Ned i den moralske malstrøm

Det er meget få tv-serier, der følges af lige så store forventninger som anden sæson af Nic Pizzolattos True Detective. Første sæson var så enestående et fænomen, at snart sagt alle nyheder omkring anden sæson – rollebesætning, detaljer om handlingen, navne på instruktører – har resulteret i en regulær mediestorm med utallige spekulationer til følge.

Kan den nye sæson leve op til første sæsons originale greb om den gennemtærskede krimigenre? Kan Colin Farrell, Vince Vaughn, Taylor Kitsch og Rachel McAdams træde i de enorme fodspor, som første sæsons umage par, Matthew McConaughey og Woody Harrelson, har efterladt sig?

Er anden sæson lige så spækket med populærkulturelle og obskurt litterære referencer som den første, der tilmed var en overlegen opvisning i, hvordan man begavet og originalt fortæller for efterhånden blaserte og/eller alvidende tv-seere?

Vil sæsonens skiftende instruktører – deriblandt danske Janus Metz – kunne fastholde den samme unikke visuelle signatur og kontinuitet, som Cary Fukunaga gjorde som ene instruktør på alle otte afsnit i første sæson?

Der er mange spørgsmål, som skal besvares, og nogle af dem bliver det af de amerikanske anmeldere, der allerede har offentliggjort deres anmeldelser, f.eks. dem fra branchebladene Variety og The Hollywood Reporter. Fælles for dem er, at de er skuffede: Anden sæson af True Detective lever ikke op til den brillante første sæson – personerne er ikke interessante nok, dialogen ikke lige så god og historien for traditionel.

Jeg har set de samme tre første afsnit af True Detectives anden sæson som de to blades anmeldere, og jeg er slet ikke lige så negativ som dem. Faktisk er jeg ganske positiv – uden dog at være overvældet. Måske fordi jeg godt kan se det uretfærdige i at sammenligne de to sæsoner af manuskriptforfatter og showrunner Nic Pizzolattos serie, eftersom den første sæson var så usædvanlig succesfuld og unik.

Pizzolatto har i denne ombæring gjort det eneste, han reelt kunne gøre: Han har flyttet handlingen til et helt andet sted og besat rollerne med andre skuespillere. Det ville være dumt af ham at fortsætte historien fra første sæson, og således har han fundet på en helt ny historie, samtidig med at han dog har bevaret den dystre grundtone, fortællestrukturen, hvor der springes i tid, og den meddigtende brug af musik.

Politisk konstruktion

Det er Leonard Cohens Nevermind, som indleder hvert afsnit, og canadieren synger ildevarslende om grænser, der overskrides, grave, der graves, løgne og lig og en sandhed, der dør. Der er heller ikke meget lys at finde i True Detectives anden sæson, som foregår i og omkring Los Angeles, ikke det glittede Hollywood, men udkanten og underverdenen, hvor de lyssky elementer og sårede eksistenser holder til.

Colin Farrell spiller den fordrukne, korrupte politimand Ray Velcoro, der arbejder i den lille by Vinci, som har færre end 100 indbyggere og i vid udstrækning er en snedig politisk og økonomisk konstruktion, hvor korrupte politikere, embedsmænd og politifolk frit kan boltre sig og pleje usund omgang med skruppelløse forretningsfolk, hvis fabrikker får lov til at forurene på livet løs.

Ray er i lommen på gangsteren Frank Semyon (Vince Vaughn), fordi Frank for 10 år siden hjalp politimanden med at finde frem til den mand, der havde voldtaget Rays kone, nu hans ekskone. Frank er i færd med at blive lovlydig takket være en handel med og udvikling af landområder, et projekt i milliardstørrelsen, men da en embedsmand, som har sikret projektets vej gennem systemet, på ganske bestialsk vis bliver myrdet, begynder Franks planer og liv at gå op i limningen.

Ray, der blandt meget andet agerer tæskehold for Frank, sættes af sine lige så uhæderlige og temmelig nervøse chefer til at undersøge dødsfaldet, så han kan skaffe problematiske beviser af vejen. Men guvernøren øjner samtidig en mulighed for at få skovlen under Vincis gennemkorrupte borgmester, Chessani (Ritchie Coster) – der selvfølgelig ikke bor i byen, men i et monstrøst palæ i Bel Air – og nedsætter i stedet en særlig efterforskningsgruppe ledet af den dygtige, men også temmelig anspændte kriminalinspektør Ani Bezzerides (Rachel McAdams).

Under sig får hun Ray og motorcykelbetjenten Paul Woodrugh (Taylor Kitsch), der fandt liget af embedsmanden, og det umage trekløver begynder at arbejde sammen, mens de i hemmelighed meler hver sin kage – og Frank lurer i baggrunden.

Broget persongalleri

Alle fire hovedpersoner, Ray, Frank, Ani og Paul, har deres problemer at slås med. Frank plages af minder om en barndom med en alkoholiseret far, og han synes at have brug for at få gennemført sin store handel for at finde fred. Ray er træt af sit liv og af at være i lommen på Frank. Han drikker alt for meget og har et elendigt helbred, men han elsker den søn, han har fået med sin ekskone, Alicia (Abigail Spencer) – og som måske slet ikke er hans, men et resultat af den voldtægt, hun blev udsat for så mange år tidligere.

Anis søster kalder sig kunstner, men er reelt blot nøgen- og pornomodel, der mod betaling viser sig frem på internettet, og deres far (David Morse), som den hårdkogte, følelseslunkne Ani afskyr, leder en nyreligiøs bevægelse. Og Paul er krigsveteran, der arbejdede for et privat sikkerhedsfirma i Irak og her oplevede nogle forfærdelige ting, hvorfor han plages af posttraumatisk stresssyndrom og plejer en dødsdrift, når han om natten kører alt for stærkt på landevejen uden lys på og med lukkede øjne.

Det er et kulørt og broget persongalleri, som er lige lovlig skabelonagtigt til at begynde med, men som ikke mindst takket været skuespillerne hurtigt bliver til facetterede og tænkende og følende mennesker. Nej, ingen af dem er Matthew McConaugheys nihilistiske Rust Cohle eller Woody Harrelsons temperamentsfulde Marty Hart, men det skal de heller ikke være, og alle fire bærer på en smerte, som gør dem til interessante skikkelser, hvis skæbne man gerne følger med i.

Menneskelig armod

Cary Fukunaga havde en dynamisk og spændende måde at bevæge sit kamera og indramme sine billeder på, som var med til at give første sæson af True Detective en særlig visuel energi. Det er endnu for tidligt at vurdere, om Justin Lin og Janus Metz og de øvrige instruktører på anden sæson formår det samme, men der er bestemt arbejdet med billedsiden.

Overflyvninger af tung industri fortæller om en verden, hvor det er penge, gerne de beskidte af slagsen, som bestemmer, mens billeder af Los Angeles’ vilde motorvejssammenfletninger kan ses som et sindbillede på de forbundne og indimellem brodne kar, der skjuler sig bag facaden, og som et symbol på de veje og vildveje, seriens personer bevæger sig rundt ad.

Langt under overfladen

Første sæson af True Detective handlede om en sammensværgelse af magtfulde mennesker, der brugte og misbrugte mennesker, som de havde lyst til, mens de to hovedpersoner, Cohle og Hart, sloges med både disse virkelige og egne indre dæmoner. Anden sæson af serien ser umiddelbart ud til at være et lignende sjælesørgende kompleks af menneskelig, filosofisk og moralsk armod.

Det er muligvis ikke lige så originalt eller metaagtigt, i hvert fald ikke endnu – bortset fra en enkelt reference til Twin Peaks, hvis skaber, David Lynch, også ynder at udstille ’borgerskabets diskrete charme’ – men Nic Pizzolattos sans for at bore sig derind, hvor al skidtet og alle modbydelighederne gemmer sig, fornægter sig ikke.

Han har en fantastisk evne til at afsløre ikke bare det, der befinder sig under overfladen, men også det, der ligger endnu længere nede – det ubevidste og det grimme, der gør ondt, og som, når det først har fået sit tag i et menneske, ikke gerne giver slip, men forvrænger og perverterer alt og alle, det kommer i kontakt med.

Det blev en fascinerende, foruroligende og sorthumoristisk rejse i selskab med Cohle og Hart, og jeg håber, det ender med at blive et lige så vildt og voldsomt ridt ned i malstrømmen sammen med Ray Velcoro, Frank Semyon, Ani Bezzerides og Paul Woodrugh, der alle har en rem af huden.

Første sæson af ’True Detective’ kan ses på HBO Nordic eller købes på dvd og Blu-ray. Anden sæson af ’True Detective’ kan ses på HBO Nordic fra på mandag