Når fanden forhandler

Ny vægtig bog om samarbejdspolitikken under besættelsen. Samarbejdet havde sin pris. Det betød støtte til et forbryderisk regime, og det tvang de danske politikere til pinefulde og problematiske handlinger
Tyske soldater på Kongens Nytorv den 9. april 1940, da nazisterne indledte deres besættelse under navnet ’Operation Weserübung-Süd’. Danske politikere forsøgte med en svær balanceakt at begrænse krigens grumme følger mest muligt med samarbejdspolitikken. Arkivfoto

Tyske soldater på Kongens Nytorv den 9. april 1940, da nazisterne indledte deres besættelse under navnet ’Operation Weserübung-Süd’. Danske politikere forsøgte med en svær balanceakt at begrænse krigens grumme følger mest muligt med samarbejdspolitikken. Arkivfoto

9. juni 2015

Erindret foto fra majdagene 1945: en ung mand ved studentereksamen bøjet over den danske stil. På bordet ved siden af blæk (!) og papir ligger en håndgranat. Måske for fotografens skyld, men alligevel.

Billedet symboliserer, hvor mærkeligt det end kan lyde, modstanden og samarbejdet – eller kollaboration. Danmark kunne, Gud være lovet, præstere en modstandsbevægelse. Militært havde den ingen betydning, men bragte vidnesbyrd om væbnet dansk kamp mod Adolf Hitler. Samtidig sørgede samarbejds- eller rettere forhandlingspolitikkens i realiteten uafviselighed for, at den danske stat forblev intakt under den tyske besættelse. En tilstand de danske politikere og embedsværket – til landets bedste, som man sagde – stædigt arbejdede på at opretholde.

Med smidighed og mange indrømmelser, nogle mente for mange, var dette ensbetydende med at landets centraladministration, de lokale myndigheder, sygehusvæsenet, til en vis grad domstole og ordensmagt, skolevæsen og højere undervisning, det sidste, der muliggjorde, at den unge frihedskæmper kunne komme til eksamen – fungerede uden alt for håndfast tysk indblanding.

Terroren kom senere og sent, da krigen så åbenbart var ved at være tabt for tyskerne, og desperationen greb om sig. Brutal undertrykkelse, nazisternes foretrukne styreform, blev således stadig mere følelig, iværksat 24-7 efter sammenbruddet i oktober 43 og forstærket under og efter de senere folkestrejker. Politiet blev taget, militæret afvæbnet, og de nazistiske bander huserede. Men samarbejdet fortsatte – uden politikerne på taburetterne. De stillede sig ud i kulissen, men opretholdt den finale kontrol over de embedsmænd, der førte administrationen videre. I samarbejde med den onde selv. Til landets bedste.

En af Danmarks betydeligste besættelsestidshistorikere, tidl. universitetslektor dr. phil. Hans Kirchhoff har – i kølvandet på den fornyede debat om besættelse, national ydmygelse, samarbejde, modstand og hvad deraf fulgte – udgivet (endnu) en betydelig bog: At handle med ondskaben – om samarbejdspolitikken.

Kirchhoff lægger ikke skjul på, at bogen er blevet til inspireret af tidligere statsminister Fogh Rasmussens udtalelser om »den usle« samarbejdspolitik, fulgt op af meningspersoner, som man under ét kan kalde ’nynationale senere dages modige’. I dette segment opregnes samarbejdspolitikken og Danmarks forholdsvis omkostningslette krigshistorie som en skamplet.

Ekstrem vanskelig situation

I modsætning til andre besatte lande hvor tyskerne myrdede gidsler, brændte byer af, dræbte jøder og i det hele fór frem som ingen før i verdenshistorien og med grusom konsekvens. Sådan burde danskerne også have haft det. Hvis alle havde gjort som os, hvad var der så sket med Europa og verden!

Diskussionen bærer præg af deja vu som gentagelse af tidligere historieopgør om de fem år. Den anden historikergeneration efter krigen fik sat skik på den store fælles fortælling og tegnede et mere modsætningsfuldt billede.

En ekstremt vanskelig situation som danskernes 1940-45 rummer selvsagt betydelige indre konflikter og flertydigheder. Tingene er ikke sort-hvide, som Fogh Rasmussen og meningsfæller hævder.

En påstand om forspildt dansk oprustning i 1930’erne forekommer uoplyst. Næppe mindre indsigtsfuldt som hævdet, såfremt den danske regering 9. april havde kæmpet. Til sidste mand? De mørke fugle fløj – som bekendt – i gry med motorstøj over byens tage. Skulle kongen og Stauning have ladet danske byer blive bombet flade? Med hvilket formål?

Hans Kirchhoff giver sin forundring luft i bogens undertekst, bramfrit sagt: Man tror, det er løgn, når folk 75 år efter 9. april heltemodigt som Fogh Rasmussen og pinligt flere andre stabler sig op på barrikaden med tilbagevirkende kraft.

Fantasien behøver ikke stimulans for at forestille sig Danmark i fortsat kamp med den daværende stærkeste militære magt på kloden, hvor det vel at mærke dengang stod lysende klart, at Hitler ville vinde krigen. Få om nogen regnede med, at England klarede sig; Sovjetunionen havde indgået en pagt med Hitler, og ingen kunne vide, at Hitler ville gøre Napoleon kunsten efter i Rusland – og tilmed erklære Amerika krig.

Et fjendtligt forhold til besættelsesmagten havde betydet dansk fallit. Uden råstoffer og energi til varme var Danmark solgt til bændellakrids. Derfor solgte landet sig selv, før tyskerne som andre steder tog, hvad de ville.

Kirchhoff gennemgår de muligheder, der forelå samt politiske forestillinger i tiden. Vel at mærke sådanne med grund i den danske befolkning, der ikke brød sig om ballade og modstand. Ikke før det viste sig, at Hitler ikke var så uovervindelig. Dette lurepasseri, kan man jo mene, var usselt. Men, som forfatteren anfører, kan man også opfatte det pragmatiske sporskifte som forstandigt og forståeligt.

Nuanceret syn på Scavenius

Hans Kirchhoff slår igen et slag for en rimelig tolkning af statsminister Scavenius.

Efter krigen bar Scavenius skammen, skønt han blot havde udrettet, hvad politikerne ønskede. Scavenius var et nemt offer: arrogant, begavet og spids uden forståelse for og tålmodighed med mere tungt opfattende.

Men Scavenius var formentlig meget tæt på folkeflertallets holdninger, pointerer Kirchhoff. Som Jens Otto Krag engang over for denne anmelder understregede det enorme ansvar, der påhviler en statsminister, ganske særligt i den situation Scavenius befandt sig.

Krag bemærkede tørt: Scavenius var jo ikke kun statsminister for frihedskæmperne, men også for dem, der lå på hospitalet, for de gamle og for børnene.

At det er folk fra Venstre og med sympatier i den retning, der har rejst usselhedsdebatten – Fogh Rasmussen har ligefrem benævnt samarbejdspolitikerne og embedsmændene kujoner – rummer en egen gusten ironi, eftersom Venstre var det parti, der ville gå længst i samarbejdet og i øvrigt udnyttede situationen groft til nedskæringer i sociallovgivningen.

Man kan med Hans Kirchhoff sige, at Danmark kom så forholdsvis uskadt gennem nazisternes udskejelser ved at myndighedslaget ved diplomatisk snilde, til tider dristighed, slesk tale og sød portvin, som Ellemann-Jensen finurligt kalder det, fik det maksimale økonomisk og politisk ud af en dødsensfarlig og til tider håbløs situation. På den ene side.

På den anden tog modige folk sagen i egen hånd og kæmpede modstandskampen. Dennes vægtigste bidrag, hvad der for alvor betød noget, var den selvfølelse og stolthed (efter 1943, da Hitler blev besejret i Stalingrad) modstandshandlingerne bibragte et deprimeret og kuet folk.

Dertil kom som nævnt den besked, der blev sendt til de allierede: at Danmark uanset kollaboration, som alle lande i øvrigt udøvede over for overmagten, uanset venstrebøndernes indtjening på landbrugsvarer til Tyskland, uanset industriens fortjeneste på (våben)leveringer til tyskerne, uanset alt det, der var ret usselt: at Danmark var på den rigtige side.

Finder en eventuel borgerlig regering en dag på også at lave en besættelsestidskanon, skulle de tvinge ’senere dages modige’ til at læse Hans Kirchhoffs nye bog og så lade den være kanonen.

Hans Kirchhoff: At handle med ondskaben. Samarbejdspolitikken under besættelsen. 218 s. 250 kr. Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard

Jeg er vist nogenlunde på alder med Metz - årgang 1946.

I min skoletid blev vi opfostret med historier om Flammen & Citronen, Holger Danske, sabotagen af de jyske jernbaner, folkestrejken, jøderne til Sverige og Monty's "second to none".

Så jeg troede da på, at vi havde ydet vores bidrag til nedkæmpelsen af nazisterne.

Efterhånden krakelerede billedet selvfølgelig; men jeg var nu glad for Anders Fog's klare fordømmelse af samarbejdspolitikken - udtalt af landets regeringschef.

Det er ikke værdigt, at vi både dengang hyttede vores eget skind og så oven i købet stadigvæk roser os af det.

Brugerbillede for Niels Engelsted

Velsagtens motiveret af sin gamle vendetta mod Fogh Rasmussen benytter Metz Kirchhoffs bog til at udtrykke forståelse for den samarbejdspolitik, som Rasmussen fordømte i stærke vendinger for at begrunde den aktivistiske udenrigspolitik (og samarbejdspolitik!), der bragte Danmark i krig i fjerne lande og anbragte Rasmussen selv i NATO's førersæde.

Jeg er også fra 1946 og som Torben holder Frihedsbevægelsen og dens kæmpere op som et forbillede, så kan jeg da sagtens forstå samarbejdspolitikken også. Hvem ville ikke redde hovedstaden og befolkningen, hvis det kunne gøres ved slesk tale og sød portvin, som Metz citerer Uffe Elleman for.

Mit spørgsmål er imidlertid om det bare var slesk tale, når landets socialdemokratiske statsminister Stauning i 1941 sagde dette i en tale i Studenterforeningen:

Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øje­blikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raa­dende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betyde­lige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen - altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme...
Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes. Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.

Eller om det bare var sød portvin, når landets socialdemokratiske justitsminister Thune Jacobsen under en reception for SS-politiofficerer samme år på D'Angleterre pralede med, at et lille værksted også kunne præstere europæisk kvalitetsarbejde."
(Politiet havde lige arresteret alle de kommunister, de kunne fange og sat dem Horserød, og havde iøvrigt i årevis sendt jødiske flygtninge hjem til deres skæbne i Tyskland.)

Man skal passe på, at forståelsen for samarbejdspolitiken ikke også bliver forståelse for tyskerne, skridtet er tilsyneladende ikke ret langt.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Torben Lindegaard: "men jeg var nu glad for Anders Fog's klare fordømmelse af samarbejdspolitikken - udtalt af landets regeringschef"

'Venstrehøvdingen' fra Skals nåede lige akkurat at slippe væk fra den varme stol i statsministeriet med 'æren' i behold og give stafetten videre til 'Lille Lars' fra Græsted, før han spænede videre til den lukrative stilling som NATO's generalsekretær i Bruxelles.

Og nu går han rundt med hatten i hånden og tilbyder sin tjeneste som foredragsholder og strategisk rådgiver for udfordrede private næringsdrivende på begge sider af Atlanterhavet.

Det kan man da kalde en ærefuld sortie!

Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Grethe Preisler

Hold da op, hvor du syder og svovler mod Anders Fog - det er på Metz's niveau.

Du nævner lige mit navn i indlægget; men det opfatter jeg blot som en anledning til at affyre en bredside mod Anders Fog.

Men jeg vil da gerne gentage, at jeg er glad for, at Anders Fog som statsminister og som Venstrehøvding undsagde samarbejdspolitikken. Det havde været ubærligt, hvis han havde forsvaret den danske flødeskumsfront med "gratis" fødevareleverencer til nazisterne afregnet til toppriser over den tyske mellemregningskonto i Nationalbanken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Jeg har heller aldrig forstået hvad det var Fogh mente det officielle Danmark kunne/skulle have gjort anderledes. Hæren var jo en mus i forhold til den tyske elefant, så er det et Dybbøl 2 han efterlyser? Om der var nok frihedskæmpere tidligt nok, det kan man altid diskutere, men kampen var da deres og deraf selvfølgelig også æren. Men det er da en ærlig sag at give op, hvis man ikke kan klare sig. Og hvis man giver op og bliver bedt om at samarbejde, har man så noget valg? Samarbejde er i dag et meget positivt ladet ord, og man bør nok skelne mellem dem der samarbejdede med enthusiasme og dem der gjorde det for ikke at komme i fedtefadet.

Brugerbillede for Lennart Kampmann

En afvæbnet befolkning uden modige ledere....Så bøjer man hovedet og gør som der bliver sagt.

Man kunne i trediverne have gjort meget hvis man ville. Man kunne have oprustet og bevæbnet hver en dansker til tænderne. Man havde år til at grave fæstningsværker, øve henholdende kamp, træne befolkningen i civil ulydighed, etc. Man kunne minere alle farvand, opbygge et luftvåben, og så videre.
Men man gjorde det ikke. Men erfaringen fra første verdenskrig var jo også at man kunne være neutral og blive rig på det.

Da Tyskland gik ind i Danmark, måtte man sande at man var for lille til at det kunne nytte at kæmpe imod. Så gik det jo også heldigvis værre for andre...

Nå men heldigvis er verden i dag anderledes, og vores reelle problem er hvor dyrt det er med en masse ældre og for få unge. Så behøver vi heller ikke tænke på om vores forsvar er stærkt nok, eller om vi skal blande os eller ej. Så længe vi kan få velfærd, er vi os selv nok.

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Det høre med til historien at London ønskede ro i Danmark, af hensyn til deres efterretningstjeneste. Hvad Danmark kunne levere af hjælp til Tyskland blev regnet for uden betydning, i forhold til hvad efterretningstjenesten, kunne få fra et fredeligt Danmark. Jeg ved ikke om det var den Danske efterretningstjeneste der var så vigtig eller det var den engelske efterretningstjeneste, som havde en afdeling i Danmark, med forbindelse til Berlin.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Boye

Det gik hverken rigtigt godt eller skidt, under besættelsen, men det retslige efterspil var en skændsel.
For ikke at blive misforstået, havde min far våbendepot for modstandsbevægelsen.
Frikorps Danmarks folk skulle straffes, også selvom de handlede efter regeringens anbefaling.
Befolkningen burde forstå, at når regeringen sagde et, mente de det modsatte.
Enkerne efter modstandsmænd, måtte stå med "hatten i hånden" ved kommunen og evt få et ringe betalt rengøringsjob.
De ansvarlige nedsatte en parlamentarisk kommision, hvor de brugte stabler af papir, og derefter frikendte sig selv.
Min far sagde altid, hvis der skulle opstå en lignende situation, så hold jer væk. Jeg troede i det mindste, at der ville blive sørget for koner og børn hvis vi skulle gå bort, men ikke engang dette kunne staten og politikerne klare.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Jørn Boye

Hvor har du ret.
De fleste med en vis alder kan sikkert levere rædselsfulde eksempler på urimeligheder.

I min egen familie blev een interneret i KZ-lejr- og kom hjem i de hvide busser med nedbrudt helbred.
Hjem til en kæmpegæld, som hustruen havde måtte stifte.
Hun sad tilbage med 2 børn, da manden blev deporteret til Tyskland.
Hjælp fra det offentlige var selvfølgelig en by i Rusland, dengang i starten af 40'erne - og da slet ikke hvis manden havde rodet sig ind i noget med modstandsbevægelsen.

En andet familiemedlem troede på regeringens positive signaler omkring Frikorps Danmark og lod sig overføre til aktiv tjeneste på Østfronten.
Det skulle han aldrig have gjort - han fik 1 år i spjældet, da han kom hjem, selvfølgelig også med nedbrudt helbred. PTSD kalder vi det i dag - dengang var det bare gak i låget, og det kunne sådan en fyr jo have rigtig godt af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Knud Chr. Pedersen

Når retsopgøret efter krigen gav straf til frikorps folk for aktiv tysk tjeneste, og som var sket på regeringens anbefaling, så havde det vel været på sin plads, at samme regering, som havde lavet anbefalingen også blev straffet? Det blev den så ikke. Heller ikke for at opfordre befolkningen til at afstå for sabotage. Tilbage står, at en af Socialdemokraternes helt store koryfæer, Statsminister Stauning, dengang under besættelsen gladeligt og som den eneste statsminister nogensinde overlod danske statsborgere til en nazistisk besættelsesmagt, fordi han havde et ærligt ønske om at bekæmpe den kommunistisk trussel, og hvor han gjorde fælles front med besættelsesmagten. En handling der var et absolut lavpunkt i nyere dansk historie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Anders Fogh Rasmussen havde som statsminister et religiøst præget behov for at forenkle hele Verdenshistorien til at være en kamp mellem de gode og de onde. Han delte denne verdensanskuelse mellem med Tony Blair samt George W. Bush, der på et tidspunkt tale om "ondskabens akse". En "akse", som bestod af 3 lande, der intet som helst havde til fælles andet end, at de stod på dårlig fod med USA (Irak, Iran og Nordkorea).

I Irak skulle det forsimplede verdensbillede for alvor stå sin prøve. Og som vi alle ved i dag, gik det ikke særlig godt. For i Saddam Husseins sted rykkede der i stedet forskellige Al-quida lignende grupper ind og forsøgte at overtage magten i landet.

Og i dag har vi så Islamisk Stat, som både er aktive i Irak, hvor organisationen opstod, og i nabolandet Syrien. Uden Foghs, Blair og Bush irakkrig, havde der ikke været noget Islamisk Stat i dag. Og det folkelige flertal, der oprindeligt var for Irak-krigen i både USA og Danmark, er da også for længst fordampet.

Mere besindige og klarsynede politikere i lande som Tyskland og Frankrig kunne helt fra start af se, hvordan det ville ende, hvis man invaderede Irak. Men det havde Fogh, Blair og Bush ikke tid til at høre på. For de var selveste guds udsendinge, og gud kan som bekendt ikke tage fejl.

Brugerbillede for Finn Olsen

Vi forsynede den tyske krigsmaskine med fødevarer.
Vi byggede fæstninger for dem.
Vi bevæbnede de 6.000 frivillige, der gik i tysk krigstjeneste.
Vi arresterede flere kommunister end tyskerne havde bedt om.
Vi kom på bedre tanker, da det blev klart at tyskerne alligevel ikke ville vinde krigen.
I dag støtter vi alle USA's krige uden at stille spørgsmål.
Småstatssyndromet er indlejret dybt i folkesjælen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

@ Torben Lindegaard

Gyldendahl, Den store danske:
"...tyskerne krævede nu, at ledende danske kommunister blev interneret. Det blev efterkommet i langt større omfang end krævet, og ...", altså et krav.
og:
"På tyske krav accepterede regeringen oprettelsen af Frikorps Danmark til kamp på tysk side mod ...", igen: krav.

Beredvilligheden efterfølgende kan vi altid diskutere og den var ikke altid lige køn, men den var ikke specielt dansk. Tænk på McCartyismen i USA og var det ikke for Peal Harbour var amerikanerne måske blevet hjemme. Indtil Hitler gik helt amok og lejrene blev afdækket, var man mere bange for kommunisterne end for nazisterne og det gjaldt på begge sider af Atlanten. Og man forstår det sådan set godt. Hitler var jo nærmest komisk hysterisk og derfor svær at tage alvorligt, hvis man ikke vidste hvad han havde gang i. I modsætning til Stalin. Ham var der ikke meget sjov ved.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Hvad mange synes at have glemt i dagens Danmark er, at småstaters udenrigspolitik er stærkt begrænset af deres geografiske beliggenhed. Hvorfor tror folk, at Finland aldrig har meldt sig ind i Nato f.eks.?

Et land som Sverige blev aldrig besat af tyskerne under 2. Verdenskrig og "samarbejdede" derfor formelt set ikke. Men minerne i det nordlige Sverige forsynede under hele krigen Tyskland med den jernmalm, der skulle bruges for at bygge kampvogne, kanoner og andet krigsmateriel.

Og med al respekt var det nok vigtigere for den tyske krigsindsats end de landbrugsvarer mm., der kom fra Danmark. Faktisk var det jo derfor, at tyskerne overhovedet invaderede Danmark og Norge. Hele formålet med den operation var at få kontrol over havnen i Narvik, før briterne gjorde det. Og havde tyskerne ikke invaderet Norge, så havde briterne gjort det 4 uger senere, netop for at afskære tyskerne fra den svenske jernmalm.

Under alle omstændigheder er det jo sådan, at når en krigsførende magt har fået kontrol over et område, så har den også kontrol over de ressourcer og produktionsapparat mm. der befinder sig der. Så med mindre revisionisterne mener, at den danske regering skulle have beordret danskerne til at begå kollektivt selvmord og springe alle fabrikker mm. i luften, er der intet som helst, den kunne have gjort for at undgå, at tyskerne fik adgang til alt, hvad Danmark nu engang kunne bidrage med af nyttige ting til krigen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Søren Kristensen

Når det officielle Danmark har efterkommet de tyske krav uden for mange protester, så er det lige nøjagtigt en flødeskumfront. Vi kan sagtens glæde os over, at Danmark slap så nogenlunde let gennem besættelse; men vi kan ikke være bekendt at bryste os af Danmarks indsats mod nazismen.

Joseph McCarthy har ikke noget med denne sag at gøre.
Det var nok især Hitlers krigserklæring, der fik USA med i krigen mod Tyskland.

Om Hitler var komisk, og Stalin mere dyster - det må stå for din egen regning.
Jeg finder godt nok begge 2 modbydeligt skræmmende og dystre.

Jeg stopper i tråden her.
Over & Out

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

@ Torben Lindegaard
Ikke for at tærske langhalm eller få det sidste ord, jeg stopper også her. Men bare lige for at sige:
Jeg kender ingen der i dag bryster sig af indsatsen mod nazismen, udover måske nogle få frihedskæmpere og deres efterkommere, som kan gøre det med rette. De fleste danskere ved jo godt at 2. verdenskrig, som så mange andre krige, var en speget affære og at vi et langt stykke hen ad vejen gik tyskernes ærinde, så længe det kunne betale sig.

Diskussionen gik på det rimelige i at en statsminister, et halvt århundrede senere og på eget initiativ, begynder at hudflette det danske sindelag som noget særligt, samtidig med at han bryder med lige så lang tids pacifisme, for nu at sætte det på spisen. I min optik virkede det en anelse unødvendigt og måske derfor også ret afslørende.

Jeg ved godt at McCarthy huserede senere, men han var ikke den første kommunistforskrækkede amerikaner. Det han gjorde var at viste hvor langt amerikanerne er villige til at gå, når først de har udpeget en fjende og de pegede, som bekendt, ikke for alvor på Hitler før Pearl Harbour. Joseph Kennedy, USAs ambassadør i London 1940 og bejler til præsidentembedet, måtte fx. tage sig gode tøj (og det var virkelig godt) og gå, fordi han vedblivende og på trods af Churchills indædte kampagne mod Hitler, forsøgte at komme overens med samme. Jo, det var spegede tider, ikke kun i Danmark.

Hitler var ultra komisk (ufrivilligt og ud over hvad han ellers var). Det viste Charles Chaplin til ug.

Roger, over and out.

anbefalede denne kommentar