
Det er meget få tv-serier, der følges af lige så store forventninger som anden sæson af Nic Pizzolattos True Detective. Første sæson var så enestående et fænomen, at snart sagt alle nyheder omkring anden sæson – rollebesætning, detaljer om handlingen, navne på instruktører – har resulteret i en regulær mediestorm med utallige spekulationer til følge.
Kan den nye sæson leve op til første sæsons originale greb om den gennemtærskede krimigenre? Kan Colin Farrell, Vince Vaughn, Taylor Kitsch og Rachel McAdams træde i de enorme fodspor, som første sæsons umage par, Matthew McConaughey og Woody Harrelson, har efterladt sig?
Er anden sæson lige så spækket med populærkulturelle og obskurt litterære referencer som den første, der tilmed var en overlegen opvisning i, hvordan man begavet og originalt fortæller for efterhånden blaserte og/eller alvidende tv-seere?
Vil sæsonens skiftende instruktører – deriblandt danske Janus Metz – kunne fastholde den samme unikke visuelle signatur og kontinuitet, som Cary Fukunaga gjorde som ene instruktør på alle otte afsnit i første sæson?
Der er mange spørgsmål, som skal besvares, og nogle af dem bliver det af de amerikanske anmeldere, der allerede har offentliggjort deres anmeldelser, f.eks. dem fra branchebladene Variety og The Hollywood Reporter. Fælles for dem er, at de er skuffede: Anden sæson af True Detective lever ikke op til den brillante første sæson – personerne er ikke interessante nok, dialogen ikke lige så god og historien for traditionel.
Jeg har set de samme tre første afsnit af True Detectives anden sæson som de to blades anmeldere, og jeg er slet ikke lige så negativ som dem. Faktisk er jeg ganske positiv – uden dog at være overvældet. Måske fordi jeg godt kan se det uretfærdige i at sammenligne de to sæsoner af manuskriptforfatter og showrunner Nic Pizzolattos serie, eftersom den første sæson var så usædvanlig succesfuld og unik.
Pizzolatto har i denne ombæring gjort det eneste, han reelt kunne gøre: Han har flyttet handlingen til et helt andet sted og besat rollerne med andre skuespillere. Det ville være dumt af ham at fortsætte historien fra første sæson, og således har han fundet på en helt ny historie, samtidig med at han dog har bevaret den dystre grundtone, fortællestrukturen, hvor der springes i tid, og den meddigtende brug af musik.
Politisk konstruktion
Det er Leonard Cohens Nevermind, som indleder hvert afsnit, og canadieren synger ildevarslende om grænser, der overskrides, grave, der graves, løgne og lig og en sandhed, der dør. Der er heller ikke meget lys at finde i True Detectives anden sæson, som foregår i og omkring Los Angeles, ikke det glittede Hollywood, men udkanten og underverdenen, hvor de lyssky elementer og sårede eksistenser holder til.
Colin Farrell spiller den fordrukne, korrupte politimand Ray Velcoro, der arbejder i den lille by Vinci, som har færre end 100 indbyggere og i vid udstrækning er en snedig politisk og økonomisk konstruktion, hvor korrupte politikere, embedsmænd og politifolk frit kan boltre sig og pleje usund omgang med skruppelløse forretningsfolk, hvis fabrikker får lov til at forurene på livet løs.
Ray er i lommen på gangsteren Frank Semyon (Vince Vaughn), fordi Frank for 10 år siden hjalp politimanden med at finde frem til den mand, der havde voldtaget Rays kone, nu hans ekskone. Frank er i færd med at blive lovlydig takket være en handel med og udvikling af landområder, et projekt i milliardstørrelsen, men da en embedsmand, som har sikret projektets vej gennem systemet, på ganske bestialsk vis bliver myrdet, begynder Franks planer og liv at gå op i limningen.
Ray, der blandt meget andet agerer tæskehold for Frank, sættes af sine lige så uhæderlige og temmelig nervøse chefer til at undersøge dødsfaldet, så han kan skaffe problematiske beviser af vejen. Men guvernøren øjner samtidig en mulighed for at få skovlen under Vincis gennemkorrupte borgmester, Chessani (Ritchie Coster) – der selvfølgelig ikke bor i byen, men i et monstrøst palæ i Bel Air – og nedsætter i stedet en særlig efterforskningsgruppe ledet af den dygtige, men også temmelig anspændte kriminalinspektør Ani Bezzerides (Rachel McAdams).
Under sig får hun Ray og motorcykelbetjenten Paul Woodrugh (Taylor Kitsch), der fandt liget af embedsmanden, og det umage trekløver begynder at arbejde sammen, mens de i hemmelighed meler hver sin kage – og Frank lurer i baggrunden.
Broget persongalleri
Alle fire hovedpersoner, Ray, Frank, Ani og Paul, har deres problemer at slås med. Frank plages af minder om en barndom med en alkoholiseret far, og han synes at have brug for at få gennemført sin store handel for at finde fred. Ray er træt af sit liv og af at være i lommen på Frank. Han drikker alt for meget og har et elendigt helbred, men han elsker den søn, han har fået med sin ekskone, Alicia (Abigail Spencer) – og som måske slet ikke er hans, men et resultat af den voldtægt, hun blev udsat for så mange år tidligere.
Anis søster kalder sig kunstner, men er reelt blot nøgen- og pornomodel, der mod betaling viser sig frem på internettet, og deres far (David Morse), som den hårdkogte, følelseslunkne Ani afskyr, leder en nyreligiøs bevægelse. Og Paul er krigsveteran, der arbejdede for et privat sikkerhedsfirma i Irak og her oplevede nogle forfærdelige ting, hvorfor han plages af posttraumatisk stresssyndrom og plejer en dødsdrift, når han om natten kører alt for stærkt på landevejen uden lys på og med lukkede øjne.
Det er et kulørt og broget persongalleri, som er lige lovlig skabelonagtigt til at begynde med, men som ikke mindst takket været skuespillerne hurtigt bliver til facetterede og tænkende og følende mennesker. Nej, ingen af dem er Matthew McConaugheys nihilistiske Rust Cohle eller Woody Harrelsons temperamentsfulde Marty Hart, men det skal de heller ikke være, og alle fire bærer på en smerte, som gør dem til interessante skikkelser, hvis skæbne man gerne følger med i.
Menneskelig armod
Cary Fukunaga havde en dynamisk og spændende måde at bevæge sit kamera og indramme sine billeder på, som var med til at give første sæson af True Detective en særlig visuel energi. Det er endnu for tidligt at vurdere, om Justin Lin og Janus Metz og de øvrige instruktører på anden sæson formår det samme, men der er bestemt arbejdet med billedsiden.
Overflyvninger af tung industri fortæller om en verden, hvor det er penge, gerne de beskidte af slagsen, som bestemmer, mens billeder af Los Angeles’ vilde motorvejssammenfletninger kan ses som et sindbillede på de forbundne og indimellem brodne kar, der skjuler sig bag facaden, og som et symbol på de veje og vildveje, seriens personer bevæger sig rundt ad.
Langt under overfladen
Første sæson af True Detective handlede om en sammensværgelse af magtfulde mennesker, der brugte og misbrugte mennesker, som de havde lyst til, mens de to hovedpersoner, Cohle og Hart, sloges med både disse virkelige og egne indre dæmoner. Anden sæson af serien ser umiddelbart ud til at være et lignende sjælesørgende kompleks af menneskelig, filosofisk og moralsk armod.
Det er muligvis ikke lige så originalt eller metaagtigt, i hvert fald ikke endnu – bortset fra en enkelt reference til Twin Peaks, hvis skaber, David Lynch, også ynder at udstille ’borgerskabets diskrete charme’ – men Nic Pizzolattos sans for at bore sig derind, hvor al skidtet og alle modbydelighederne gemmer sig, fornægter sig ikke.
Han har en fantastisk evne til at afsløre ikke bare det, der befinder sig under overfladen, men også det, der ligger endnu længere nede – det ubevidste og det grimme, der gør ondt, og som, når det først har fået sit tag i et menneske, ikke gerne giver slip, men forvrænger og perverterer alt og alle, det kommer i kontakt med.
Det blev en fascinerende, foruroligende og sorthumoristisk rejse i selskab med Cohle og Hart, og jeg håber, det ender med at blive et lige så vildt og voldsomt ridt ned i malstrømmen sammen med Ray Velcoro, Frank Semyon, Ani Bezzerides og Paul Woodrugh, der alle har en rem af huden.
Første sæson af ’True Detective’ kan ses på HBO Nordic eller købes på dvd og Blu-ray. Anden sæson af ’True Detective’ kan ses på HBO Nordic fra på mandag
Jeg håber den bliver god. Nu skal man jo vente et år på Game of Thrones :)
True Detective (1) var gabende kedelig. Citat fra en god anmeldelse her: "When television critics deem HBO’s True Detective a masterpiece, one has to wonder if they’ve watched any other television shows in their lifetime. If they have, they’d surely understand that True Detective is inferior pretentious claptrap compared to past works of art like ABC’s Twin Peaks, HBO’s The Wire, and AMC’s Breaking Bad." - Enig ...
http://www.popmatters.com/post/182812-true-detective-and-the-death-of-te...
ulrik mortensen:
Artiklen som du linker til formår ikke at give en eneste solid begrundelse for hvorfor serien skulle være så dårlig som du og han påstår. De to eneste argumenter i teksten synes at være at folk i hans øjne lyver om at kunne lide serien for at fremstå intellektuelle og intelligente, og at 1 times dramaserien er en død genre(!?). Ingen af argumenterne forholder sig til selve serien, men bygger i stedet på temmelig tvivlsomme præmisser og fordomme hos forfatteren.
Jeg er klar over at i sidste ende er det ret subjektivt om man kan lide et stykke dramaunderholdning, og det kan man næppe ændre på med begrundelser for svagheder og styrker ved pågældende sere. Men personlig kunne jeg godt lide serien, selv om sæsonens afsluttende afsnit var ekstremt svagt (for at sige det mildt), og at afsnittet syntes at have en intention om at gøre alt hvad det kunne for at demontere og underminere hele seriens præmis ved at spille på alle de værste strenge fra de mest banale serier og Hollywood film.
De resterende 7 afsnit var dog ekstremt dytigt konstruerede, og formåede at skabe en stemning og atmosfære, ikke mindst igennem karakterudviklingen, og især det forrygende skuespil (og samspil) mellem Woody Harrelson og Matthew McConaughey, men også den verden, på kanten af civilisationen (på mange forskellige måder), hvori handlingen foregik, der bandt mig til skærmen. På den måde kan den sammenlignes med en Raymond Chandler historie, hvor selve krimiplottet ikke er det vigtigste, det er derimod selve turen igennem den verden og sammen med de personer som befolker den verden hvori det mindre vigtige plot udspiller sig.
Serien kan ikke sammenlignes med hverken The Wire, det er der ikke ret meget der kan, eller Breaking Bad for den sags skyld, den må betegnes som et mindre værk, men ikke desto mindre stadig et værk der ligger langt over den gennemsnitlige tv-serie i genren.
Sune Olsen,
indrømmet, der er ikke meget argumentation i hans artikel. Det er der som regel heller ikke blandt de mange begejstrede og vilde anmeldelser af serien, som jeg har læst: "A dark masterpiece", "the greatest TV-show" ever, osv. osv. Hvorfor? ... True Detective starter godt, har en flot visual stil og kollapser helt til sidst. Læs f.eks. Emily Nussbaum glimrende anmeldelse af slutningen her (også link til hendes anmeldelse af hele serien):
http://www.newyorker.com/culture/culture-desk/the-disappointing-finale-o...
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig den anmeldelse af det sidste afsnit i serien. Kvaliteten af de forrige afsnit havde lagt op til at sæsonafslutningen måtte skille sig ud og overraske, men desværre opnåede at gøre det på værste vis. Nemlig ved på trods af forventningerne ikke at være opfindsom og nyskabende, men i stedet omfavnede de værste Hollywood-klicheer om et fysisk actionfyldt opgør med den onde skurk og en happy ending hvor helten ikke blot ikke er død, men også pludselig bliver haledikkende lammefrom born again kristen.
Denne fuser af en afslutning trækker uden tvivl kraftigt ned i den overordnede bedømmelse af serien, og er en af hovedårsagerne til at den aldrig ville kunne konkurrere med de bedste serier i genren. Men når det er sagt, så vil jeg stadig hold fast ved at kvaliteten af de øvrige afsnit var så høj at jeg følte mig godt underholdt 7/8 dele af tiden.