Læsetid: 4 min.

Mahlers evige marker

DR Koncerthusets svævende meteor var rammen om en sjælden lejlighed til at nedsænke sig i væren ved en smuk opførelse af Mahlers tredje symfoni
DR Koncerthusets svævende meteor var rammen om en sjælden lejlighed til at nedsænke sig i væren ved en smuk opførelse af Mahlers tredje symfoni

Ib Kjeldsmark

5. juni 2015

Koncerten i DR Koncerthuset fredag var på ingen måde hverdagskost. Selveste Vladimir Ashkenazy var hidkaldt for at erstatte nu afdøde chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos i opførelsen af Mahlers 3. symfoni. Der kan gå år mellem, man har chancen for at høre dette mastodontværk, da den kræver et ressourcestærkt koncerthus, et enormt orkester og en stærk mand til at lede det, for ikke at sige et interesseret publikum, der kan sidde stille i syv kvarter. At lille København kunne stille med alt dette er flot.

Væren i musik

Mahler drev symfoniens form til det yderste. Hvad der engang kunne klares på tre satser og under tyve minutter, vokser i Mahlers tredje symfoni til seks satser, hvoraf den første alene tager en halv time. For Mahler selv var den tredje symfoni en skræmmende, voksende organisme, der ekspanderede i hænderne på ham og bød ham at inddrage musik fra alle lag og indflette både soli og kor. Efter Brahms og Bruckner var der kun stort med stort tilbage, så Mahler ville komponere en symfoni om væren.

Ofte beskrev han processen som en proces, han ikke selv var herre over, som om musikken havde sit eget projekt, der drev ham og fik ham til at komponere ting, han følte, han ikke selv havde skrevet, og fik ham til at komponere noget, han selv sagde, næsten ikke mindede om musik, men mere en naturlydenes overtagelse.

Den moderne lytter har siden hørt ting, der var vildere, og musik, der minder mindre om musik end Mahlers, men selve grandiositeten er svær at finde lignende eksempler på. Med Mahler blomstrede senromantikken til en formens overmættethed. Inddragelsen af ikke bare folkelige temaer som hos en Brahms, men lavklassemelodier og populære marchrytmer driver musikken ud i sit helt eget umiddelbare delirium, kølet ned med sød natur, der dog igen opløses i dionysisk vildskab – alt sammen stadig inden for kompositionens overordnede skema, førstesatsens sonateform og den udvidede symfonis rejse fra om ikke kamp så kaos og til om ikke sejr så forløsning.

Sådan er væren i Mahlers portræt. Man trækkes rundt ved både det studerede og det halvstuderede, det villede, det overleverede, det inspirerede og det intuitive i én stor blanding, og man kan vælge at lade sig guide af de anvisninger, Mahler selv anførte. Eller man kan efter Mahlers eget ønske smide dem væk for at være på Mahlers mark uden andet end sin egen indre verden at manøvrere ud fra. Mahler kaldte hele værket En sommermiddagsdrøm, og de seks satser hed oprindeligt »Sommeren marcherer ind«, »Hvad blomsterne på marken fortæller mig«, »Hvad dyrene i skoven fortæller mig«, »Hvad mennesket fortæller mig«, »Hvad englene fortæller mig«, »Hvad kærligheden fortæller mig«.

Kunstnerens store opgave

Projektet kan måske synes passé med dødsbasuner, posthornidyller og englekor, men vi rives alligevel rundt i vores kulturarv med genkendelige marcher og danserytmer, og hvad Mahler selv oplevede som bizar musik, har både Carl Nielsen og Kurt Weill gjort meget mindre bizart for vores ører, og en Lars von Trier for eksempel har gjort det aktuelt igen at leve sig igennem lidelsen i kunsten og lade den forløse i næstekærligheden eller nåden. Der er en hel æra af psykoanalyse mellem Mahler og Trier, men ellers ligner projekterne hinanden som den maniodepressives stærke kontakt med både døden og livet og med kunsten som det helende, men også skræmmende projekt. Når altsoloen synger, er det overmennesket, kunstneren, der synger Nietzsches midnatssang fra Also sprach Zarathustra:

»O Mensch! Gib Acht!
Was spricht die tiefe Mitternacht?
’Ich schlief, ich schlief –
aus tiefem Traum bin ich erwacht:
Die Welt ist tief,
und tiefer als der Tag gedacht.
O Mensch! O Mensch!
Tief ist ihr Weh –
Lust – tiefer noch als Herzeleid;
Weh spricht: Vergeh!
Doch alle Lust will Ewigkeit –
Will tiefe, tiefe Ewigkeit!’«

Verden er dybere end dagen, lysten er dybere end smerten, smerten er forgængelig, lysten er evig.

At så store emner kun kan berøres og erkendes i kunsten, eller endda kun i musikken, vidste både Nietzsche og Mahler og for den sags skyld også Trier, der ligesom Mahler trækker én rundt ved både det studerede og det halvstuderede, det villede, det overleverede, det inspirerede og det intuitive i én stor blanding. Hele kulturens rod af spiritualitet og filosofi og almindeligt menneskeligt liv og lidelse og kunstnerens særlige rolle til det hele. Men mens en Triers film kan skabe stor debat og nå ud til en stor skare af moderne kulturforbrugere, er Mahlers symfonier sat på hylden med klassisk musik, vi tager pænt tøj på for at gå ind at høre for bagefter at sige farvel til hinanden, og hvor var det en dejlig aften. Alligevel: Når opførelsen er af sådan en kaliber, som den var ved fredagens koncert, så runder vi Mahlers mark og mærker dens evighed.

Rent spil

Vladimir Ashkenazy, engang en verdenskendt pianist, siden også en verdenskendt dirigent, opvokset og uddannet i det tidligere Sovjet, islandsk statsborger og en meget sjælden gæst i Danmark, holdt DR Symfoniorkestret i stram snor gennem både kaos og idyl, så man måske i starten kunne savne større frihed og mere kreativitet, men for til gengæld at lade det hele gå op i den højere enhed, der er hele værkets under: Sidste sats’ helt ubegribelige forløsning, hvor nåde ikke er et begreb eller en tanke, men en helt igennem sanselig størrelse, der fylder både krop og sind.

Hele orkesteret var stemt til denne forløsning ved deres lydhøre og rene spil alle satserne igennem med smukke soloindslag, der alle lod sig indordne i musikkens højere tjeneste uden solistiske udskejelser.

Også en stor kunstner som Anne Sofie von Otter stod som det beskedne overmenneske i midnatsblå fløjlskjole og gav både skønhed og højde og dybde til Nietzsches ord, ligesom dame- og børnekor sad lige i skabet. I al sin evighed var de syv kvarter hurtigt gået.

Mahlers 3. Symfoni. DR Symfoniorkester. Dirigent: Vladimir Ashkenazy. Solist: Anne Sofie von Otter. DR’s Koncerthuset fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu