice bliver dronning, hvilket hun jo er meget ivrig efter at blive. På vej til det ottende felt på skakbrættet hører hun et dybt suk, der viser sig at komme fra en meget gammel mand, hvis ansigt ligner en hveps. Mødet mellem Alice og den gamle mand fører til en talen forbi hinanden om forfløjne tanker (som Alice overhovedet ikke mener er en sygdom) og så om at blive drillet, fordi man er gammel og styg og går med paryk. At Carroll altid er på børnenes og fantasiens (de forfløjne tankers) side er man aldrig i tvivl om. Og i en bog, hvor hovedpersonen får at vide, at syv år nu engang er den bedste alder, virker det lidt mærkeligt ikke at invitere børnene med til festen med billeder og snak. Alligevel: Tak for det nye kapitel og tak for at minde om jubelåret, men den rigtige festlige fest har vi altså stadig til gode.

Alice i Eventyrland & Gennem spejlet
Lewus Carroll
Oversat af Christiane Rohde
Rosenkilde
236 sider
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu